Jeg har brug for at skrue ned for aftalerne for at kunne vende min energi mere indad mod mig selv, mod parforholdet og mod vores lille trekløver før lillebror, melder sin ankomst. Så jeg har skrevet et brev til min svigerfamilie, da det bl.a. er aftaler med dem, som pludselig bliver drastisk nedprioriteret og uden en forklaring kan det føles ret mærkeligt. Og længe. Skåret ind til benet, så ønsker jeg mig ro fra ca. nu og til engang efter baby er her og jeg føler mig nogenlunde, som mig selv igen. Jeg sendte brevet igår, selvom jeg var ængstelig ved det. Jeg følte mig ret dramatisk og at jeg krævede for meget, men min kære, dejlige, støttende, fantastiske Aske (hvor har jeg dog FUNDET ham henne?) var tydelig om, at jeg IKKE er for meget og at det er tydelig og assertiv kommunikation, så jeg skulle bare få det sendt. Så det gjorde jeg.
Brevet
Kære svigerfamilie.
Jeg er gået ind i tredje trimester og vi vil gerne give jer en update på, hvad der sker her.
Vi skruer ned for aftaler
Vi har tre punkter, som vi prioriterer frem til fødsel og som resultat, så takker vi nej til de fleste arrangementer og sammenkomster, vi bliver inviteret til. Det betyder ikke, at vi ”har det dårligt” eller at der ”er noget galt”. Det betyder bare, at vi har en masse andet på tapetet lige nu, som trumfer hyggekomsammener.
Punkt 1 er alt det praktiske i form af udstyr til mor og barn, aftaler med jordemor, lægebesøg, fysioterapi, ammeforberedelse, fødselsforberedelse og ordne lejlighed. Det skrider fremad og vi arbejder på at komme i mål med det sidste.
Punkt 2 er hverdagen. Aske har fuldtidsjob, Ramya er startet ny børnehave og er stadig ved at falde til (vi skal til trivselssamtale i dag), jeg studerer og skal til eksamen i februar, som afgør om jeg kan fortsætte på overbygningen og så er der opvask, tøjvask, støvsugning, indkøb, madlavning, betale regninger, skrubbe toilettet og alt det andet, som får det hele til at hænge sammen.
Punkt 3 er at skrue ned for tempoet og passe på energien og overskuddet, selvom der er drøn på. For det er der. Der er 11 weekender til min terminsdato og baby kan komme op til 3 uger før uden at være for tidligt på den.
Af de 11 weekender er der 3, hvor jeg har skole, 1 hvor vi har udlandsbesøg, 1 hvor min mor hjælper med at fylde fryseren, 1 hvor vi skal til Kolding og holde jule/fødselsdagshygge og sige farvel og vi ses på den anden side og 1 hvor en ven kommer og hjælper med lys og persienner. Dvs. vi har allerede booket 7 ud af 11 (måske færre) weekender og vi har også brug for at se hinanden i øjnene, koble af og have tid og ro til at tale om det nye barn, der er på vej, om vores parforhold, om vores lille familie og bare sidde og holde hænder og trække vejret sammen.
Så det er, derfor I ikke ser meget til os.
Fødslen
Min terminsdato er d. 19. december, men det betyder ikke, at vi skal regne med at baby kommer dér. Terminsvinduet, hvor han hverken er for tidligt eller sent på den er 29. november – 2. januar og i det vindue ligger både jul og nytårsaften.
Helligdagene: Det er svært for os at planlægge helligdagene, for vi ved jo ikke, om vi venter på fødslen eller har en lille ny til den tid.
Jul: HVIS baby ikke er kommet endnu, så vil vi gerne holde jul med Niels, Sune, Martha og pigerne, sådan som vi plejer.
HVIS baby er ankommet, så vil vi hellere blive i fjerde trimester boblen og blive hjemme, men sende Ramya afsted med Niels, så hun ikke går glip af juleaften.
