Starten på et (forhåbentligt) kedeligere årti

Kære I,

Long time, no see!

Julen er veloverstået, det nye år står på spring og jeg glæder mig! Som I ved har 2017 været lidt skør for mig – der er ikke meget, som er gået som jeg troede det skulle.
Men desto mere er der at glæde sig til i 2018 for nu vender skuden sgu!

De sidste 10 år har været særdeles begivenhedsrige for mig.

I 2007 flyttede jeg hjemmefra for at læse på Københavns Universitet. Det var i hvert fald den officielle forklaring. At det lige skulle være Københavns Universitet jeg ville starte på handlede primært om, at jeg havde brug for at komme væk fra min familie og finde ud af på egen hånd, hvem jeg var og hvad jeg ville med mit liv. Og København var så langt væk, som jeg forestillede mig, jeg kunne komme samtidig med at byen er større og dermed tilbyder mere anonymitet end Sønderborg gør.

Som jeg drømte om fik jeg rig mulighed for at opdage og opfinde mig selv uden indblanding fra familien. På 10 år har jeg:

 

Aske og jeg, Roskilde Festivallen, 2012. En fælles ven lagde dengang billedet på Facebook og jeg var ved at få et hjertestop, fordi at ingen i det tamilske miljø vidste vi var sammen. Aske ringede vores ven op og bad ham fjerne billedet med det samme. Dengang vidste jeg bare, at jeg gerne ville Aske – jeg anede dog ikke, hvordan det skulle blive til noget. Jeg kunne slet ikke overskue den kamp, som jeg vidste skulle tages med familien og udskød konfrontationen med dertil hørende søvnløse nætter og ondt i maven.
Konfrontationen kom, da vi besluttede at vi ville flytte sammen. jeg blev nød til at sige til min familie at der fandtes denne her fyr Aske, vi kom sammen og by the way ville vi gerne flytte sammen. Reaktionen kom prompte fra familien – de var absolut ikke begejstrede. Min søster var den eneste, der fra dag 1 forsvarede mig og mine beslutninger med næb og kløer og hendes støtte var uvurderlig. Min familie havde svært ved at tage vores forhold seriøst, fordi jeg ikke kunne svare på om vi ville giftes. Jeg vidste bare med mig selv, at jeg ville Aske så meget, at jeg var parat til at lade familien slå hånden af mig. Det medførte endnu flere søvnløse nætter og mere ondt i maven. Jeg havde jo ikke lyst til, at der skulle ske et brud i familien.
Aske endte med at fri efter vi havde boet sammen et halvt år. Jeg havde giftet mig i mit hoved med Aske, da vi flyttede sammen og indtil Aske friede var jeg faktisk ikke sikker på, hvor seriøs han var i forhold til vores forhold. For mig var det befriende og tryghedsskabende at vide, at han faktisk var ret seriøs – seriøs nok til at han syntes vi kunne blive gift. Forholdet til min familie blev meget lettere, da først beslutningen om, at vi skulle giftes lå fast og jeg sov bedre.
2015 blev vi gift med venner, familie og bekendte som vidner. Det er uden skyggen af tvivl den absolut lykkeligste dag i mit liv. Jeg følte mig så lettet og taknemmelig for at jeg fik, hvad jeg havde drømt om. En mand jeg selv har valgt og friheden til at leve mit liv, som jeg gerne ville.

Det har været 10 vigtige år med kæmpe opture og sejre, men det har krævet blod, sved og tårer at nå hertil. Og jeg har gennem alle årene kæmpet med følelsen af at være fuldstændig tyndslidt, træt af det hele, forvirret, ensom og edderspændt rasende på verden.

Heldigvis står jeg nu et sted, hvor jeg forhåbentligt kan se frem til, at livet bliver mere ligetil.
Slut med dobbeltliv.
Slut med 12-tals ræs på studiet.
Slut med bryllupsplanlægning.
Slut med graviditet og fødselsdepression.

Så velkommen til 2018 med kedelige, forudsigelige hverdage med plads til fis, ballade og masser af latter.

Til bryllup i Paris – som ægtepar

I oktober var Aske og jeg i Paris for at deltage i min kusines bryllup. Selvsamme kusine, der blev gift på papiret i februar. Det var vores første større tamilske fest sammen og jeg var ret spændt på, hvordan det skulle gå. Det ville være et kulturclash for Aske (gik jeg ud fra) og der ville helt sikkert være opmærksomhed på ham alene af den grund, at han var hvid.

