Kostprincipper

Jeg tror ikke på, at der er én endegyldig sandhed om, hvad man bør spise for at tabe sig og holde vægten. Det er fint at folk sværger til den ene eller anden kur eller kostretning, men det bliver for firkantet til mit temperament. Jeg er derfor i gang med at finde ud af – fra dag til dag – hvad jeg godt kan lide at spise og hvad der fungerer for mig. Den eneste regel, jeg tror på, er at man skal være i kalorieunderskud for at tabe sig.

De kostprincipper, jeg spiser efter for at tabe mig ser sådan her ud:
1. Ingen sukkerholdige drikke
2. Meget små mængder ris, pasta, brød mm. og spises fortrinsvis om aftenen
3. Masser af grøntsager
4. Masser af vand
5. Godt med protein og sundt fedt
6. Ikke noget junk
7. 2-4 måltider om dagen afhængig af appetit

Det er retninglinjer, som fungerer, når jeg følger dem, men jeg prøver at lade være med at skælde mig selv ud, hvis jeg ikke lykkedes med det hver dag. Den skam, der følger med, hvis jeg ikke lykkedes med at følge dem, resulterer nemlig oftest i at jeg trøstespiser, så jeg øver mig virkelig i at trække på skuldrene og fortsætte mit gode arbejde, så det ikke bliver et dobbeltnederlag.

Visdom fra kostvejlederen
Sidste år gik jeg hos en kostvejleder og selvom jeg ikke følger hendes kostanvisninger 100 %, så tilskriver jeg hende alligevel æren for at forstå, hvordan jeg skal tabe mig. Jeg tabte mig 10 kg da jeg var i forløb hos hende og det har grundlæggende givet mig en tro på, at jeg kan tabe mig.

Jeg har længe arbejdet med min vægt, men min indsats har båret præg af, at jeg ikke helt troede på projektet. Jeg bliver hver gang utålmodig og når at tænke “det lykkedes alligevel ikke” og giver op midt i det hele. Men i den tid jeg gik hos Anne og fulgte hendes anvisninger tabte jeg mig og endda i et rigtigt fint tempo. Hun hjalp mig virkelig med at få øjnene op for at jeg godt kan tabe mig, så længe jeg holder mig til kostplanen.

Stabilt blodsukker
Anne bad mig eliminere de kulhydrattætte fødevarer for at holde mit blodsukker stabilt. Det betød at jeg for første gang oplevede, hvordan for mange (og for hurtige) kulhydrater gør mig oppustet, træt, ødelægger mit humør og øger min appetit. Når jeg skærer ned på kulhydraterne bliver jeg stadig sulten, men jeg bliver ikke hangry, som jeg ellers bliver. Det var noget af en aha-oplevelse for mig!

Nu er jeg derfor opmærksom på ikke at spise for mange kulhydrater, men jeg er ikke villig til at skære dem helt ud af min daglige kost. Jeg er for glad for smagen og kan ikke holde den nye måde at spise på, når jeg hver dag føler at jeg kører kun på viljestyrke. Derfor prøver jeg at rationere kulhydraterne og spise dem til aftensmaden, så jeg ikke starter dagen på kulhydrater, som gør mig sur og sulten resten af dagen.

Jeg tæller ikke kalorier – det fungerer ikke for mig. Men jeg prøver at designe mine måltider, så den kalorietætte mad ikke fylder for meget. Så må vi se, om jeg skal ændre noget senere.

Du kan se hvad jeg spiser fra dag til dag på Instagram 🙂

Jeg er gået på kur – igen, igen, igen

Min vægt var kommet på afveje, så onsdag d. 11. marts annoncerede jeg på Instagram og YouTube, at jeg ville genoptage mit vægttabsprojekt. Dér var jeg lykkeligt uvidende om, at Danmark var ved at gå i lockdown pga. Corona-virus og min nøje planlagte vægttabsstrategi faldt til jorden, da vores hverdag pludselig blev ændret. Ramyas første hjemmedag var allerede dagen efter og vi har holdt os i isolation siden. Det er nu 16 dage, hvor vi bare har været Aske, Ramya og mig.

