Integration af tamileren og danskeren

Da jeg for år tilbage startede hos min psykoterapeut, brugte han rigtig meget tid på at tale om grøntsager. Han holdt flere gange en tale om, hvordan agurker ikke prøver at være pastinakker og rødbeder ikke prøver på at være hvidkål. Det var ikke de grøntsager han nævnte, men uanset hvilke grøntsager, det så var, så fattede jeg altså ikke en brik af, hvad det var, han prøvede at sige til mig. Jeg forstod det ikke.

Tamileren
På det tidspunkt var et af mine hovedtemaer, at jeg var frustreret over, at være den jeg er. Jeg slog mig selv i hovedet med at jeg var forkert og var dybt optaget af, at der ikke var sammenhæng mellem den indre Sharangka, som jeg kendte og den ydre Sharangka, som jeg viste andre. Jeg skammede mig så dybt over, at min indre verden var så anderledes end det, som jeg var blevet opdraget til og jeg brugte vildt meget energi på at ønske mig, at jeg kunne lave om på mig selv, så jeg blev som mine forældre/storfamilien gerne ville have mig.

Min familie så kun den tamilske side af mig og jeg var omhyggelig med at ikke at sige eller gøre noget, som jeg kunne få problemer for. I praksis betød det at jeg var meget reserveret. Min familie kendte mig kun som stille, rolig og introvert og altid med næsen i en bog. Og jeg opførte mig mere eller mindre på samme måde i gymnasiet, hvilket betød at jeg ikke fik nogen tætte venner. Jeg var ikke med i byen eller til privatfester og jeg lod ikke nogen se mig. Jeg lavede mine lektier, jeg arbejdede og jeg var sammen med min familie. That’s it.

Jeg var virkelig ulykkelig for det var ikke sådan jeg havde lyst til at mit liv skulle være, men med de ressoucer, som teenage-Sharangka havde til rådighed, så var det sådan, som livet kunne være lige dér.

Danskeren
Da jeg flyttede hjemmefra skulle jeg for første gang i mit liv ikke stå til regnskab for hvem, jeg var sammen med og hvornår. Jeg gik til fester, jeg fik venner og jeg begynde at folde mig ud. Jeg fik smag for det frie liv, hvor jeg følte, der var større overensstemmelse mellem mit indre og ydre jeg. Jeg kunne være mit levende, ekstroverte jeg, som elsker mennesker, elsker fester, elsker at danse, elsker at grine og som er hjemme for at sove, men ellers flintrer rundt og er på jagt efter sit næste eventyr.

På sin vis, var den del af mit liv fint nok. Den del af mig, jeg viste var mere mig end når jeg var sammen med min familie. Men der manglede stadig noget. Nu lagde jeg låg på hele den tamilske del af mig. Jeg talte aldrig tamilsk i det offentlige rum, jeg talte ikke om min baggrund og jeg gik hverken i tamilsk tøj eller smykker, for jeg havde virkelig brug for at kunne være mig uden at andre tamilere holdt øje med mig. Det fungerede fint for en tid og jeg savnede nærmest ikke det tamilske i mig for alt, der betød noget var min frihed. Men det fungerer mindre og mindre for mig at være så lidt in touch med tamileren.

Integration
Det her indlæg relaterer sig til det indlæg, jeg skrev om, hvorvidt jeg er dansker eller tamiler. Jeg holder stadig fast i, at jeg er både og.

Da jeg gjorde mit og Askes forhold officielt startede jeg på en rejse, hvor de to sider af mig blev integreret. Jeg kunne ikke længere holde min indre tamiler og dansker adskilt. Og det er en rejse, som jeg på en måde først lige er begyndt på.

Efter jeg er startet på psykoterapeutuddannelsen er det blevet meget mere tydeligt for mig, hvor meget jeg savner den tamilske side af mig. Nu hvor min personlige frihed mere eller mindre, er noget som jeg tager som en selvfølge, kan jeg mærke savnet. Jeg savner sproget, jeg savner maden, jeg savner musikken, jeg savner tøjet, jeg savner min familie og jeg savner at have tamilske venner. Selvom mit stærkeste sprog er dansk, er mit første sprog tamilsk og mit hjerte taler tamilsk.

Så jeg kommer til at forsøge mig frem og prøve at flette de to sider af mig sammen. Være mere dansker sammen med tamilerne og være mere tamiler sammen med danskerne. Jeg vil forsøge at være mere mig for jeg er god nok, som jeg er.