DSC01944 DSC01953

Aske fik da også en del opmærksomhed. Min far introducerede sin svigersøn for alle sine gamle buddies, som han kendte fra sine unge dage på Sri Lanka/dengang han boede i Paris. Aske hilste pænt med et vanakkam* og fulgte ret ofte op med eppadi pokudu**? De var ved at gå bagover af overraskelse og virkede ret begejstrede for den pæne, unge, hvide mand i vesti salwa***, som hilste på tamilsk.

DSC01907 DSC01909

Jeg til gengæld blev spurgt af to forskellige tamilere om jeg talte tamilsk. Åbenbart antog de, at når nu jeg var blevet gift med en dansker, så var det nok fordi at jeg overhovedet ikke havde styr på det tamilske. Eller også er det fordi, at man i London (hvor den ene kom fra) og Paris (hvor den anden kom fra) har ret mange børn og unge, der ikke taler et ord tamilsk på trods af, at der er vildt mange tamilere i de respektive byer.

Anyhow.

Vi havde en rigtig fin fest. Vi kedede os lidt (musikken var for høj til at føre en samtale), men brugte tiden på at lege med min niece og chille. Aske har udtalt, at han fremover kommer til at slæbe legetøj med for at undgå kedsomheden. Alt vi havde denne gang var en lille bitte hacky sack.

* Goddag
** Hvordan går det?
*** Silkesæt til herrer

Nygift

Jeg havde et ønske om, at skrive på bloggen hver dag op til brylluppet og virkelig vise jer, hvordan vi blev klar. Det viste sig dog at være et utopisk scenarie, da den sidste tid op til brylluppet var… hektisk. Og nu er der gået så lang tid, at jeg havde glemt mit password og måtte lave et nyt :S

Anyway…

Jeg er blevet gift med Aske og jeg kan med hånden på hjertet sige at det var den lykkeligste dag i mit liv!

Jeg har altid været lidt skeptisk, når jeg har hørt andre beskrive deres bryllupsdag, som den lykkeligste dag i deres liv. Jeg er vel bare vokset op med at alle bliver gift og at det ikke nødvendigvis er en særlig glædens dag, men mere en del af livet, som skal “overstås”. Arrangerede ægteskaber er ikke nødvendigvis ulykkelige og tragiske, men de er altså heller ikke nødvendigvis særligt lykkelige.

Natten inden den store dag græd jeg mig i søvn. Klokken var omkring 01.00 om natten, der var så mange løse ender og bekymringer og jeg skulle op igen kl. 05.00 for at blive sminket og komme i tøjet. Jeg var udmattet og fortvivlet ved tanken om, hvor hærget jeg potentielt ville både føle mig og se ud.

Det viste sig, at der ikke var grund til bekymring. Jo, der var nogle ting, der smuttede, men for pokker, hvor gik det bare over al forventning. Alle mine venner, al min familie, al den kærlighed.

Nedenfor er et udvalg af de billeder, jeg lige havde ved hånden. Jeg er i gang med at indsamle fra venner og familie og samler dem i et album på Facebook. Kig forbi dér, hvis du vil have flere billeder 🙂

Vi pynter hjemmet op:DSC00584 DSC00592

Mine far har telefonmøder, mens han drikker sin morgenkaffe og min mor ordner trofast alt hvad der har med køkkenet at gøre, nu hvor huset vrimler med sultne og tørstige mennesker.DSC00583 DSC00596

Min søster stod for make-up og tog et udvalg af sit lager med. Hun udsatte mig for både tape i ansigtet og sammenklistrede øjenlåg efter at have været lidt for gavmild med limen til de kunstige øjenvipper.
DSC00611 DSC00621 DSC00638 DSC00634

Mine forældres hus, som det strålede efter mørkets frembrud. DSC00789

Søde sager til bryllupsgæsterne. Hjemmelavet og pakket af familie og venner.
DSC00826 DSC00832

Henna til mig og mine piger.DSC00842 DSC00852

Hjemmelavede dekorationer.DSC01082

Min søster og min veninde pynter op. DSC01098 DSC01145 DSC01140

KærlighedUpdate 1

Skønhed1

Fest, fest, fest!2

Frygten for at være en grim brud

Jeg skal op kl. 5 på min bryllupsdag. Aske skal først op kl. 6. Hmpf.

Jeg har siddet og regnet baglæns for at finde ud af, hvornår hvad skal ske i brudens og brudgommens hjem for at vi indfinder os i templet til tiden. Det involverede at finde ud af, hvordan hulen vi får dem i tøjet, som har takket ja tak til tamilske klæder, men ikke selv ved, hvordan man kommer i det. Jeg har 3 svigerinder og 6 veninder, der skal i en sari inden ceremonien starter. Jeg glæder mig helt vildt til at se dem i tøjet!

