Jeg vil gerne være god til tamilsk

Forskning viser, at det første sprog vi lærer er det sprog, som vores følelser er knyttet op på – det er i hvert fald det, jeg har hørt. Mit første sprog er tamilsk og tamilsk er for mig utroligt smukt og udtryksfuldt. Til gengæld er jeg bedst til dansk og jeg kan overhovedet ikke tale tamilsk på samme niveau, som jeg kan tale dansk. Og det er et problem. For med haltende sprogkundskaber følger haltende relationer.

Afgrunden mellem mennesker
Mit tamilske rækker til hverdagsbrug og jeg kan fint konversere om den del af livet, der handler om konkrete hverdagsscenarier. Jeg kan f.eks. sige at far er i haven og klippe græs. Eller at maden i køleskabet var mugnet, så jeg smed den ud. Eller at jeg tager på arbejde direkte efter skole, så jeg er først hjemme sent mm.

Men jeg kan ikke diskutere idéer og filosofier på tamilsk. Hvordan siger man f.eks. feminist, kønsroller og samfundsstruktur? Hvordan siger man psykologiske behov, succeskriterier, fællesskab eller rollemodel?

Og jeg ved ikke, hvordan man taler om følelser på tamilsk. Det er ikke noget, vi har gjort os i i min familie. Hvordan siger man behov, grænser, frustreret eller angst?

Når der er grænser for mit sprog, er der også grænser for, hvad jeg kan tale med mine forældre (og andre tamilere) om. For ligesom mit tamilske har begrænsninger, er der også begrænsninger for, hvor meget dansk mine forældre kan. Og så ender vi med at sidde dér overfor hinanden med så meget at dele, men i stedet for at række ud mod hinanden, er der en afgrund af stilhed mellem os, som kun kan krydses med ord ingen af os kender. Så vi holder os til samtaler om mad, tøj og ting og får ikke snakket om det, der virkelig betyder noget for hver især.

Selvfølgelig kræver det mere end at man kender ordene, før man tager en dyb eller svær samtale. Men hvis ikke man har ordene til rådighed, så er det ikke længere et valg om man vil tale om et givent emne eller ej. Det er bare ikke en mulighed.

Snappy comebacks
Udover at jeg gerne ville kunne have mere nuancerede og vigtige samtaler på tamilsk vil jeg også gerne være lidt hurtigere med at komme med svar på tiltale. Jeg har tabt min andel af diskussioner alene fordi jeg ikke kunne sige på tamilsk, hvad jeg tænkte på dansk. Og så grinte de af mig, som stod der med røde kinder og var arrig, fordi de udemærket vidste at det var det, der foregik. Det huede mig ikke.

Ramya og tamilsk
Netop på grund af mine egne oplevelser med at virke lidt dummere og blive ensom af ikke at kunne tamilsk, vil jeg gerne have, at Ramya lærer tamilsk. Jeg vil gerne have, at hun kan kommunikere med sin ammama og ammappa og familiemedlemmer i andre lande. Genetisk er hun 50 % Sri Lanka tamiler og jeg føler, at jeg skylder hende at lære hende så meget tamilsk (sprog og kultur) at hun har mulighed for at blive en integreret del af det tamilske fællesskab – hvis hun vil.

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal gribe det an dog. Det føles ikke naturligt pludseligt kun at ville tale tamilsk med hende.

Jeg ved dog, at jeg gerne vil forbedre mit tamilske og mon ikke jeg kan finde en løsning, hvor der skabes lidt synergi og det smitter af på hende også…

Og nu vi er ved at tale om at tale flere sprog: tjek lige de her to ud, de er simpelthen så seje!

