Integration af tamileren og danskeren

Da jeg for år tilbage startede hos min psykoterapeut, brugte han rigtig meget tid på at tale om grøntsager. Han holdt flere gange en tale om, hvordan agurker ikke prøver at være pastinakker og rødbeder ikke prøver på at være hvidkål. Det var ikke de grøntsager han nævnte, men uanset hvilke grøntsager, det så var, så fattede jeg altså ikke en brik af, hvad det var, han prøvede at sige til mig. Jeg forstod det ikke.

Tamileren
På det tidspunkt var et af mine hovedtemaer, at jeg var frustreret over, at være den jeg er. Jeg slog mig selv i hovedet med at jeg var forkert og var dybt optaget af, at der ikke var sammenhæng mellem den indre Sharangka, som jeg kendte og den ydre Sharangka, som jeg viste andre. Jeg skammede mig så dybt over, at min indre verden var så anderledes end det, som jeg var blevet opdraget til og jeg brugte vildt meget energi på at ønske mig, at jeg kunne lave om på mig selv, så jeg blev som mine forældre/storfamilien gerne ville have mig.

Min familie så kun den tamilske side af mig og jeg var omhyggelig med at ikke at sige eller gøre noget, som jeg kunne få problemer for. I praksis betød det at jeg var meget reserveret. Min familie kendte mig kun som stille, rolig og introvert og altid med næsen i en bog. Og jeg opførte mig mere eller mindre på samme måde i gymnasiet, hvilket betød at jeg ikke fik nogen tætte venner. Jeg var ikke med i byen eller til privatfester og jeg lod ikke nogen se mig. Jeg lavede mine lektier, jeg arbejdede og jeg var sammen med min familie. That’s it.

Jeg var virkelig ulykkelig for det var ikke sådan jeg havde lyst til at mit liv skulle være, men med de ressoucer, som teenage-Sharangka havde til rådighed, så var det sådan, som livet kunne være lige dér.

Danskeren
Da jeg flyttede hjemmefra skulle jeg for første gang i mit liv ikke stå til regnskab for hvem, jeg var sammen med og hvornår. Jeg gik til fester, jeg fik venner og jeg begynde at folde mig ud. Jeg fik smag for det frie liv, hvor jeg følte, der var større overensstemmelse mellem mit indre og ydre jeg. Jeg kunne være mit levende, ekstroverte jeg, som elsker mennesker, elsker fester, elsker at danse, elsker at grine og som er hjemme for at sove, men ellers flintrer rundt og er på jagt efter sit næste eventyr.

På sin vis, var den del af mit liv fint nok. Den del af mig, jeg viste var mere mig end når jeg var sammen med min familie. Men der manglede stadig noget. Nu lagde jeg låg på hele den tamilske del af mig. Jeg talte aldrig tamilsk i det offentlige rum, jeg talte ikke om min baggrund og jeg gik hverken i tamilsk tøj eller smykker, for jeg havde virkelig brug for at kunne være mig uden at andre tamilere holdt øje med mig. Det fungerede fint for en tid og jeg savnede nærmest ikke det tamilske i mig for alt, der betød noget var min frihed. Men det fungerer mindre og mindre for mig at være så lidt in touch med tamileren.

Integration
Det her indlæg relaterer sig til det indlæg, jeg skrev om, hvorvidt jeg er dansker eller tamiler. Jeg holder stadig fast i, at jeg er både og.

Da jeg gjorde mit og Askes forhold officielt startede jeg på en rejse, hvor de to sider af mig blev integreret. Jeg kunne ikke længere holde min indre tamiler og dansker adskilt. Og det er en rejse, som jeg på en måde først lige er begyndt på.

Efter jeg er startet på psykoterapeutuddannelsen er det blevet meget mere tydeligt for mig, hvor meget jeg savner den tamilske side af mig. Nu hvor min personlige frihed mere eller mindre, er noget som jeg tager som en selvfølge, kan jeg mærke savnet. Jeg savner sproget, jeg savner maden, jeg savner musikken, jeg savner tøjet, jeg savner min familie og jeg savner at have tamilske venner. Selvom mit stærkeste sprog er dansk, er mit første sprog tamilsk og mit hjerte taler tamilsk.

Så jeg kommer til at forsøge mig frem og prøve at flette de to sider af mig sammen. Være mere dansker sammen med tamilerne og være mere tamiler sammen med danskerne. Jeg vil forsøge at være mere mig for jeg er god nok, som jeg er.

