Velkommen til smerteland – hvor kroppen ingenting kan.
I morgen er det 3 uger siden, at baby kom til Verden og jeg er overhovedet ikke kommet af med mine bækken- og hoftesmerter, som adskillige optimistiske mennesker forsikrede mig om ville ske efter fødslen.
Efter fødslen er smerterne taget til og min læge snakker om, at jeg har en kraftig bækkenløsning. Så jeg er på panodiler og senge/sofaliggende det meste af tiden, mens vi venter på, at det bliver bedre og det bliver afdækket, hvordan det skal behandles. Jeg har fået at vide, at det nok skal blive bedre, men at jeg må væbne mig med tålmodighed og bruge mit netværk i mellemtiden.
Sideløbende med at kroppen fucker med mig, er humøret styrtdykket og jeg græder stort set hver dag. For det er sgu svært at acceptere, at jeg er sådan en, der skal have hjælp. Hjælp til at komme op at stå, hjælp til at bære og flytte ting og hjælp til at vende mig i sengen. Når baby græder, kan jeg ikke gå rundt og vugge hende i mine arme, men bliver nød til at bede Aske eller hvem der ellers er til stede om at tage hende. Især det med baby knuser mit hjerte.
Det er lang tid siden, at jeg har følt mig så magtesløs, frustreret og altovervældende trist til mode. Det er ydmygende at jeg skal have så meget hjælp og det stemmer ikke overens med mit selvbillede af at være en kan-selv-vil selv-pige. Mit liv er pt. fuld af aftaler med akupunktør, massør, fysioterapeut og læge og jeg skal have hofterne ultralydsscannet for at tjekke om der er væske i leddene. Oven i det er der den klassiske historie om nybagte forældre, kaos, lortebleer og manglende søvn. Fuck my life, som man siger.
Men her er det eneste madbillede, som jeg har taget i de 3 uger. Min søsters hjemmelavede burak med feta-mynte-fyld. Mumsfilibabba siger jeg bare. Det er ikke ALT der er lort…
