Ting jeg ikke måtte

Der var mange strenge regler for, hvordan jeg skulle opføre mig, da jeg var teenager. Regler der var strengere end for min bror for jeg var jo en pige. Jeg skulle gå sømmeligt klædt, jeg måtte ikke have drengevenner eller kærester, jeg måtte ikke overnatte hos andre og jeg måtte ikke drikke alkohol. Og jeg var sådan en pæn, pæn mors pige, som fulgte reglerne til punkt og prikke. Det var helt utænkeligt for mig at skulle tage konflikten med mine forældre eller at skulle leve et dobbeltliv, mens jeg boede hjemme.

Grim, utjekket, usikker og udenfor
Resultatet var at jeg gik glip af rigtig mange ting i mine teenageår, som jeg stadig er ked af. Jeg kom tidligt hjem fra fest, selvom de andre blev til den lyse morgen. Jeg tog ikke i byen og dansede. Jeg overnattede ikke, når pigerne i klassen holdt videoaften. Jeg gik i konet tøj for at skjule min krop. Jeg tog ikke på stranden eller i svømmehallen, selvom jeg elsker fornemmelsen af at være i vand. Jeg brugte mine teenageår på at føle mig grim, utjekket, usikker og udenfor og drømme om at komme væk, så jeg kunne leve mit eget liv.

Mere end mit køn
Jeg har nogle andre værdier end mine forældre. Jeg tror især på, at det ikke kan passe at der gælder andre regler for mig end for mændene. Jeg vil ikke defineres af mit køn og gå glip af livet, fordi det ikke passer sig for en kvinde at gå i sommerkjoler, danse, bade i havet og drikke rødvin. Jeg vil have præcis de mennesker i min omgangskreds, som jeg har lyst til – uanset om det er kvinder eller mænd.

#Tingjegikkemåtte
Jeg kommer til at dele øjeblikke fra mit liv på Instagram, som jeg for 10 år siden ville gøre alt for at skjule. Det er egentlig ikke så vilde ting. Det er bare mig, der er sent ude med vennerne eller alene ude at rejse. Det er blevet helt normalt for mig, at gøre de ting nu og det er ikke noget, jeg skammer mig over. Men jeg ved, at der er masser, som stadig lever dobbeltliv og/eller skammer sig over, at de ikke bare kan være, som deres forældre gerne vil have de er. Jeg håber, at I vil tage #tingjegikkemåtte til jer og selv bruge tagget, når I står i en situation, som I egentlig er opdraget til ikke er i orden, men som I synes er helt normal. På den måde kan vi sammen være med til at normalisere en mere fri måde at leve på, som alligevel finder sted i dag!

Er du dansker eller tamiler?

Det er et spørgsmål, jeg er blevet stillet flere gange i min barndom og teenageår og det har altid gjort mig urolig og ubehageligt tilpas. Jeg kan ikke huske, hvad jeg har svaret, men jeg har tænkt meget over spørgsmålet også som voksen. Og det dukker op igen nu, fordi jeg tænker, at der nok ikke går mange år før at der er nogen, der begynder at spørge Ramya om det samme.

Hende den brune til børnefødselsdag
Jeg kan huske, at jeg har siddet til børnefødselsdag og været ufrivillig ambassadør for “de brune”, mens børnene og fødselarens forælder diskuterede kultur og identitet. Jeg kunne ikke komme med et enkelt svar på spørgsmålet om jeg var dansker eller tamiler og jeg følte mig anderledes og udenfor.

Når man er 8 år, forstår man ikke, at det ikke er én selv, der er noget i vejen med, når man ikke kan give et enkelt svar. Det er spørgsmålet, der er skævt.

Kulturel identitet
At opdele en persons kulturelle identitet, som værende enten det ene eller det andet er en voldsom oversimplificering, som slet ikke afspejler min og mange andres virkelighed. Jeg behøver ikke være enten tamiler eller dansker. Jeg er begge dele. Og om jeg er tamiler eller dansker er kontekstuelt altså det afhænger af omstændighederne.

Jeg er altid først og fremmest Sharangka. Sharangka, der har sit eget indre liv med tanker og følelser. Sharangka, der kan blive ked af det, vred, glad, taknemmelig, sulten, træt og alt det andet, som mennesker har tilfælles. Først derefter er jeg kvinde, akademiker, mor, blogger, dansker, tamiler, livsnyder, foodie, læsehest, veninde mm.