Jeg er egentlig kommet ret langt siden grøntsagsforedraget.

Er du dansker eller tamiler?

Det er et spørgsmål, jeg er blevet stillet flere gange i min barndom og teenageår og det har altid gjort mig urolig og ubehageligt tilpas. Jeg kan ikke huske, hvad jeg har svaret, men jeg har tænkt meget over spørgsmålet også som voksen. Og det dukker op igen nu, fordi jeg tænker, at der nok ikke går mange år før at der er nogen, der begynder at spørge Ramya om det samme.

Hende den brune til børnefødselsdag
Jeg kan huske, at jeg har siddet til børnefødselsdag og været ufrivillig ambassadør for “de brune”, mens børnene og fødselarens forælder diskuterede kultur og identitet. Jeg kunne ikke komme med et enkelt svar på spørgsmålet om jeg var dansker eller tamiler og jeg følte mig anderledes og udenfor.

Når man er 8 år, forstår man ikke, at det ikke er én selv, der er noget i vejen med, når man ikke kan give et enkelt svar. Det er spørgsmålet, der er skævt.

Kulturel identitet
At opdele en persons kulturelle identitet, som værende enten det ene eller det andet er en voldsom oversimplificering, som slet ikke afspejler min og mange andres virkelighed. Jeg behøver ikke være enten tamiler eller dansker. Jeg er begge dele. Og om jeg er tamiler eller dansker er kontekstuelt altså det afhænger af omstændighederne.

Jeg er altid først og fremmest Sharangka. Sharangka, der har sit eget indre liv med tanker og følelser. Sharangka, der kan blive ked af det, vred, glad, taknemmelig, sulten, træt og alt det andet, som mennesker har tilfælles. Først derefter er jeg kvinde, akademiker, mor, blogger, dansker, tamiler, livsnyder, foodie, læsehest, veninde mm.

Når der skal klistres et label på mig (og andre), så er det altid i en kontekst. Når jeg er til en kusines bryllup, er jeg tamiler. Jeg taler tamilsk, jeg har tamilsk tøj på, jeg lytter til tamilsk musik og jeg spiser tamilsk mad. Når jeg er til middag med vennerne er jeg dansk. Jeg taler dansk, jeg har vestligt tøj på, vi lytter til vestlig musik og vi spiser dansk mad.

Jeg skal ikke vælge, om jeg er tamiler eller dansker, og jeg synes, at det er helt skævt at spørge andre mennesker og især børn om, “hvad” de er. De er først og fremmest sig selv. Det andet er kontekstuelt.

Det håber jeg, at jeg kan forklare lille Ramya, når den tid kommer.

Om at være i svømmehallen som tamilsk kvinde

I går skrev jeg om, hvordan vi havde Ramya med i svømmehallen for første gang. Det var et ret stille og roligt indlæg. Familie på 3 tager i svømmehallen på en lørdag. No biggy.

Men det er en biggy. Det er en biggy, fordi jeg er tamiler og er vokset op med et helt andet forhold til svømmehallen end den gennemsnitlige dansker er. Jeg er vokset op med, at ligeså snart min krop var mere kvinde end barn, så skulle den dækkes til.

Jeg gik til svømning som barn. Men det blev besluttet, at det nok var meget godt, at jeg stoppede, for jeg ville snart være for stor til, at det var passende for mig at blive set i en badedragt. Jeg gik også til håndbold. Det stoppede også, for snart ville jeg være for stor til, at det var passende for mig at blive set i korte shorts. Så gik jeg til ridning. Det stoppede, fordi at der var nogen, der havde sagt til mine forældre, at det ikke var passende for piger at ride.

Jeg går i badedragter nu. Og bikini. Og jeg skammer mig ikke. I hvertfald ikke, når jeg er sammen med mine danske venner og jeg er steder, hvor folk ikke kender mig. Men jeg går ikke i svømmehallen i Sønderborg. For dér møder jeg måske en tamiler, som jeg kender. Og det kan jeg slet, slet, slet ikke overskue endnu.

For mig er der en enorm kropsskam knyttet til det at være kvinde. Skammen kommer ikke fra mig, men fra min tamilske opvækst, men det gør den ikke mindre virkelig. Og jeg er træt af det. Jeg vil kunne tage i svømmehallen og på stranden uden at skulle planlægge min tur, så jeg ikke møder nogen, jeg kender. Jeg ville gerne turde bare at være mig. En brun kvinde i en bagedragt. Uden at skamme mig.

