Det har ikke været en del af min uddannelse at lære om sociologi eller at lære at interviewe mennesker. Jeg har lært en masse om miljø, klima, natur, økosystemer, kemi, statistik og økonomi. Men jeg har virkelig ikke lyst til at bruge mit arbejdsliv på at sidde foran en computer og lave udregninger eller at køre prøver i laboratoriet, som de kundskaber lægger op til.
Jeg vil tættere på menneskene, tættere på der, hvor livet foregår. Så i stedet for at gå den sikre vej med specialet og skrive om træer, nationalparker eller heder har jeg valgt at skrive om hvorfor mennesker gør som de gør. Og for at finde ud af det, interviewer jeg dem.
Jeg var ude at interviewe i går aftes og jeg følte mig så godt tilpas selvom jeg havde ondt i hovedet og var træt ud over alle grænser. Jeg kunne virkelig godt lide den person, der stod i januarkulden og ventede på bussen med optageudstyr i tasken og spørgeteknik på hjernen. Jeg kunne lide personen, der trådte ind i endnu et fremmed hjem for at lære om deres liv. Jeg kunne lide følelsen da jeg gik derfra med endnu et lydspor til samlingen. Og jeg er taknemmelig for muligheden for at komme tættere på de mennesker jeg besøger og for at lære en flig af deres virkelighed at kende.
Specialet var den sidste mulighed for at lære interviewkunsten at kende og få papir på det og God er jeg glad for at jeg greb den mulighed. Det er risky business, fordi det er første gang jeg prøver det og der er stor risiko for, at jeg laver dumme begynderfejl, men jeg siger til mig selv, at det er det værd. Det vigtige er ikke, hvilken karakter jeg får. Det vigtige er, at jeg lærer at interviewe og analysere samtalerne.