Når der skal klistres et label på mig (og andre), så er det altid i en kontekst. Når jeg er til en kusines bryllup, er jeg tamiler. Jeg taler tamilsk, jeg har tamilsk tøj på, jeg lytter til tamilsk musik og jeg spiser tamilsk mad. Når jeg er til middag med vennerne er jeg dansk. Jeg taler dansk, jeg har vestligt tøj på, vi lytter til vestlig musik og vi spiser dansk mad.

Jeg skal ikke vælge, om jeg er tamiler eller dansker, og jeg synes, at det er helt skævt at spørge andre mennesker og især børn om, “hvad” de er. De er først og fremmest sig selv. Det andet er kontekstuelt.

Det håber jeg, at jeg kan forklare lille Ramya, når den tid kommer.

Jeg skal være psykoterapeut!

På fredag starter jeg på en 4-årig personlig rejse, som jeg længe har drømt om: jeg starter på SEOP – Skolen for Eksistentiel og Oplevelsesorienteret Psykoterapi 😀
Det er et deltidsstudie, der ligger i weekenden, så jeg er stadig jobsøgende…

Jeg vil gerne være psykoterapeut, fordi psykoterapi har spillet en stor rolle i mit eget liv. Mine terapeuter (én i Sønderborg og én i København) har hjulpet mig med at finde ud af, hvad der var op og ned i mine følelser, tanker og handlemønstre og de har været en kæmpe støtte i mine svære perioder. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville være, hvor jeg er, hvis ikke det var for mine terapeuter. Derfor giver det også så meget mening for mig at blive uddannet psykoterapeut, så jeg selv kan hjælpe og støtte andre med deres udfordringer.

Uddannelsen er meget praktisk orienteret og det er en integreret del af forløbet, at man selv sideløbende går i terapi. Resultatet er, at man som uddannet psykoterapeut er fortrolig med selv at sidde i stolen og forstår, hvor svært og hårdt det kan være at sætte ord på alle de komplicerede følelser og tanker man har. For det er det. Og man får nok selvindsigt til, at være i stand til at skelne mellem ens egne problematikker og klientens.

Jeg er stadig i proces med at finde ud af, hvad jeg skal arbejde med nu og jeg har ikke en knivskarp plan for fremtiden, men jeg kan mærke at det her er godt. Rigtig godt. Jeg glæder mig så meget!

Ramyas 2 års fødselsdag

Ramya fyldte 2 år i søndags og vi fejrede hende på dagen. Som planlagt var der var toastbar og det fungerede vildt godt. Der var lidt after-party-stemning over det. Ramya fik en icing-kage med Hr. Dinosaur fra Gurli Gris og så var der vegetar-rolls.

Jeg kan godt lide at sætte god tid af til det, når vi skal noget, som vi planlægger skal være hyggeligt og rart. På den måde er det mere sandsynligt, at det vitterligt også bliver hyggeligt og rart og ikke hektisk og nederen. Så mine forældre, min søster og hendes veninde kom allerede lørdag og hjalp med at lave kage og rolls.

Det var en vildt hyggelig weekend, hvor jeg kunne mærke, hvor taknemmelig jeg er for mit liv. Og bonus ved at mine forældre var der i hele weekenden: jeg fik tamilsk mad til både frokost og aftensmad lørdag 😀

Starten på et (forhåbentligt) kedeligere årti

Kære I,

Long time, no see!

Julen er veloverstået, det nye år står på spring og jeg glæder mig! Som I ved har 2017 været lidt skør for mig – der er ikke meget, som er gået som jeg troede det skulle.
Men desto mere er der at glæde sig til i 2018 for nu vender skuden sgu!

De sidste 10 år har været særdeles begivenhedsrige for mig.

I 2007 flyttede jeg hjemmefra for at læse på Københavns Universitet. Det var i hvert fald den officielle forklaring. At det lige skulle være Københavns Universitet jeg ville starte på handlede primært om, at jeg havde brug for at komme væk fra min familie og finde ud af på egen hånd, hvem jeg var og hvad jeg ville med mit liv. Og København var så langt væk, som jeg forestillede mig, jeg kunne komme samtidig med at byen er større og dermed tilbyder mere anonymitet end Sønderborg gør.