Jeg er egentlig kommet ret langt siden grøntsagsforedraget.

Julen 2019

Jeg er mæt af jul – på den gode måde. Jeg havde en liste af ting, jeg ville i december og jeg tror faktisk, at jeg nåede det hele! Det føles i hvert fald sådan. Jeg har været i Tivoli og spise flæskestegssandwich. Jeg har drukket megameget gløgg. Jeg har fået æbleskiver. Bagt småkager. Lavet familiekalender. Lavet juleklip. Haft pyntet op i lejligheden – inklusiv et lille juletræ. Været til julebanko med Askes familie. Holdt julehygge i Jylland med min familie. Hørt masser af julemusik. Og det var bare alt det, der ikke var juleaften, som også var skøn. Jep. Jeg er mæt.

Jeg skal være psykoterapeut!

På fredag starter jeg på en 4-årig personlig rejse, som jeg længe har drømt om: jeg starter på SEOP – Skolen for Eksistentiel og Oplevelsesorienteret Psykoterapi 😀
Det er et deltidsstudie, der ligger i weekenden, så jeg er stadig jobsøgende…

Jeg vil gerne være psykoterapeut, fordi psykoterapi har spillet en stor rolle i mit eget liv. Mine terapeuter (én i Sønderborg og én i København) har hjulpet mig med at finde ud af, hvad der var op og ned i mine følelser, tanker og handlemønstre og de har været en kæmpe støtte i mine svære perioder. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville være, hvor jeg er, hvis ikke det var for mine terapeuter. Derfor giver det også så meget mening for mig at blive uddannet psykoterapeut, så jeg selv kan hjælpe og støtte andre med deres udfordringer.

Uddannelsen er meget praktisk orienteret og det er en integreret del af forløbet, at man selv sideløbende går i terapi. Resultatet er, at man som uddannet psykoterapeut er fortrolig med selv at sidde i stolen og forstår, hvor svært og hårdt det kan være at sætte ord på alle de komplicerede følelser og tanker man har. For det er det. Og man får nok selvindsigt til, at være i stand til at skelne mellem ens egne problematikker og klientens.

Jeg er stadig i proces med at finde ud af, hvad jeg skal arbejde med nu og jeg har ikke en knivskarp plan for fremtiden, men jeg kan mærke at det her er godt. Rigtig godt. Jeg glæder mig så meget!

Ramyas første tur i svømmehallen

Det har længe stået på vores to-do liste at tage Ramya med i svømmehallen, men der har bare været så meget andet. Først var der de store ting, som f.eks. min fødselsdepression og flytteaktiviteter, der gik i vejen og senere var det bare, at der hele tiden var noget andet, som vi skulle/ville.

Men i lørdags kom vi endelig afsted og det var hyggeligt! Både Aske og jeg har glædet os til, men også frygtet, den første tur i svømmehallen. Hvad skal Ramya have på? Hvad hvis hun pooper i bruseren? Hvor lang tid kan hun være i vandet før det bliver for meget? For mit vedkommende har det også fyldt, at jeg ikke kunne overskue at skulle ses i min badedragt, når jeg var så stor.

I lørdags havde vi for en gang skyld ikke andre planer og jeg havde tabt mig nok til at ville ses i en badedragt og vi tog derfor afsted. Vi var i Water and Wellness Flintholm, hvor de har en familieomklædning. Det vidste vi ikke på forhånd, men det gjorde vores tur meget nemmere, når vi nu var to der kunne hjælpes af med at få Ramya igennem omklædningen. Vi ville nok være kommet tidligere i svømmehallen, hvis vi havde vidst det med omklædningen.

Det kommer vi til at gøre igen!

Kostvejledning og coaching til at kickstarte vægttabet

Okay, så jeg blev træt af at være tyk og tænkte at jeg måtte gøre noget nyt. Noget andet end alt det andet jeg har prøvet. Noget lidt mere selvkærligt. Så jeg googlede “kostvejleder coach” og fandt én lige her på Østerbro. Hun hedder Anne Seidelin og hendes hjemmeside er fuld af succeshistorier fra folk, der har tabt sig med hendes hjælp. Jeg tænkte, at hun var godt dum i snotten, hvis hun brugte falske historier, så jeg opsøgte hende. Hvis de andre kan tabe sig, så kan jeg også.

