Skip to content

Kreative mennesker

Jeg beundrer kreative mennesker. Kunstner-typerne, som lige strikker eller hækler en finurlig dims, som selv har pimpet sine møbler, som syer tøj og bamser, som kan male, som folder smukke æsker i mønstret papir eller som laver festkager. De, der bruger deres hænder til at skabe skønhed. Wuauw. Næsegrus beundring fra min side og også lidt ærefrygt.

For mig er den årlige pakkekalender til min søster en længe ventet anledning til at lege, at jeg også er en af den slags mennesker. En kreativ skabergudinde. Gaverne er sjove og udfordrende at finde på og jeg prøver hvert år at se om ikke jeg kan finde et tema for dem. Det lykkes oftest ikke, men det er også okay. Det sjovest er nemlig ikke selve gaverne, men det at gøre kalenderen til en visuel treat. Jeg hygger mig med at forestille mig de forskellige muligheder, kigge på andres indpakninger, kigge min kreative kasse igennem (jep, sådan en har jeg) og på at gå i butikker og forestille mig, hvordan jeg ville bruge de forskellige ting de har og rigtigt nyde at lade som om, jeg er en af de cool damer.

For nogle dage siden gik det dog op for mig, at jeg måske slet ikke behøver lege, at jeg er en af de kreative. Det gik op for mig, at inspirationen ikke bare kommer dryssende ind i de kreatives hoveder, når de sover, men at de læser bøger, blogs og manualer for at se hvad andre har lavet og at de faktisk som alle andre mennesker starter med nemme projekter, lærer sig teknikkerne, begår fejl og tager erfaringen med sig. Det er åndssvagt, men hold op hvor blev jeg lettet og glad. Så kan jeg jo også være med!

Jeg er virkelig god i et køkken, men det er jo fordi jeg har brugt år på at lære det. Jeg har stenet madlavningsprogrammer, læst i opskriftbøger, kigget på mad-blogs og magasiner og jeg har prøvet virkelig mange opskrifter af. Jeg har brændt ting på, skåret mig i fingeren med kartoffelskrælleren, spildt på mig selv og på gulvet, banket hovedet ind i åbne skabslåger, lukket skuffen på mine fingre, fået hed olie på armen (har ar efter det), brændt hånden på varmelegemet i ovnen, på bagepladen, på grydelåg, på ovnfadet, på kedlen, på metalredskaber… Der har dog ikke været ild i mig. Endnu. 7-9-13. Men pointen er, at det var en del af processen og at jeg ved ret meget om, hvordan man gør i køkkenet og endnu mere om hvordan man ikke gør i et køkken.

Nu skal jeg bare gentage processen i håndarbejdsverdenen. Ingen grund til at tro, at de andre som fem-årige var kunstneriske genier. De er mennesker som mig og har bare brugt tid på at lære dét, som de nu kan bedst, mens jeg bagte kage, fik dej i håret og spiste resultatet i sengen, mens jeg krummede på Askes side.

 

Be First to Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *