Update på 50 day challenge

De af jer, der følger mig på Instagram har allerede fået med at min 50 day challenge med min søster gik i vasken. Det er der mange grunde til, men der er ikke andet at sige end: Op. På. Hesten. Igen.

Det er bestemt ikke nogen lige og let vej, den her vej til at være slank, stærk, sund og glad. Vejen af fuld af benspænd i form af gamle, dårlige vaner, søvnmangel, for travl en hverdag, ferie osv. osv…. Så jeg er pt. i gang med at kigge på, hvordan jeg kan strikke måltiderne i den kommende tid sammen, så jeg taber mig uden at det sker ved at bruge al min viljestyrke og være fuldstændig bombet om aftenen.

Jeg tror, at noget af det, der virkede sidst var, at jeg faktisk ikke skiltede med mit projekt før jeg stort set var i mål. Det er som om, at der er 2 holdninger til målsætninger derude. Der er dem, der tror på, at man skal udbasunere stort og bombastisk, hvad man har tænkt sig at gøre og så er der dem, der tror på, at man skal holde kortene tæt til kroppen og lade resultaterne tale sit eget sprog. Førstnævnte tror at man er føler sig mere forpligtiget til at gennemføre, hvis andre kender ens planer, mens sidstnævnte bl.a. fremhæver at den ros man får, når man siger man vil gøre noget, nogle gange er nok til at man går i stå. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der virker bedst i al almindelighed. Men jeg tror for mig, at jeg skal holde op med at sige, hvad jeg har tænkt mig at gøre.

Så jeg skriver først noget om mit vægttab her på bloggen, når der faktisk har været et vægttab, som er værd at fortælle om 🙂 Til gengæld kan det være, at der kommer øjebliksbilleder på Instagram.

Sidste besøg i det jyske før baby

Jeg og Aske var i Jylland sidst i april. Det var sidste gang inden baby.

Der var en underliggende stemning under opholdet, som jeg genkendte fra, da jeg boede hjemme og gik og ventede på eksamener i foråret. Hele verden var smuk, solen skinnede, blomsterne nikkede i forårsbrisen og fuglene sang dagen ind samtidig med at jeg ventede. Ventede anspændt og uroligt på den horrible dag, hvor jeg skulle til eksamen. Ventetiden var ikke sjov og jeg plejede at slå den ihjel ved pinagtigt at tælle dagene til eksamensdag. Ikke at det gjorde den sjovere.

Men jeg lagde mærke til, at jeg gjorde det igen. Lod mig opsluge af nervøs venteenergi, mens forårsskønheden både gik lige i hjertet og hen over hovedet på mig.

Jeg kunne ikke slippe erkendelsen af, at det var mit sidste besøg hos mine forældre, hvor jeg bare var mig. Fra nu af vil jeg altid have et ekstra vedhæng med, som jeg har ansvaret for. Jeg kan ikke bare læne mig tilbage og nyde omsorgen og opmærksomheden. Det er slut. Næste gang har jeg en lille klump med, som er mit ansvar. Klumpen skal ammes, skiftes, nusses, puttes, holdes og elskes, mens mine behov bliver sat i bero og sådan vedbliver det at være i meget lang tid.

Så jeg kom tilbage til København og græd og græd og græd.
Nu sker det, vi skal være forældre.
Vi er nået til point of no return.
Der er ingen vej ud og jeg skal vænne mig til et nyt element i min identitet.
At være nogens mor.
Jeg synes, at det er fair nok at have en mindre identitetskrise over det.