Jeg har indtil videre brugt 3.700 kr. på hende (3 samtaler) og har på 6 uger smidt 8 kg. Det synes jeg er ret tilfredsstillende. Jeg skal ikke tælle kalorier, men følge nogle retningslinjer for hvilke madvarer, jeg må spise og hvor ofte. Ud over kostvejledningen, så har jeg været sindsygt glad for hendes tanker og attitude til alt “det andet”, som omgiver det, at jeg spiser for meget og forkert. Hun ved godt, at det slet ikke handler om mad. Det er rart og jeg føler mig set.

Til at starte med tabte jeg mig meget hurtigere, end jeg havde regnet med og tog derfor mig selv i at snydespise her og der – for jeg tabte mig jo stadig! Men den attitude fik Anne pillet af mig og jeg indså, at jeg måske skulle tage hele foretagendet lidt mere seriøst. For at holde mig selv til ilden, har jeg derfor aftalt med Aske og en fælles ven, at vi tager ud og spiser den 1. juni, men KUN hvis jeg ikke synder i maj. Den eneste undtagelse var, da jeg var til konfirmation. Så hver gang jeg tænker “kunne godt”, så minder jeg mig selv om, at jeg kan få guf nu eller holde ud og få lækker middag med dessert og vin i godt selskab senere. Indtil videre virker det upåklageligt og der er kun sølle 7 dage til jeg er i mål!

Det er helt fantastisk at opleve at mit energiniveau er steget, jeg føler mig meget lettere (og yngre og smukkere!) og jeg har allerede givet en del tøj til genbrug, som var blevet for stort.

Jeg har også lavet en plan for, hvordan jeg griber juni an. Det bliver lidt mere loose for det har jeg lige brug for, men det er bestemt intentionen, at jeg ikke stopper eller “holder pause” med det her projekt, før jeg rammer min drømmevægt. Nu gør jeg det sgu.

Hverdagen indfinder sig

Det er lige så skønt at være tilbage i København, som jeg regnede med. Vi bor ved Nordhavn og man hører togene bumle forbi gennem de åbne vinduer, hvilket jeg absolut, helt og aldeles elsker. Jeg føler mig levende og som en del af verden, hver gang jeg hører et tog køre forbi. Jeg ved, at der sidder mennesker i det, på vej et sted hen, de er i bevægelse og jeg med, nu hvor jeg bevidner deres færd. Om natten er det ikke svært at forestille sig, at det er os, der er i toget, at vi putter i en sovekupé og når vi vågner, er vi et nyt og magisk sted. Det gør mig glad.

Eftersom at jeg var gravid og havde det elendigt sidst vi boede her, kom vi aldrig på plads, hvilket vi arbejder på nu. Vi formåede at rydde drastisk op i vores ting, mens vi boede i Sønderborg, hvilket i praksis betyder, at vi fik kasseret rigtig meget. Rigtig, rigtig meget. Alligevel har vi lidt svært ved at finde plads til det vi stadig har og bruger, især fordi Ramya har en hel del tøj, legetøj og andet udstyr. Vi har trods alt kun 53-54 kvadratmeter at gøre godt med. Så vi er i gang med at finde ud af, hvad vi mangler af opbevaringsmuligheder og har indtil videre købt 2 reoler og diskuterer om ikke, det ville hjælpe med nogle hylder også. Det er også noget jeg nyder. Endelig at gøre vores hjem til vores hjem.

Københavnerlivet er præcis, som jeg huskede det og jeg nyder, at vi kan tage ud og lave ting på en helt almindelig hverdagsaften, fordi der altid er et eller andet i gang i byen. Selvfølgelig er det lidt anderledes pludselig at have en 1årig på slæb, men så alligevel er det, det samme. Vi tager ud, vi hygger i byens rum og vi kommer trætte og mætte hjem. I aften var vi til sæsonens sidste sommerdans og det var vildt hyggeligt at se, hvor vild Ramya var med det. Hun kravlede og stavrede rundt, klappede til musikken og gav små begejstrede skrig fra sig. Min sommerdansoplevelse var bestemt anderledes end den plejede at være, men det var mindst ligeså sjovt, som dengang, jeg ikke var mor.

Jeg er så vild med at være tilbage!