Som jeg drømte om fik jeg rig mulighed for at opdage og opfinde mig selv uden indblanding fra familien. På 10 år har jeg:

 

Aske og jeg, Roskilde Festivallen, 2012. En fælles ven lagde dengang billedet på Facebook og jeg var ved at få et hjertestop, fordi at ingen i det tamilske miljø vidste vi var sammen. Aske ringede vores ven op og bad ham fjerne billedet med det samme. Dengang vidste jeg bare, at jeg gerne ville Aske – jeg anede dog ikke, hvordan det skulle blive til noget. Jeg kunne slet ikke overskue den kamp, som jeg vidste skulle tages med familien og udskød konfrontationen med dertil hørende søvnløse nætter og ondt i maven.
Konfrontationen kom, da vi besluttede at vi ville flytte sammen. jeg blev nød til at sige til min familie at der fandtes denne her fyr Aske, vi kom sammen og by the way ville vi gerne flytte sammen. Reaktionen kom prompte fra familien – de var absolut ikke begejstrede. Min søster var den eneste, der fra dag 1 forsvarede mig og mine beslutninger med næb og kløer og hendes støtte var uvurderlig. Min familie havde svært ved at tage vores forhold seriøst, fordi jeg ikke kunne svare på om vi ville giftes. Jeg vidste bare med mig selv, at jeg ville Aske så meget, at jeg var parat til at lade familien slå hånden af mig. Det medførte endnu flere søvnløse nætter og mere ondt i maven. Jeg havde jo ikke lyst til, at der skulle ske et brud i familien.
Aske endte med at fri efter vi havde boet sammen et halvt år. Jeg havde giftet mig i mit hoved med Aske, da vi flyttede sammen og indtil Aske friede var jeg faktisk ikke sikker på, hvor seriøs han var i forhold til vores forhold. For mig var det befriende og tryghedsskabende at vide, at han faktisk var ret seriøs – seriøs nok til at han syntes vi kunne blive gift. Forholdet til min familie blev meget lettere, da først beslutningen om, at vi skulle giftes lå fast og jeg sov bedre.
2015 blev vi gift med venner, familie og bekendte som vidner. Det er uden skyggen af tvivl den absolut lykkeligste dag i mit liv. Jeg følte mig så lettet og taknemmelig for at jeg fik, hvad jeg havde drømt om. En mand jeg selv har valgt og friheden til at leve mit liv, som jeg gerne ville.

Det har været 10 vigtige år med kæmpe opture og sejre, men det har krævet blod, sved og tårer at nå hertil. Og jeg har gennem alle årene kæmpet med følelsen af at være fuldstændig tyndslidt, træt af det hele, forvirret, ensom og edderspændt rasende på verden.

Heldigvis står jeg nu et sted, hvor jeg forhåbentligt kan se frem til, at livet bliver mere ligetil.
Slut med dobbeltliv.
Slut med 12-tals ræs på studiet.
Slut med bryllupsplanlægning.
Slut med graviditet og fødselsdepression.

Så velkommen til 2018 med kedelige, forudsigelige hverdage med plads til fis, ballade og masser af latter.

Nytårsforsætter

Jeg tænker ofte over, hvad jeg kan gøre ved mit liv for… jamen der er så meget jeg vil, så meget der ikke spiller og så meget rastløshed.  Og jeg fortæller ofte om hvad jeg vil gøre. Til alle, der vil lytte. Jeg snakker og snakker og jo, jeg får da rykket på nogle ting, men der er også en kæmpe sækfuld med ting, jeg sagde jeg ville gøre og ikke fik gjort. Og det undergraver sgu lidt min troværdighed og tærer på min selvrespekt, at jeg ikke gør det, jeg siger, jeg vil gøre.

Som de fleste andre år har jeg lavet en liste over ting, som jeg gerne vil i det nye år. MEN i modsætning til andre år holder jeg mine forsætter helt tæt til kroppen denne gang. For det virker tydeligvis ikke for mig at deklarere højt, hvad mine mål er. Så nu prøver jeg Derek Sivers forslag af: at kæmpe i stilhed, så man får ros og anerkendelse for resultater og ikke hensigter.

Jeg har sat kryds i kalenderen og sørger for at give en update til januar næste år om hvordan det gik med mine tophemmelige-tystys-nytårsforsætter.

To nye prikker til mit verdenskort

Jeg har et verdenskort, som jeg købte da jeg flyttede hjemmefra. Det er stort og smukt og bliver beundret af de fleste der kommer hos os. Da jeg købte kortet, havde jeg en intention om, at jeg skulle have været på alle kontinenter inden jeg blev 30 år. Jeg skulle være en ægte verdenskvinde med masser af livs- og verdenserfaring, jeg skulle kunne snakke en hel kuffert fuld af sprog og jeg skulle have souvenirs og billeder fra alle mine mega monster mange super seje rejser.