København føles som min by og jeg er ikke så bekymret for at møde nogen, jeg kender her. For så er de kommet ind i min verden og her gør jeg, hvad jeg vil. Men det kunne nu være dejligt, hvis jeg kunne tage den attitude med mig til Sønderborg også.

Hvorom alting er. Jeg er fast besluttet på at Ramya aldrig nogen sinde skal skamme sig over den kvindekrop hun engang vil få. Så vi skal masser af mere i svømmehallen. Også når hun bliver en stor pige.

Ramyas første tur i svømmehallen

Det har længe stået på vores to-do liste at tage Ramya med i svømmehallen, men der har bare været så meget andet. Først var der de store ting, som f.eks. min fødselsdepression og flytteaktiviteter, der gik i vejen og senere var det bare, at der hele tiden var noget andet, som vi skulle/ville.

Men i lørdags kom vi endelig afsted og det var hyggeligt! Både Aske og jeg har glædet os til, men også frygtet, den første tur i svømmehallen. Hvad skal Ramya have på? Hvad hvis hun pooper i bruseren? Hvor lang tid kan hun være i vandet før det bliver for meget? For mit vedkommende har det også fyldt, at jeg ikke kunne overskue at skulle ses i min badedragt, når jeg var så stor.

I lørdags havde vi for en gang skyld ikke andre planer og jeg havde tabt mig nok til at ville ses i en badedragt og vi tog derfor afsted. Vi var i Water and Wellness Flintholm, hvor de har en familieomklædning. Det vidste vi ikke på forhånd, men det gjorde vores tur meget nemmere, når vi nu var to der kunne hjælpes af med at få Ramya igennem omklædningen. Vi ville nok være kommet tidligere i svømmehallen, hvis vi havde vidst det med omklædningen.

Det kommer vi til at gøre igen!

Hej 2019!

Første weekend i det nye år. Sidder i sofaen og er helt bombet. Aske putter Ramya.

Aske og jeg fik begge job i september og der har været drøn på lige siden. Så juleferien var tiltrængt og det var dejligt med en kort arbejdsuge at starte op på.

Vi har haft en travl, men også god juleferie. Holdt jul med Askes familie og nytår med nogle venner. Har ordnet lejlighed. Snakket hverdag, fremtidsplaner og drømme. Og så vi har kigget på hinanden og konstateret at vi er på vej op igen. Det går meget, meget bedre og kan ikke forstå, at jeg for kun et år siden sad i Sønderborg og var forvirret og fortabt.

Jeg tog mig selv i at sidde ved morgenbordet d. 31. december og tænke “I made it”. Jeg er nået frem til dér, hvor jeg gerne ville være, men ikke var sikker på at jeg kunne komme. Enogtredive år. Gift med den person i Verden, jeg allerbedst kan lide. Har en fantastisk datter. Har venner. Familie. Uddannelse. Bor (igen) i København. Har arbejde og tjener voksenpenge. Har en blog.

Jeg er taknemmelig over, at jeg er, hvor jeg er. Og så er jeg spændt på, hvad 2019 bringer. Jeg er skidetræt og dagene kan føles uendeligt lange, men humøret er højt og det er det vigtigste!

Jeg håber at I også er kommet godt ind i det nye år og at 2019 bliver fuld af kærlighed og lykke for hver og én af jer. Kram.

Niecens 5 års fødselsdag

Én af grundene til, at vi var i det jyske var, at min niece fyldte år. Det blev fejret i Dinos legeland og børnene havde en fest.

Jeg hyggede mig egentlig også ret godt.

Jeg tog mig selv i at tænke på fænomenet tid.

Første gang Aske var med til en komsammen med tamilere var da min niece fyldte 2 og der er altså gået 3 år.

Dengang havde jeg ondt i maven op til og prøvede at gemme mig lidt i køkkenet, mens jeg nervøst prøvede at finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig til det hele. Jeg synes det var vildt skræmmende at skulle introducere Aske til det tamilske miljø. Det gik fint, men damn det var mærkeligt.

Denne gang er vi gift, vi venter barn og jeg var mentalt et helt andet sted. Jeg slappede af og nød at være der og snakkede om løst og fast med de fremmødte. Alle vidste at Aske var min mand, så det skulle jeg ikke tænke på og det var skønt. Det sjove er, at der faktisk var flere med, som havde ikke-tamilske kærester og ægtefæller. Måske var der også nogle med for tre år siden, men så har jeg bare ikke opdaget det. Det var også en medvirkende faktor til, at jeg slappede af.  mærkeligt og ildeset er det heller ikke at finde sig en ikke-tamiler. I hvert fald ikke i det selskab.