Samtidig er jeg rædselsslagen ved tanken om, hvordan jeg måske selv kommer til at se ud. Jeg prøvede den ene sari halvt på i dag og blev helt trist. Jeg ringede til Aske og tudede og tudede over at jeg kommer til at ligne en sæk kartofler i mine sarier, fordi jeg ikke har en “sarikrop”. Og at min træning og diæt har båret frugt, men at jeg har tabt mig på mine forbandede lår, som alligevel bliver pakket helt af vejen i en sari. Aske lagde øre til en masse hiksten og hulken og usammenhængende sætninger i telefonen og prøvede at sige det rigtige, men i sidste ende var det der fik mig til at falde til ro bare det at sidde et stykke tid stille uden ord og vide at han selvom han sad i København lige dér var sammen med mig. Det føltes ligesom når jeg læner mit hoved mod hans skulder og han har armen om mig. De stille stunder i sofaen, hvor vi begge bare lige sidder i stilhed og trækker vejret. Og hvad så, hvis jeg ligner en kartoffel og min familie hvisker nederen ord om, hvor flot jeg plejede at være og at det er ærgerligt at jeg er blevet gammel og tyk. Aske elsker mig, kartoffelformet eller ej. Det må være mit mantra de næste 23 dage. Aske elsker mig og kartofler er også dejlige.

Himlens dronning

Endnu en dag på farten. Endnu en dag, hvor jeg har stenet skyer. Endnu en dag, hvor jeg har forestillet mig selv som Himlens Herskerinde, Gudinde af Natten og drømt om de kjoler, som Himlen ville udgøre. Alle nuancer af blå, nogle hvide og creme skygger og ildfarvede tunger. Jeg ville være majestætisk.DSC00162 DSC00167 DSC00168 DSC00193 DSC00194

Jeg fik en dag ekstra i København med Aske i går og det var herligt. Da jeg ankom til Sønderborg i dag var min bror og svigerinde der allerede og vi fik pakket alt mit brudetøj, som skal syes i den kommende uge i Kolding.

Jeg er så mega forelsket i mine sarier. 100 % silke. Ingen perler. Ingen sten. Bare rene, vibrerende farver. Og min kjole. Min smukke, smukke, hvide kjole. Åh. Wauw. Jeg glæææder mig til brylluppet!DSC00181 DSC00179 DSC00180

 

For meget tid på farten

Jeg kom hjem i går efter 5 dage i Jylland. Jeg prøvesmagte bryllupskage, fik snakket henna, sorterede mine armbånd, som veninder og svigerinder skal låne til deres sarier og jeg hjalp til med at rydde op og gøre rent i mine forældres hus. Vi fik også diskuteret oppyntning af templet og købt pude og stof til bænken Aske og jeg skal sidde på under ceremonien.

DSC00029 DSC00031 DSC00037 DSC00053 DSC00056 DSC00061 DSC00063 DSC00076

Jeg oplever helt klart at få mest fra hånden og få en fornemmelse af at der kommer styr på tingene, når jeg er i Jylland. Samtidig er jeg træt af at være på farten, være væk fra Aske, ikke at være herre over hvad og hvornår jeg spiser og konstant at være lidt ør i hovedet af al den snak, beslutninger og sanseindtryk.

DSC00048 DSC00072 DSC00074 DSC00033

Jeg har kun lige 2 dage i København, så rejser jeg til Kolding, hvor jeg skal have syet mine saribluser, sat mit hår igen og igen til vi er tilfredse, sammensætte smykker til sarierne og købt brudesko. Jeg glæder mig til at være sammen med min bror, svigerinde og min lille niece, der bliver dejligere og dejligere for hver dag der går. Samtidig er jeg ved at tude ved tanken om endnu en bustur på 4,5 timer. Den gode nyhed er, at det danske landskab er virkelig smukt i de her dage. Kornet står gyldent på markerne og jeg brugte ret lang tid på at stene over skyernes formationer, mens jeg sad i bussen til København.

DSC00086 DSC00088 DSC00091 DSC00094

Hvis jeg kunne blive gift 2 gange

Da Aske friede til mig var der åndssvagt lang tid til at vi skulle giftes. Der var 1,5 år. Så vi tænkte naivt at vi nok skulle få styr på det hele i god tid og styre i mål uden at stresse over planlægningen.

