Om at være i svømmehallen som tamilsk kvinde

I går skrev jeg om, hvordan vi havde Ramya med i svømmehallen for første gang. Det var et ret stille og roligt indlæg. Familie på 3 tager i svømmehallen på en lørdag. No biggy.

Men det er en biggy. Det er en biggy, fordi jeg er tamiler og er vokset op med et helt andet forhold til svømmehallen end den gennemsnitlige dansker er. Jeg er vokset op med, at ligeså snart min krop var mere kvinde end barn, så skulle den dækkes til.

Jeg gik til svømning som barn. Men det blev besluttet, at det nok var meget godt, at jeg stoppede, for jeg ville snart være for stor til, at det var passende for mig at blive set i en badedragt. Jeg gik også til håndbold. Det stoppede også, for snart ville jeg være for stor til, at det var passende for mig at blive set i korte shorts. Så gik jeg til ridning. Det stoppede, fordi at der var nogen, der havde sagt til mine forældre, at det ikke var passende for piger at ride.

Jeg går i badedragter nu. Og bikini. Og jeg skammer mig ikke. I hvertfald ikke, når jeg er sammen med mine danske venner og jeg er steder, hvor folk ikke kender mig. Men jeg går ikke i svømmehallen i Sønderborg. For dér møder jeg måske en tamiler, som jeg kender. Og det kan jeg slet, slet, slet ikke overskue endnu.

For mig er der en enorm kropsskam knyttet til det at være kvinde. Skammen kommer ikke fra mig, men fra min tamilske opvækst, men det gør den ikke mindre virkelig. Og jeg er træt af det. Jeg vil kunne tage i svømmehallen og på stranden uden at skulle planlægge min tur, så jeg ikke møder nogen, jeg kender. Jeg ville gerne turde bare at være mig. En brun kvinde i en bagedragt. Uden at skamme mig.

København føles som min by og jeg er ikke så bekymret for at møde nogen, jeg kender her. For så er de kommet ind i min verden og her gør jeg, hvad jeg vil. Men det kunne nu være dejligt, hvis jeg kunne tage den attitude med mig til Sønderborg også.

Hvorom alting er. Jeg er fast besluttet på at Ramya aldrig nogen sinde skal skamme sig over den kvindekrop hun engang vil få. Så vi skal masser af mere i svømmehallen. Også når hun bliver en stor pige.

Første jordemoderbesøg – overvægt og andres mening

Jeg var til første jordemoderbesøg for nogle uger siden. Jeg var ret nervøs op til, for jeg havde brugt meget tid på at tænke over, om den stadig var der, men også fordi jeg vidste at jeg var blevet henvist til en jordemoder med speciale i overvægtige gravide. Bom. Så meget for dem, der siger “du er da ikke tyk”.

Det er meget forskelligt, hvordan folk vurderer og forholder sig til min størrelse. Jeg oplever alt fra, at folk ikke synes jeg virker så stor til at de kigger på mig og med en blanding af medlidenhed, bekymring og afsky spørger om ikke, jeg burde gøre noget ved det? Typisk siger bekendte at jeg ikke er tyk, venner siger at jo det er jeg, men who cares og familie synes, jeg skal tage mig sammen og bliver ved med at snakke om, hvor flot jeg plejede at være. Og hvis vinklen ikke er, at det er grimt at være tyk, så handler det om, at jeg sikkert får sukkersyge snart…

Det er super trættende at blive mødt med den slags kommentarer. Jeg ved godt, at der sidder ekstra flæsk på mig. Jeg står ikke op hver morgen og tænker “I dag vil jeg leve sådan, at jeg bliver lidt tykkere og kommer lidt tættere på at være verdens grimmeste kvinde, alverdens sygdomme og tidlig død”. Jeg lever mit liv, så godt jeg kan, der hvor jeg er nu og jeg er opmærksom på, hvor jeg burde og kan sætte ind.

Jeg tilskriver det simpel mangel på menneskeforståelse, når man taler hårdt og fordømmende til andre. Jeg tror ikke på fænomenet “at man skal tage sig sammen” og jeg forstår ikke, hvorfor at vi går og punker hinanden om at gøre det. Eller antagelsen om, at hvis man ikke gør noget, så er det fordi man ikke ved, hvordan man gør. Måske skulle vi hjælpe hinanden med at fokusere på indre motivation ved hjælp af kærlighed, støtte og forståelse i stedet for at hele tiden prikke til hinandens fejl og mangler?

Nå men tilbage til jordemoderen. Det første hun sagde, da jeg havde sat mig, var at jeg da egentlig ikke virkede så stor. Nå, tænkte jeg og fortalte hende ikke, hvad jeg synes om et system, der baseres på BMI alene. Så besluttede hun sig tydeligvis for, at nu jeg var her, så skulle jeg have hele snakken, som var at opremse sundhedsstyrelsens anbefalinger og som enhver med basal interesse for sundhed udemærket kender til. Spis varieret. Spis fibre. Få pulsen op 30 minutter hver dag.

Jeg følte mig talt ned til, fordi hun ikke gav mig nogen info, som jeg ikke i forvejen sad på.
Så jeg spurgte hende, hvad der skete, hvis jeg tabte mig. Oprigtig nysgerrig for alle steder jeg læser står der, at det er skidt for baby, men ikke præcis hvorfor. Hun svarede, at det jo ikke er meningen, at jeg skal tabe mig. Jeg skal bare ikke tage for meget på. Det var ikke svar på mit spørgsmål. Så spurgte jeg, hvorfor der er så mange, der tager så meget på under graviditeten? Hendes svar var, at for mange kvinder var det faktisk godt at tage lidt ekstra på under graviditeten. Heller ikke svar på, hvad jeg spurgte om.

Så her er hvad jeg selv har konkluderet at hun burde have sagt:

Kære overvægtige gravide.
Du er lige så god en gravid, som de undervægtige og normalvægtige gravide og din baby har det fint i maven. Du ved formentligt godt, hvordan man spiser sundt og at man skal bevæge sig hver dag. Prøv at se om du ikke kan gøre det og hvis du ikke kan, er der sikkert en god grund til det. Husk at små forbedringer er bedre end ingenting.

Det er helt okay, hvis du taber dig, mens du er gravid, hvis det er fordi du er begyndt at spise sundere og bevæge dig mere. Lad dog være med at gå på decideret slankekur, hvor du målrettet går efter at være i kalorieunderskud, for højst sandsynligvis får du ikke alle de næringsstoffer som du og især baby skal have.

Når gravide tager voldsomt meget på, er det ikke fordi at hormoner og stofskifte spiller dem et puds. Det er fordi de spiser flere kalorier end de har brug for.
(1) Nogle tænker, at nu skal de spise for to.
(2) For nogle er mad, det eneste der holder kvalmen nede.
(3) Nogle bliver helt vildt sultne og spiser derfor mere.
(4) Nogle tænker, at hvis der er et tidspunkt i livet, hvor man må spise hvad man vil og være tyk, så er det når man er gravid.
Hvis du spiser, som du plejer eller endda sundere, så tager du ikke vildt meget på og så er alt, som det skal være.

Så kære overvægtige. Tillykke med din graviditet. Du klarer det fint og hvis du har spørgsmål eller er bekymret over noget, så kontakt os endelig. Vi er her for at hjælpe dig.