Privat tryghedsscanning

Der har været så meget cirkus omkring min vægt, skræmmescenarier, ekstra undersøgelser osv. at jeg har fået følelsen af, at babyen mistrives og højst sandsynligt bliver født alt for lille eller alt for stor og hundesyg.  Samtidig oplevede vi til midtvejsscanningen at der bare blev konkluderet “alt ser fint ud” uden nogen detaljer overhovedet om, hvad det betød, så jeg blev ikke beroliget dér. Kønnet var heller ikke noget vi fik bekræftet. Så vi tog konsekvensen af min uro, tog til en privat jordemoder og fik scannet maven. Jeg ville først og fremmest gerne vide, hvor stor baby var og derefter egentlig også, hvad kønnet er.

Det er jeg glad for, at vi gjorde for nu er der ro i sindet! Baby vejede ca. 980 g dér (26+5), hvilket er præcis, hvad den skulle. Og den er ikke en den, men en hun 🙂

Vi kom af med 450,- for scanningen, hvor der fulgte billeder og video med og jordemoderen var megasød. Jeg synes det var hver en krone værd taget i betragtning af, at jeg ikke bekymret sidder og bider negle længere. Baby har det FINT.

Til gengæld skal jeg til glucosebelastningstest, anæmi-læge-samtale på riget, blodprøvetagning/snak hos egen læge og jordemoderkonsultation den kommende uge. Får virkelig følelsen af, at graviditet er en farlig sygdom og at det er et spørgsmål om tid før alt går galt. Men, men, men. Baby. Har. Det. Fint. Og det må jeg prøve at huske på, når der bliver lavet “for en sikkerheds skyld” undersøgelser fremover.

Sommerupdate

Det er blevet august og arbejdsløsheden hærger stadig mit liv. Det er alt andet end sjovt at gå ledig og jeg har da også mørke stunder, hvor jeg spørger mig selv, hvorfor jeg har brugt 5 år på universitetet, når der ikke venter noget job på den anden side. Men jeg bliver nød til at stole på, at det vil lykkes og at jeg pludselig en dag er i en position, hvor jeg ikke kan forstå, hvorfor jeg var så bekymret for om jeg nogensinde ville lande et job, som både interessserer mig og relaterer sig til min uddannelse.

Jeg formår dog at nyde sommeren på trods af arbejdsløsheden og det er lækkert. Jeg får besøgt familien, familien får besøgt mig, jeg ses med venner og jeg hænger ud med Aske. Jeg har taget voldsomt mange billeder, som jeg gerne vil dele med jer, men jeg er ikke sikker på, om det bliver til noget eller om jeg blogger om nyere ting end de fantastiske sommerdage, som har været. Vi får se. Nu skal jeg i Fitness.

Sommer, sommer, sommer

Bam! Så blev det sommer.

 

De sidste par år har jeg haft store planer for sommeren og lavet lister over alt det, som jeg ville nå i de lyse måneder for lige pludselig at befinde mig i september, hvor efterårsvejret var sat ind uden at jeg nåede en skid af det, jeg ville.

Det er måske fair nok at fremhæve at sidste sommer var helt umulig med bryllupsplanlægning, der spiste AL min tid, men noget af det handler også om, at jeg konsekvent bliver overrasket over, hvor tidligt sommeren falder og hvor hurtigt den er væk igen. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der begår den fejl.

Når solen skinner i maj, bilder jeg mig selv ind, at det ”kun” er forår, så der er masser af tid til at komme ud og sjove den i lyset og varmen, men ”masser af tid” er jo kun sølle 3 måneder, hvis ikke foråret tæller med i sommerregnskabet.

Så i år har jeg lovet mig selv, at jeg vil være bedre til at komme ud og lave de sommerting, som jeg hvert år drømmer om. Grille. Tage på stranden. Cykelture. Snobrød og skumfiduser over bål. Kongespil og chill i kongens have. Drikke vin på trappesten. Stå tidligt op i weekenden og gå rundt i de mennesketomme gader. Gå masser og masser i kjole og bare tæer. Læse bøger på græsset. Jep. I år bliver det sgu, at jeg kommer ud og får luft og når efteråret kommer, har jeg følelsen af, at jeg faktisk blev sommermæt.

Den her weekenden er blevet brugt helt i den ånd. Fredag holdt jeg madklub, lørdag var Aske og jeg ude og shoppe efterfulgt af hygge ved kanalerne og i dag er vi cyklet til Søborg og jeg nød hver et sekund af dén tur.

sandaler vandblomsterDSC03760 DSC03758 svaner3 svanefeet

Hold kæft hvor jeg elsker den danske sommer!