Vi tog fejl. Eller. Aske havde jo ret, for han refererede til det, han havde tænkt på. Hvis bare vi får inviteret gæsterne, der er mad og der er øl, så kan han virkelig ikke se, hvad mere vi har brug for. Men som det sikkert er for mange par, så har jeg som brud en del flere og mere krævende forventninger til det kommende bryllup og sikkert som hos andre, er det mig, der får lov at bestemme. Jeg vil have masser af blomster, bonderomantik, gennemført oppyntning, god mad, vin, et gavebord, fine bryllupsbilleder, en bryllupskage, der tager kegler, at alle har en god aften og at vi har planlagt og uddelegeret, så vi kan slappe af på dagen.

Jo mere vi planlægger, jo klogere bliver vi på, hvor meget der skal gøres, hvor mange beslutninger, der skal tages, hvor mange mennesker, man skal koordinere med og hvor dyrt alting er. Og jeg tager mig selv i at tænke: Hvis bare jeg kunne blive gift 2 gange. En gang bare for sjov og for at teste, hvor god vores planlægning var og en gang sådan rigtig, hvor vi havde lært af alle fejltagelserne. Den første fest ville også være den, hvor vi inviterede hele verden og hvis noget gik skævt, så var det okay. Den anden fest skulle have maks 50 gæster og ville være gennemplanlagt og smuk og perfekt og romatisk og lyserød og fin og alle ville være glade og danse hele tiden.

Men jeg skal (forhåbentligt) kun giftes en gang og vi er tvunget til at få det til at fungere.

Jeg er ikke den eneste brud i Danmark, der er ved kløjes, når jeg tænker på antallet af gæster og det gør mig lidt glad. En anden tamilsk pige har skrevet et blogindlæg om at skulle giftes og have mange gæster og jeg kunne genkende mig selv i indlægget. Jeg læste det lige efter en tudetur, hvor jeg forklarede Aske, at det her bryllup er det samme som med mit udseende. Nogle gange, så ville jeg ønske jeg var høj og slank og rødhåret og havde smukke grønne øjne. Men sådan er det bare ikke vel? Jeg er ikke slank og jeg er i hvert fald ikke rødhåret. Og uanset, hvor meget jeg gerne vil, så kommer jeg aldrig til at ligne Prinsesse Fiona og derfor skal jeg holde op med at dvæle ved tanken om, hvis bare…

Skærmbillede 2015-06-12 15.21.37

Og det er det samme med det skide bryllup. Jeg slipper aldrig af med mine rødder og jeg kommer altså fra en baggrund, hvor bryllupperne er store og bliver bevidnet af så mange, som muligt frem for at være små og intime. Så jeg kan ligeså godt holde op med at ærgre mig og i stedet arbejde sammen med bagagen, jeg har fået med mig ind i verden frem for at drømme om det, jeg hellere ville have haft.

Måske er du typen, som nu vil indvende, at jeg er voksen og vel selv bestemmer. Du har helt ret. Sådan har jeg det også. Her er en af mine favoritsange med samme tema.

Når jeg går og synger: I am a grooooown woman! I can do WHATEVER I want!!! Så tilføjer Aske på sin nede-på-jorden facon: And suffer the consequences…

Og det er det, det handler om. Jeg gider ikke at holde mit lille lukkede drømmebryllup for så at skulle håndtere alt det lort, der følger med, når man ikke inviterer stort ud. Jeg har ikke noget at skamme mig over, så jeg bekender mig til den tamilske tankegang om, at alle skal komme og bevidne mig indgå ægteskab med min blege dansker. Så er dét nemlig på plads og jeg skal aldrig høre på kommentarer om, at folk ikke vidste jeg var blevet gift eller om, hvorfor mon vi blev gift i hemmelighed. Og jeg vil ikke udsætte mine forældre for at skulle forklare familie og venner, hvorfor deres datter både har fundet en hvid mand og så også lige i tillæg forklare, hvorfor vi ikke holder fest, som man plejer. Om det mon er fordi der er noget, de skammer sig over?

Jeg skammer mig ikke og jeg skal giftes én gang. Med Aske. Lad os se om ikke folk er glade og danser selvom, der er mange mennesker. Og om ikke jeg får både masser af blomster, god mad og en killer bryllupskage.

Bryllup for folket

Vi er ved at lægge sidste hånd på bryllupsinvitationerne. I morgen tidlig har vi en aftale med trykkeriet og forhåbentligt får vi hurtigt snakket pris og levering på plads, så vores gæster har invitationen i næste uge.

Lige nu sidder jeg og prøver på at finde ud af, hvor mange invitationer vi skal have printet.