Nytårsaften: Uanset om baby er her eller ej, vil vi gerne undgå at skulle være hjemme i lejligheden, fordi lyden af fyrværkeri bliver kastet frem og tilbage mellem de 2 blokke og er øresønderrivende. Vi plejer at være sammen med venner i Fredensborg, men selskabet rykker til Haslev i år og vi har ikke besluttet, hvad vi gør endnu. Hvis baby ikke er kommet, er jeg ikke sikker på, at jeg er tryg ved at være så langt fra Riget og hvis baby er kommet, så er jeg ikke sikker på, at vi er klar til at deltage i nytårsfestligheder. Men det ser vi på, når vi kommer tættere på.
Hjemmefødsel
Som udgangspunkt planlægger vi en hjemmefødsel, men det kan ændre sig – også efter fødslen er i gang. Hvis jeg f.eks. ender med at skulle sættes i gang igen, så fraråder de, at vi føder hjemme og hvis der under fødslen opstår problemer, så skal jeg overflyttes. Men Aske og jeg har stadig en masse at tale om vedrørende fødslen og hvad planen/ønskerne er, så den står og flagrer endnu…
Barselsbesøg
Vi begik den fejl, da vi fik Ramya at have for mange barselsbesøg og arrangementer alt for tidligt efter fødslen. Så denne gang vil vi gerne på forhånd melde ud, at vi ikke ved, hvornår vi er klar til besøg eller til at deltage i selskaber igen.
Min krop har brug for ro:
Jeg var ikke forberedt på, hvor medtaget min krop ville blive af at mase et lille menneske ud (der er ikke rigtig nogen, der taler om det?!) og hvor meget ro og omsorg jeg havde brug for, for at komme til kræfter igen. Jeg vidste ikke, at jeg ville bløde så længe og så meget. Jeg vidste ikke, at der ville gå uger, før livmoderen havde trukket sig sammen og mine organer fandt deres pladser igen. Jeg vidste ikke, at efterveerne ville save mig i to. At jeg ville svede, som et svin i dagene efter, mens hormonerne fandt et nyt leje. At der ville gå 4 dage før jeg min krop skulle/kunne komme af med afføring og at jeg anspændt og nervøs skulle sidde og holde mig på syningerne imens (og fik blod på hånden, for jeg jo stadig ikke var færdig med at bløde).
Denne gang er det vigtigt for mig, at kunne være mig selv i tiden efter fødslen og ikke skulle prøve at gøre mig præsentabel og sidde ret op og ned og føre civiliserede samtaler, selvom jeg har blod ned af lårene og det gør ondt at sidde på mit opsvulmede og syede mellemkød. Og hvis der er nogen, der sidder med tanken: jamen, jeg er helt ok med at du er uvasket, grim og hærget, så handler det her ikke om, hvad I er ok med, men om hvad jeg er ok med. Det er min krop og mine grænser
For resten så bøvler jeg med bækkenet igen. Det er ikke så slemt som sidst, formentligt fordi jeg er blevet bedre til at passe på mig selv, men det betyder at jeg hurtigt bliver overbelastet, hvis jeg står, går eller løfter på noget. Jeg går hos en fysioterapeut og så sørger jeg for at komme ned at ligge flere gange om dagen og især det sidste hjælper.
Amning:
Sidst kom amningen ikke i gang og vi kan se tilbage på, hvordan vi ikke var tilstrækkeligt informeret/forberedt og vi fik dårlig og mangelfuld vejledning fra sundhedspersonalet. Det er en kæmpe sorg for mig at amningen ikke blev etableret og jeg håber, at det lykkedes denne gang. En af de store faktorer i ammeetablering er masser af hud til hud kontakt og at barnet får tilbudt brystet, så tit det efterspørger det, hvilket er rigtig, rigtig tit i den første tid. Det betyder, at jeg kommer til at bruge meget tid i sengen og sofaen med lillebror iført meget lidt tøj og hvis jeg skal have gæster, vil det betyde at det er tid, hvor jeg ikke giver ham hud til hud og han ikke kan få bryst uanset, hvor meget han efterspørger det, for jeg er ikke komfortabel med at sidde halvnøgen med brysterne fremme og forsøge mig frem, mens der er tilskuere. Igen handler det ikke om, hvad andre er okay med, men om mine personlige grænser og at jeg har brug for privatliv og ro.