Hvorfor er jeg ikke i mål endnu?
Jeg tabte mig jo en del kg sidste forår og hvis jeg havde fulgt kuren, som jeg skulle, ville jeg havde været i mål på nuværende tidspunkt. Men jeg har haft svært ved at bevare motivationen og jeg har vekslet mellem at være på kur og at lade de dårlige vaner og trøstespisning få plads og på nuværende tidspunkt vejer jeg 90 kg, så 5 kg mere end sidste forår.

Det er frustrerende at tænke på, at hvis jeg havde haft mere viljestyrke og disciplin, så havde jeg nået min drømmevægt nu, men samtidig er jeg også opmærksom på ikke at slå mig selv i hovedet med det. Så jeg tænker, der ikke er så meget andet at gøre end at prøve igen.

Udfordringer i lock-down
Det giver nogle praktiske og mentale udfordringer, at Danmark er i lock-down. Vores hverdagsrytmer har ændret sig, eftersom at Ramya ikke skal i vuggestue og det komplicerer tingene lidt. Jeg bliver stresset af, at vi er sammen hele tiden. Vores lejlighed er virkelig lille og alenetid er reduceret til, når Ramya sover. Jeg befinder mig i sådan et mærkeligt grænseland, hvor jeg føler mig presset, fordi jeg er på Ramya all day every day og samtidig keder jeg mig gudsjammerligt.

Jeg skulle havde været i skole sidste weekend, men det blev aflyst, hvilket gjorde lidt ondt i mit hjerte. Jeg glæder mig altid til mine skoledage, for de er så meningsfulde og giver mig så meget energi og overskud.

I forhold til madplanen, så er det Aske, der handler, hvilket han gør ca. hver 4. dag. Dvs. jeg skal lave en madplan, som tager hensyn til min kur samtidig med at Aske skal kunne blive mæt og Ramya skal kunne lide maden. Så laver jeg en liste, som Aske handler efter og hvis der er noget, der er udsolgt, så ringer han mig op, så jeg kan tage stilling til, hvad vi skal have i stedet. Det gør bare mad lidt mere kompliceret. Ikke umuligt, bare svært.

Udfordringer generelt
Jeg hader at være på kur, men jeg hader også at være tyk. Jeg har svært ved at finde balancen, hvor jeg er i kalorieunderskud uden at føle mig snydt. Det er især når jeg bliver presset eller er træt, at jeg tager nogle rigtig dårlige madbeslutninger. Der er jo ikke andet for end at øve mig hver dag, for hvad er alternativet? At blive ved med a være tyk, træt, have ondt i leddene og have humørsvingninger? Nej tak.

Min vægttabsrejse fremover
2020 bliver det år, hvor jeg rammer de 65 kg og der ikke noget at diskutere. Corona-virus eller ej. Jeg skynder mig lige at sige, at jeg jo ikke ved, hvad min idealvægt egentlig er og jeg er åben over for at 65 kg måske er for lidt. Så stopper jeg før. Men det bliver et aktivt valg baseret på hvad spejlet og min krop fortæller mig. Jeg gider ikke være tyk længere.

På Instagram kan du følge med i, hvad jeg spiser fra dag til dag og som noget nyt er jeg kommet på YouTube også. Her kommer der hver søndag en update på, hvordan det hele skrider frem. Det samme gør der her på bloggen.

Hep, hep, hep, Sharangka!

Ting jeg ikke måtte

Der var mange strenge regler for, hvordan jeg skulle opføre mig, da jeg var teenager. Regler der var strengere end for min bror for jeg var jo en pige. Jeg skulle gå sømmeligt klædt, jeg måtte ikke have drengevenner eller kærester, jeg måtte ikke overnatte hos andre og jeg måtte ikke drikke alkohol. Og jeg var sådan en pæn, pæn mors pige, som fulgte reglerne til punkt og prikke. Det var helt utænkeligt for mig at skulle tage konflikten med mine forældre eller at skulle leve et dobbeltliv, mens jeg boede hjemme.