Mit stolteste 7 tal

Jeg endte med at få 7 i mit speciale (svarer til 8/9 gammel skala) og jeg er udpræget tilfreds. Faktisk er jeg stolt, tilfreds og vanvittig glad. Det er ikke 12 og det er ikke 10 og der er givetvis nogle, som ikke forstår, hvordan jeg kan være tilfreds med 7 i mit speciale. Lad mig forklare.

Jeg er naturvidenskabeligt uddannet, men valgte alligevel at skrive et speciale med hovedvægt på sociologisk metode velvidende at jeg potentielt kom til at f**** det op. Men specialet var min absolut sidste chance for at lære noget nyt og eftersom jeg er af den overbevisning, at målet med universitetet/livet ikke er, at tage den sikre vej og skovle topkarakterer ind, men at udvikle sin egen faglighed, forfølge sine interesser og vokse i personlig karakter, så var der ikke rigtig nogen anden mulighed end at skrive om netop dette emne.

Men det har været svært. Rigtig svært faktisk, mest fordi at jeg har skulle lære det hele selv. Jeg har ikke fulgt kurser eller haft en specialemakker, som jeg kunne vende tingene med. Og et halvt år alene med uvant litteratur, teorier, filosoffer og videnskabsteori som ekstrovert trak tænder ud. Det meste af tiden vidste jeg jo ikke engang, hvad det var, jeg ikke vidste. Til tider var det så surt, at jeg forbandede min læreiver og overbevisninger langt væk og ønskede at jeg havde skrevet om skovbunde eller vilde dyr i Danmark. Men jeg havde taget en beslutning og så var der ikke andet for end at fortsætte. En dag af gangen. Selvom min taktik nogle gange var, at få dagen til at forsvinde (så behageligt som muligt) for så føltes jeg tættere på en færdig opgave, selvom jeg den dag, hverken havde læst eller skrevet noget.

Jo tættere på deadline, jeg kom jo mere tydeligt blev det for mig, at min opgave ikke ville nå at blive topdollarsuperduperdejligt velskrevet og jeg var fristet af bare ikke at aflevere for liiiige at få 3 måneder mere til at sikre mig, at den blev rigtig god. Men. Jeg havde faktisk også et andet mål med min opgaveskrivning end at lære nyt. Jeg ville også øve mig i at lægge perfektionismemonsteret væk og lære mig selv at livet går videre – også når man ikke får 10 eller 12. Så jeg afleverede til tiden. Jeg havde ondt i maven, mine skuldre sad højere end ørene og jeg tudede ret meget bagefter. Men jeg afleverede, fordi at jeg nægtede at blive tyranisseret. Heller ikke af hende, der bor inden i mig og altid vil være perfekt.

Jeg gruede for mit mundtlige forsvar og var bekymret for, hvad de ville slå ned på i opgaven. Og der var ting, de slog ned på. Bestemt. Jeg fik jo 7 og ikke 12. Men der var også masser af ting, som jeg fik rigtig meget ros for. Og de virkede ikke sure eller skuffede. Bare konstruktive. Og det gjorde mig glad. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der synes der er en værdi i at lave shaky arbejde, hvis det betyder man er ved at lære noget nyt.

Jeg blev færdig til tiden og jeg var tilfreds. Er tilfreds. Meget tilfreds. Der var god stemning til forsvaret, mine søskende og mand var med inde og se det og der var brunch, bobler og jordbærkage bagefter. Jeg fik blomster, krammere og gaver og det spillede absolut ingen rolle at jeg fik 7. Ingen rolle overhovedet.

Efterfølgende var mine søskende og jeg i Den Blå Planet, fordi jeg huskede det som værende virkeligt fedt. Det var det stadig. Jeg kunne bruge en hel dag på bare at kigge på hajer og rokker svømme langsomt, langsomt, langsomt rundt tror jeg. Studere tropefiskenes ubeskriveligt smukke farver. Kigge på de guldglimtende piratfisk der nærmest ligger stille i vandet. Sildene, der svømmer i cirkler. Rundt og rundt, sølvglinsende, slanke, hurtige. Al den skønhed. Al den ro.

DSC03188 DSC03201 DSC03204 DSC03213 DSC03214 DSC03237 DSC03241 DSC03244 DSC03257 DSC03258

 

Om aftenen var jeg ude at spise med Aske.
Jeg havde en perfekt dag.
Nu er jeg færdiguddannet.
Livet er ret lækkert.

DSC03276