Hvis amningen kommer op at køre, så begynder jeg formentligt også at slappe af omkring det at hive et bryst frem foran andre, men det er ikke sikkert og jeg vil ikke udskammes for ikke at have lyst til at gøre det. Min krop, mine grænser.
Det tager 4-6 uger at etablere en amning og det er ikke til at sige, hvordan de uger bliver, så det er også en grund til at vi ikke vil have besøg i den allerførste tid.
Vi har købt et ammekursus hos Den Gode Barsel og også booket en samtale om det tidligere mislykkede ammeforløb og kommende amning. Derudover regner vi med mindst et og sikkert flere konsultationer efter baby er her. Vi har snakket med en ammejordemoder fra det offentlige og hun fortalte os at de ville forsøge, at lægge et besøg hos os efter fødslen, men at hvis der var travlt, så ville førstegangsfødende blive prioriteret over os og så måtte vi booke en tid og komme ind til dem. Vi vil gerne være garanteret et hjemmebesøg samme dag eller dagen efter, at jeg har født, så vi vælger at gå privatvejen – så ved vi også præcis, hvem vi bliver mødt af og hvad deres erfaring og kvalifikationer er og det giver tryghed.
Identitetsskifte
Det er selvfølgelig en større omvæltning, når man får sit første barn end med de efterfølgende, fordi man går fra bare at være sig selv til at være et lille menneskes primære omsorgsperson og pludselig er man mor/far med alt, hvad der følger med. Denne gang er vi allerede forældre, men det er stadig en stor begivenhed at få et barn og jeg bekymrer mig f.eks. for, hvordan Ramya kommer til at tage det. Hun kysser og krammer maven og glæder sig til at møde lillebror, men hun aner jo ikke, hvad der venter forude. Og det er vigtigt for mig, fortsat at give hende opmærksomhed, kys, kram og nærvær selvom, der er kommet en lille ny i familien. Så vi har også brug for tid og ro til at finde ud af, hvordan vi gør tingene, når vi pludselig er 4 i stedet for 3.
Spørg os, hvis der er noget, der fylder
Summa summarum, vi glæder os helt vildt til at møde baby. Han er enormt aktiv i maven og sparker hårdt og vi er spændte på, hvad han er for en lille størrelse. Vi bruger vores tid og energi på at forberede os på fødslen og tiden efter og I kommer derfor ikke til at se så meget til os. Efter fødslen går vi i hi og fokuserer på, at etablere amning og give mig ro til at finde mine ben igen, så vi ved ikke hvornår vi er klar til besøg. Men vi giver selvfølgelig besked, når vi er klar.
Hvis der er noget som helst I er nysgerrige på eller ikke forstår, så er vi aldrig mere end et opkald væk. Så ring, hvis der er noget, som fylder – der er ikke nogen, der ved, hvad der foregår i vores liv så godt, som vi gør. Men ring til Aske (medmindre det specifikt er mig, som I vil spørge om noget ) – jeg er i et lidt hektisk humør, hvor jeg prøver at balancere de mange gøremål med at komme ned at ligge og huske at trække vejret.
Kærlige hilsener Sharangka (og Aske)
Ps. Der kommer formentlig en mail om barselsbesøg/hjælp når vi når tættere på termin. Og én om julegaver. Jeg vil gerne have købt vores senest 15. november.
Hvad så nu?
Jeg sendte brevet i aftes og har allerede fået støttende svar fra nogle. Men det var egentlig ikke formålet med brevet, at de andre skulle støtte og bifalde mine behov. Det er dejligt at de gør, men der er noget andet på spil. Det handler om, at jeg har tit har behov, som jeg ikke synes “man” kan have og jeg prøver at sylte mig selv. Men det eneste jeg får ud af at afvise mig selv er et dårligt selvværd, nedtrykthed og bitterhed mod de mennesker, hvis behov jeg føler får lov at trumfe mine. Og det game er jeg færdig med. Jeg øver mig i hvert fald i at tage min plads.
Så efter jeg sendte brevet kunne jeg mærke at jeg følte mig stolt og enormt selvtilfreds. Jeg gjorde noget, jeg synes var svært og resultatet var, at jeg kunne trække vejret lidt friere og følte mig lettere.