Bryllupsinvitationerne – endeligt resultat og tanker om gæsterne

Invitationerne er nu endelig sendt ud og det er en lettelse. Min mor har en kæmpe bunke liggende i Sønderborg, som hun og min far kommer til at dele ud i Sønderborg.

Vi har valgt at få invitationerne trykt i Danmark og ikke i Indien/Sri Lanka, som mange andre tamilere gør. Det var for selv at kunne styre designet, som vi gerne ville have var farverigt og indisk og samtidigt afdæmpet nordisk. Vi har designet dem i Photoshop og jeg er ret tilfreds med resultatet.

Det farverige kommer til udtryk ved at invitationerne er holdt i primært rød, pink og gul, mens det nordiske ligger i selve formatet. Det er bare en enkelt A4-side, der er bukket sammen på midten. Ikke noget med flere ark i en holder, intet guld og ingen snorelukninger.

Invitationerne kostede 500,- at få trykt og så købte vi guldklistermærker til at lukke dem med i Bog og Idé til omkring 20,-. Det dyreste ved invitationerne har helt klart været frimærkerne:(

DSC_0638DSC_0692DSC_0698

Vi har fået trykt 3 forskellige typer invitationer.
1 på dansk, der inviterer til både tempel og efterfølgende fest.
1 på tamilsk, der inviterer til tempel.
1 på engelsk, der inviterer til fest om aftenen.
Herved kunne vi nemlig invitere tamilerne til Sønderborg udelukkende til tempel-ceremonien og invitere familien til festen ved at vedlægge den engelske invitation.

Jeg er ikke i tvivl om, at der sidder tamilere i Sønderborg og synes at det er meget mærkeligt, at de bliver inviteret med til templet, men ikke med til festmiddagen. Og jeg forstår dem godt. De kommer og bevidner, at vi bliver gift på den rigtige måde og til gengæld plejer de at blive trakteret med mad, musik og komsammen. Og sådan burde det måske også være og hvis jeg kunne blive gift 2 gange ville jeg holde en fest for dem og en fest for mig.

Jeg er sikker på, at det med at invitere stort til ceremonien og være mere lukket til festen er en trend, som bryder igennem og bliver almindelig praksis meget snart. Som ung brud opvokset i Danmark er det svært for mig at lægge mine drømme om det perfekte bryllup fra mig og affinde mig med en folkesamling i en sportshal. Det vil jeg ikke have. Jeg vil have en intim fest for venner og familie. Jeg vil have bordkort, taler og latter rundt om bordet og tid og mulighed for at fejre min store dag med dem, som står mit hjerte nært. Derfor er det kun de nærmeste, der kommer med til festen om aftenen. Nærmeste og nærmeste. Vi bliver omkring 130 om aftenen. Venner og familie, børn og voksne.

Samtidig må jeg æde mine egne idealistiske ord fra tidligere og indse, at det simpelthen er for arbejdskrævende, hvis jeg skal til at opspore alle udeboende børns navne og adresser for at invitere dem særskilt. Derfor inviteres de desværre, som de plejer via deres forældre. Øv.

Bryllup for folket

Vi er ved at lægge sidste hånd på bryllupsinvitationerne. I morgen tidlig har vi en aftale med trykkeriet og forhåbentligt får vi hurtigt snakket pris og levering på plads, så vores gæster har invitationen i næste uge.

Lige nu sidder jeg og prøver på at finde ud af, hvor mange invitationer vi skal have printet.

Traditionelt inviterer tamiler familier og ikke individer til bryllup. Det vil sige at man inviterer hele familien og ikke bare de voksne. Jeg har aldrig været til eller hørt om et børnefrit bryllup i den tamilske verden. Og jeg overvejede kun ultrakort om det var mig, der skulle stable sådan et på benene før jeg forkastede idéen som ikke værende besværet værd.

At det er familier og ikke individer, der kommer med til bryllup er selvfølgeligt medvirkende årsag til at bryllupsfesterne er så store. Når hvert par slæber 2-4 børn med, så kommer der bare til at være mere gang i den. Problemet med at invitere familier, altså forældre+børn, er at  “børn” faktisk også tæller ugifte voksne, som man inviterer med i forældrenes invitation. Så længe man ikke er gift hører man altså under sine forældre i den tamilske verdensforståelse. Jeg er usikker på om det gælder for mænd og kvinder eller om det kun er kvinderne. Faktum er at jeg i de 8 år, jeg har boet for mig selv og været stærk og selvstændig har jeg ikke modtaget en eneste invitation til et tamilsk bryllup.

Men sådan synes jeg ikke det skal være og det er ikke sådan, jeg opfatter verden. Jeg synes det er umyndiggørende, ikke at blive inviteret personligt. I princippet kunne jeg blive 50 år og være ugift og jeg ville stadig ikke få min egen invitation, fordi jeg stod under mine forældres beskyttelse. Det synes jeg er trist. Hvis jeg er inviteret med til et bryllup vil jeg have min egen invitation. Jeg vil ses og respekteres for at være en selvstændig person og ikke bare en del af en familie.

Så jeg lander på, at hvis man ikke er hjemmeboende, så får man altså sin egen invitation.