..men det føles, som det vigtigste og mest gruopvækkende i hele verden. Som en kamp mod ildspyende drager, der spiser mig levende, hvis jeg ikke hele tiden passer på, er let til bens og parerer angreb. Eller. I virkeligheden føles specialeprocessen, som om jeg bliver langsomt men sikkert fortæret af et mørke, så dybt og så kvælende at det ikke nytter at kæmpe imod. Hvis jeg slår ud efter det, rammer jeg ingenting, der er intet andet at kæmpe imod end fraværet af lys og luft.
Jeg hader at være voksen nogle gange.
Men det ser ud til, at det kan jeg blive nød til at være.
Så nu fortsætter jeg, mens jeg forestiller mig alt det lys og luft, der venter på den anden side. Og champagne.