Der var en håndfuld unger, hvor kun den ene forælder var tamilsk. Jeg nærstuderede dem selvfølgelig, fordi jeg gerne vil lidt tættere på vores egen unge, men jeez de var vanvittigt forskellige i deres look.
I sandhed 50 shades of caffe latte. Men hver og en lige til at spise 🙂

Sommerupdate

Det er blevet august og arbejdsløsheden hærger stadig mit liv. Det er alt andet end sjovt at gå ledig og jeg har da også mørke stunder, hvor jeg spørger mig selv, hvorfor jeg har brugt 5 år på universitetet, når der ikke venter noget job på den anden side. Men jeg bliver nød til at stole på, at det vil lykkes og at jeg pludselig en dag er i en position, hvor jeg ikke kan forstå, hvorfor jeg var så bekymret for om jeg nogensinde ville lande et job, som både interessserer mig og relaterer sig til min uddannelse.

Jeg formår dog at nyde sommeren på trods af arbejdsløsheden og det er lækkert. Jeg får besøgt familien, familien får besøgt mig, jeg ses med venner og jeg hænger ud med Aske. Jeg har taget voldsomt mange billeder, som jeg gerne vil dele med jer, men jeg er ikke sikker på, om det bliver til noget eller om jeg blogger om nyere ting end de fantastiske sommerdage, som har været. Vi får se. Nu skal jeg i Fitness.

Julehygge med familien

I år fejrer vi jul i hver vores del af landet, så vi mødtes til den årlige julemiddag i går. Hele dagen blev (som sædvanligt) brugt i køkkenet med at forberede og om aftenen satte vi os til bords og spiste (som sædvanligt) til vi var ved at revne. Efterfølgende byttede vi gaver.

Menuen er ret fast. Der er altid flødekartofler. Vi har en flødekartoffel-fetish i min familie. Udover flødekartoflerne er der brunede kartofler. Der er and, hamburgerryg og frikadeller. Noget rødkål. Sovs. Og en salat. Og til at toppe det hele er der ris a la mande.

DSC02533 DSC02531 DSC02534 DSC02554 DSC02559 DSC02563Det var min første julemiddag uden kød og det fungerede egentlig rigtig fint. Jeg havde planer om, at lave et eller andet køderstatning som f.eks. vegetardeller, men blev for doven. Det ville have været lækkert, hvis det havde været der, men det var ikke et problem, at det ikke var der.

Svigersøs fik også lige fik tryllet en ordentlig stor portion brændte mandler frem. Mad og familie. Bliver det bedre?

DSC02524 DSC02535 DSC02541

I dag er det småkagesøndag 🙂 Ovnen er varm og jeg skal til at skære småkager ud. Billeder følger selvfølgelig.

Nygift

Jeg havde et ønske om, at skrive på bloggen hver dag op til brylluppet og virkelig vise jer, hvordan vi blev klar. Det viste sig dog at være et utopisk scenarie, da den sidste tid op til brylluppet var… hektisk. Og nu er der gået så lang tid, at jeg havde glemt mit password og måtte lave et nyt :S

Anyway…

Jeg er blevet gift med Aske og jeg kan med hånden på hjertet sige at det var den lykkeligste dag i mit liv!

Jeg har altid været lidt skeptisk, når jeg har hørt andre beskrive deres bryllupsdag, som den lykkeligste dag i deres liv. Jeg er vel bare vokset op med at alle bliver gift og at det ikke nødvendigvis er en særlig glædens dag, men mere en del af livet, som skal “overstås”. Arrangerede ægteskaber er ikke nødvendigvis ulykkelige og tragiske, men de er altså heller ikke nødvendigvis særligt lykkelige.

Natten inden den store dag græd jeg mig i søvn. Klokken var omkring 01.00 om natten, der var så mange løse ender og bekymringer og jeg skulle op igen kl. 05.00 for at blive sminket og komme i tøjet. Jeg var udmattet og fortvivlet ved tanken om, hvor hærget jeg potentielt ville både føle mig og se ud.

Det viste sig, at der ikke var grund til bekymring. Jo, der var nogle ting, der smuttede, men for pokker, hvor gik det bare over al forventning. Alle mine venner, al min familie, al den kærlighed.