Det bliver vidst ikke til noget.

Jeg mangler alt, alt, alt for mange steder til at det bliver til virkelighed – inden jeg fylder 30 vel og mærke. Men selvom jeg ikke kommer kontinenterne rundt inden de 30, så gør det mig ikke mindre glad at rejse og se nye steder og mennesker. Og gæt hvad? Jeg kan sætte to nye krydser på mit verdenkort den kommende uge!

Først tager jeg mig en forlænget weekend i Bergen med min hjerteveninde, der har bosat sig dér. Så kommer jeg hjem, sover, står op og tager i lufthavnen igen for at tage til Prag med Aske.
Det bliver for lækkert.

Jeg har følelsen af at mit liv har stået bomstille siden specialeforsvaret og jeg glæder mig til at få lidt eventyr og tryllestøv ind i mit liv igen.

Vores Danmark

Jeg har det en kende anstrengt med Dansk Folkeparti.

Det generer mig, hvordan det parti markedsfører sig på er at der skal være strammere/strengere alting, når det handler om udlændinge og dermed opretholder forestillingen om, at hvis man som hvid dansker ikke hele tiden er på dupperne, så bliver man forvist til nederst i fødekæden i Danmark, fordi de andre/udlændingene har rundsave på albuerne og tager og tager og tager. Hvis det skulle være gået nogens næse forbi er jeg brun og jeg føler mig ret ramt, hver gang DF eller deres vælgere laver larm og råber pas på “de andre”. Jeg føler mig ikke som “de andre” og jeg mener bestemt ikke at hverken jeg eller nogen, jeg kender, bare tager og tager og tager.

Derfor var det også møgubehageligt, da jeg første gang så DFs nye påhit, som hænger basically alle steder her i KBH.

Dansk Folkeparti

Ja ikke at det er mindre behageligt anden eller tredje eller fjortende gang man ser den… Så jeg blev ret glad, da jeg så den her på Facebook:

Rettet Dansk Folkeparti

Aaaaahhhh. Så blev det rettet. Danmark er ikke bare Hr. og Fru Jensen. Vi andre er her også.

Voluminøse rumpetter

Godmorgen! Jeg skal til påskefrokost om nogle timer og har gang i mit sædvanlige YouTube-marathon mens jeg er i køkkenet og lave maden, som skal med.

Og så var det, jeg faldt over den her og jeg kan ikke lade være med, at se den igen og igen.

Melodien er vildt catchy og så er der hende den chubby. Hende med de store knogler. Hun er skøn og hun er en hånlatter i hovedet på alle dem, der synes tykke mennesker er grimme. Jeg synes hun er for vild og jeg bliver glad, når hun svinger sin voluminøse rumpet uden skyggen af skam. Hoftekastet ved 00:37 er intet andet end wuauuw <3 <3 <3

Når hverdagen bliver lige grå nok

Det er ikke en hemmelighed at jeg er lidt af en lykkejæger. Jeg tror at det ypperligste vi som mennesker kan stræbe efter er lykke. Lykke hos os selv, lykke for dem vi elsker, dem vi kender og dem vi aldrig har mødt. Og det er heller ikke en hemmelighed, at jeg engang i mellem bliver så inderligt træt af mit liv. Min familie er for langt væk. Jeg ses for lidt med mine venner. Der er altid en opvask og vandhanerne trænger til at blive afkalket. Igen. Hverdagen bliver så hurtigt grå og tung.

I min jagt på lykke og foragt for den grå hverdag har jeg gennem de sidste mange år læst et bjerg af selvhjælpsbøger. Jeg tror ikke på at livet skal være hårdt eller at hverdagene skal være hyllet i et mørke, der kun letter i weekenden og til fest. Jeg tror ikke på det. Så jeg kæmper imod og strukturerer efter bedste evne mit liv, så der er plads til alt det dejlige og plads til stjernekastermomenter.

Det var hårdt med det bryllup og jeg er glad for at det er overstået. Nu kan jeg fokusere på at få hverdage i alle farver, der hopper og danser af energi. Tid til at gøre ting, kun fordi at de gør mig glad.

I den kommende tid kommer jeg til at skrive mere om, hvordan jeg griber det an. Hvordan jeg booster lykken i mit liv. Og det ville glæde mig meget, hvis I ville dele, hvad der gør jer lykkelige og hvad I gør for at holde alt det grå væk!

Fredagshilsener,
Sharangka

Nu skal jeg til Kulturnat med min mand.