Traditionelt inviterer tamiler familier og ikke individer til bryllup. Det vil sige at man inviterer hele familien og ikke bare de voksne. Jeg har aldrig været til eller hørt om et børnefrit bryllup i den tamilske verden. Og jeg overvejede kun ultrakort om det var mig, der skulle stable sådan et på benene før jeg forkastede idéen som ikke værende besværet værd.

At det er familier og ikke individer, der kommer med til bryllup er selvfølgeligt medvirkende årsag til at bryllupsfesterne er så store. Når hvert par slæber 2-4 børn med, så kommer der bare til at være mere gang i den. Problemet med at invitere familier, altså forældre+børn, er at  “børn” faktisk også tæller ugifte voksne, som man inviterer med i forældrenes invitation. Så længe man ikke er gift hører man altså under sine forældre i den tamilske verdensforståelse. Jeg er usikker på om det gælder for mænd og kvinder eller om det kun er kvinderne. Faktum er at jeg i de 8 år, jeg har boet for mig selv og været stærk og selvstændig har jeg ikke modtaget en eneste invitation til et tamilsk bryllup.

Men sådan synes jeg ikke det skal være og det er ikke sådan, jeg opfatter verden. Jeg synes det er umyndiggørende, ikke at blive inviteret personligt. I princippet kunne jeg blive 50 år og være ugift og jeg ville stadig ikke få min egen invitation, fordi jeg stod under mine forældres beskyttelse. Det synes jeg er trist. Hvis jeg er inviteret med til et bryllup vil jeg have min egen invitation. Jeg vil ses og respekteres for at være en selvstændig person og ikke bare en del af en familie.

Så jeg lander på, at hvis man ikke er hjemmeboende, så får man altså sin egen invitation.

Valentinsdag i Paris – min kusine bliver gift

I Danmark har Kirken myndighed til at foretage den officielle vielse af par samtidig med at de også forestår den religiøse/traditionelle ceremoni. Det betyder at par, der bliver gift i Kirken kun skal igennem en enkelt seance og så er de gift.

Når man er en religiøs minoritet derimod er det ikke en selvfølge, at den religiøse/traditionelle ceremoni tæller og så må man på rådhuset enten før eller efter ceremonien for at gøre det officielt.

Min kusine i Frankrig blev officielt gift på rådhuset i weekenden. Selve brylluppet er i oktober og de havde kun inviteret de nærmeste i denne omgang. Vi blev således en lille flok på 60+ mennesker.

Det nu officielle ægtepar havde valgt, at rådhusseancen skulle foregå i vestlig stil, så hun var iført hvid kjole og jeg var iført lavendelfarvet satin, som alle de andre brudepiger. Jeg har  aldrig været med til et tamilsk bryllup, hvor bruden var i ført en klassisk hvid brudekjole og heller et med voksne brudepiger. Jeg  har dog en idé om at det bliver mere og mere udbredt. Når man vokser op i Vesten er det uundgåeligt at nogle af værdierne og symbolerne smitter af og også de tamilske piger kender symbolværdien af den hvide kjole. Vi synes også den er fantastisk. Så selvfølgelig vil de fleste gerne hoppe i den, selvom det er en lånetradition.


På rådhuset. Brudeparret og deres forældre på forreste række. Brudepiger linet op langs væggen i baggrunden.

Kæmpe buket fra brudgommen til bruden.

Selfie med bruden og min tyske kusine.

 

Input overload. For mange følelser og tanker.

Jeg er tilbage fra Paris og har egentlig masser at skrive om. Jeg er bare helt overvældet af sanseindtryk, følelser og oplevelser og har brug for at finde mig selv igen.

Jeg elsker at rejse og opleve nye ting, men allermest elsker jeg min hverdag med Aske. Desværre skal jeg afsted igen i aften til Sønderborg for at komme til tandlægen i Flensborg i morgen og så tilbage til København. Weekenden er også rigtig, rigtig travl og jeg ser ikke mig selv have en hverdag før engang i næste uge og det gør mit humør dårligt. Rigtig dårligt.

Igår havde jeg en selvmedliddenhedsdag med skumfiduser, hvidvin og film i sengen. I dag har jeg brug for at komme op på hesten igen og tro på at den boblende veltilfredse følelse igen vil indfinde sig. Tro på at mine dage grundlæggende vil blive fornøjelige og jeg om nogle dage igen er glad. Lige nu er jeg bare sur, tvær, arrig, irriteret, træt af alting, opgivende, anspændt og frustreret. Jeg lægger det fra mig i dag. Én tanke og én følelse af gangen.

Jeg har billeder til jer en af de kommende dage. Af min kusine i hvid kjole på rådhuset, hendes brudepiger (inklusiv mig!), tamilsk mad og en bryllupskage, der ikke kan spises.