Grim, utjekket, usikker og udenfor
Resultatet var at jeg gik glip af rigtig mange ting i mine teenageår, som jeg stadig er ked af. Jeg kom tidligt hjem fra fest, selvom de andre blev til den lyse morgen. Jeg tog ikke i byen og dansede. Jeg overnattede ikke, når pigerne i klassen holdt videoaften. Jeg gik i konet tøj for at skjule min krop. Jeg tog ikke på stranden eller i svømmehallen, selvom jeg elsker fornemmelsen af at være i vand. Jeg brugte mine teenageår på at føle mig grim, utjekket, usikker og udenfor og drømme om at komme væk, så jeg kunne leve mit eget liv.

Mere end mit køn
Jeg har nogle andre værdier end mine forældre. Jeg tror især på, at det ikke kan passe at der gælder andre regler for mig end for mændene. Jeg vil ikke defineres af mit køn og gå glip af livet, fordi det ikke passer sig for en kvinde at gå i sommerkjoler, danse, bade i havet og drikke rødvin. Jeg vil have præcis de mennesker i min omgangskreds, som jeg har lyst til – uanset om det er kvinder eller mænd.

#Tingjegikkemåtte
Jeg kommer til at dele øjeblikke fra mit liv på Instagram, som jeg for 10 år siden ville gøre alt for at skjule. Det er egentlig ikke så vilde ting. Det er bare mig, der er sent ude med vennerne eller alene ude at rejse. Det er blevet helt normalt for mig, at gøre de ting nu og det er ikke noget, jeg skammer mig over. Men jeg ved, at der er masser, som stadig lever dobbeltliv og/eller skammer sig over, at de ikke bare kan være, som deres forældre gerne vil have de er. Jeg håber, at I vil tage #tingjegikkemåtte til jer og selv bruge tagget, når I står i en situation, som I egentlig er opdraget til ikke er i orden, men som I synes er helt normal. På den måde kan vi sammen være med til at normalisere en mere fri måde at leve på, som alligevel finder sted i dag!

Om at være i svømmehallen som tamilsk kvinde

I går skrev jeg om, hvordan vi havde Ramya med i svømmehallen for første gang. Det var et ret stille og roligt indlæg. Familie på 3 tager i svømmehallen på en lørdag. No biggy.

Men det er en biggy. Det er en biggy, fordi jeg er tamiler og er vokset op med et helt andet forhold til svømmehallen end den gennemsnitlige dansker er. Jeg er vokset op med, at ligeså snart min krop var mere kvinde end barn, så skulle den dækkes til.

Jeg gik til svømning som barn. Men det blev besluttet, at det nok var meget godt, at jeg stoppede, for jeg ville snart være for stor til, at det var passende for mig at blive set i en badedragt. Jeg gik også til håndbold. Det stoppede også, for snart ville jeg være for stor til, at det var passende for mig at blive set i korte shorts. Så gik jeg til ridning. Det stoppede, fordi at der var nogen, der havde sagt til mine forældre, at det ikke var passende for piger at ride.

Jeg går i badedragter nu. Og bikini. Og jeg skammer mig ikke. I hvertfald ikke, når jeg er sammen med mine danske venner og jeg er steder, hvor folk ikke kender mig. Men jeg går ikke i svømmehallen i Sønderborg. For dér møder jeg måske en tamiler, som jeg kender. Og det kan jeg slet, slet, slet ikke overskue endnu.

For mig er der en enorm kropsskam knyttet til det at være kvinde. Skammen kommer ikke fra mig, men fra min tamilske opvækst, men det gør den ikke mindre virkelig. Og jeg er træt af det. Jeg vil kunne tage i svømmehallen og på stranden uden at skulle planlægge min tur, så jeg ikke møder nogen, jeg kender. Jeg ville gerne turde bare at være mig. En brun kvinde i en bagedragt. Uden at skamme mig.

København føles som min by og jeg er ikke så bekymret for at møde nogen, jeg kender her. For så er de kommet ind i min verden og her gør jeg, hvad jeg vil. Men det kunne nu være dejligt, hvis jeg kunne tage den attitude med mig til Sønderborg også.

Hvorom alting er. Jeg er fast besluttet på at Ramya aldrig nogen sinde skal skamme sig over den kvindekrop hun engang vil få. Så vi skal masser af mere i svømmehallen. Også når hun bliver en stor pige.