Nedenfor er et udvalg af de billeder, jeg lige havde ved hånden. Jeg er i gang med at indsamle fra venner og familie og samler dem i et album på Facebook. Kig forbi dér, hvis du vil have flere billeder 🙂

Vi pynter hjemmet op:DSC00584 DSC00592

Mine far har telefonmøder, mens han drikker sin morgenkaffe og min mor ordner trofast alt hvad der har med køkkenet at gøre, nu hvor huset vrimler med sultne og tørstige mennesker.DSC00583 DSC00596

Min søster stod for make-up og tog et udvalg af sit lager med. Hun udsatte mig for både tape i ansigtet og sammenklistrede øjenlåg efter at have været lidt for gavmild med limen til de kunstige øjenvipper.
DSC00611 DSC00621 DSC00638 DSC00634

Mine forældres hus, som det strålede efter mørkets frembrud. DSC00789

Søde sager til bryllupsgæsterne. Hjemmelavet og pakket af familie og venner.
DSC00826 DSC00832

Henna til mig og mine piger.DSC00842 DSC00852

Hjemmelavede dekorationer.DSC01082

Min søster og min veninde pynter op. DSC01098 DSC01145 DSC01140

KærlighedUpdate 1

Skønhed1

Fest, fest, fest!2

Tempelfestival i Aabenraa – Thiruvilar

Der har lige været Tempelfestival (Thiruvilar) i Aabenraa. Jeg var med fredag, lørdag og søndag, fordi mine forældre går ret meget op i det. Jeg selv synes det er hyggeligt i afmålte mængder, men jeg nåede at få nok af klokkeklang og røgelse og mine fødder svulmede op af at stå så meget op i den hede.

Det er det samme tempel, som jeg skal giftes i og det var rart at være der flere dage og ligesom se stedet an og se, hvordan det fungerer, når der er mange mennesker. Der er helt klart nogle ting, vi lige skal have krejlet før brylluppet! Som f.eks. lyset på toiletterne…

Jeg ville gerne sætte jer ind i “alt om tempelfestivaler”, men det må blive en anden gang. I dag vil jeg bare lige dele nogle billeder med jer og så haste videre og fortsætte med bryllupsplanlægningen. Hvis jeg siger, at det trækker tænder ud, at planlægge det bryllup, så har jeg vidst ikke sagt for meget.

DSC_0819

Praktiske Gris Mano i funktion igen. Også kendt som min far. Han og hans buddy er ved at udsmykke vognen, som guderne skal trækkes rundt på med lyskæder og blomsterguirlander. Min far er ham med hænderne, hans buddy er ham med den æstetiske sans. Det er også de to, der skal ordne ret meget af bryllupsdekorationerne i templet.DSC_0826DSC_0824 DSC_0843 DSC_0913

Templet gemmer sig godt. Naboen er vist en bilvask kombineret med værksted.DSC_0831

Hindutempler. De bare fødders stedDSC_0834 DSC_0855 DSC_0888 DSC_0934 DSC_0954 DSC_0923 DSC_0875 DSC_0861

Festivalen løb over 11 dage, mig bekendt, og hver dag havde sine egne ceromonier og ritualer tilknyttet. Alle dage var der en voldsom larm fra trommer og klokker og et mylder af mennesker. Til dagligt gemmer templet sig i en nedlagt bilhal og ikke mange har opdaget templets eksistens. Derfor var der da også en del nysgerrige mennesker, der stoppede op på fortovet og tog sig en kigger nu hvor der var så meget larm og røre. Min veninde og jeg stod lige i indgangen, da en mand cyklede op til os, længe stirrede ind i bilhallen/templet og så spurgte os på engelsk, hvad der foregik. Vi svarede på dansk, at der var tempelfestival. Mere gad vi ikke forklare dén dag, det var meget varmt, det larmede og vi var trætte.

Men folkens. Der er flere hindutempler i Danmark, de afholder årligt tempelfestivaler, der trækker mange mennesker til og de fleste af dem, der kommer taler dansk. Også selvom de har tamilsk tøj på. Foruden alt det religiøse kan man på festivalen socialisere, købe tamilsk tøj, tamilske DVDer og CDer, tropisk frugt og asiatiske madvarer. Det er ret hyggeligt.

Her ser i det man på engelsk kalder for en jackfruit. Min onkel købte den og kom senere forbi med et stykke til os. De dufter meget karakteristisk, ret søde og aromatiske. Det er lidt ligesom at spise ærter, hvor man sidder og bælger dem samtidig. Et pillearbejde, men et hyggeligt pillearbejde:)DSC_0841 DSC_0968