Aske edit: Aske siger, at det lyder som om, at mig og min mor aldrig har nogen dybere samtaler, hvilket jo ikke passer. Det har han ret i. Men grunden til at vi kan have det, er at hun er min mor. Hun tager sig tid til at lytte og forstå og så taler vi sammen på et miks-maks af dansk og tamilsk og det går. Men der er masser af samtaler med hende, hvor jeg giver op på forhånd eller giver op midt i det hele og siger, at det er ligemeget. For jeg mangler ord. Og så er der alle de mennesker, som ikke er min mor og som ikke lytter tålmodigt og virkelig prøver at forstå mig.

Integration af tamileren og danskeren

Da jeg for år tilbage startede hos min psykoterapeut, brugte han rigtig meget tid på at tale om grøntsager. Han holdt flere gange en tale om, hvordan agurker ikke prøver at være pastinakker og rødbeder ikke prøver på at være hvidkål. Det var ikke de grøntsager han nævnte, men uanset hvilke grøntsager, det så var, så fattede jeg altså ikke en brik af, hvad det var, han prøvede at sige til mig. Jeg forstod det ikke.

Tamileren
På det tidspunkt var et af mine hovedtemaer, at jeg var frustreret over, at være den jeg er. Jeg slog mig selv i hovedet med at jeg var forkert og var dybt optaget af, at der ikke var sammenhæng mellem den indre Sharangka, som jeg kendte og den ydre Sharangka, som jeg viste andre. Jeg skammede mig så dybt over, at min indre verden var så anderledes end det, som jeg var blevet opdraget til og jeg brugte vildt meget energi på at ønske mig, at jeg kunne lave om på mig selv, så jeg blev som mine forældre/storfamilien gerne ville have mig.

Min familie så kun den tamilske side af mig og jeg var omhyggelig med at ikke at sige eller gøre noget, som jeg kunne få problemer for. I praksis betød det at jeg var meget reserveret. Min familie kendte mig kun som stille, rolig og introvert og altid med næsen i en bog. Og jeg opførte mig mere eller mindre på samme måde i gymnasiet, hvilket betød at jeg ikke fik nogen tætte venner. Jeg var ikke med i byen eller til privatfester og jeg lod ikke nogen se mig. Jeg lavede mine lektier, jeg arbejdede og jeg var sammen med min familie. That’s it.

Jeg var virkelig ulykkelig for det var ikke sådan jeg havde lyst til at mit liv skulle være, men med de ressoucer, som teenage-Sharangka havde til rådighed, så var det sådan, som livet kunne være lige dér.

Danskeren
Da jeg flyttede hjemmefra skulle jeg for første gang i mit liv ikke stå til regnskab for hvem, jeg var sammen med og hvornår. Jeg gik til fester, jeg fik venner og jeg begynde at folde mig ud. Jeg fik smag for det frie liv, hvor jeg følte, der var større overensstemmelse mellem mit indre og ydre jeg. Jeg kunne være mit levende, ekstroverte jeg, som elsker mennesker, elsker fester, elsker at danse, elsker at grine og som er hjemme for at sove, men ellers flintrer rundt og er på jagt efter sit næste eventyr.

På sin vis, var den del af mit liv fint nok. Den del af mig, jeg viste var mere mig end når jeg var sammen med min familie. Men der manglede stadig noget. Nu lagde jeg låg på hele den tamilske del af mig. Jeg talte aldrig tamilsk i det offentlige rum, jeg talte ikke om min baggrund og jeg gik hverken i tamilsk tøj eller smykker, for jeg havde virkelig brug for at kunne være mig uden at andre tamilere holdt øje med mig. Det fungerede fint for en tid og jeg savnede nærmest ikke det tamilske i mig for alt, der betød noget var min frihed. Men det fungerer mindre og mindre for mig at være så lidt in touch med tamileren.

Integration
Det her indlæg relaterer sig til det indlæg, jeg skrev om, hvorvidt jeg er dansker eller tamiler. Jeg holder stadig fast i, at jeg er både og.

Da jeg gjorde mit og Askes forhold officielt startede jeg på en rejse, hvor de to sider af mig blev integreret. Jeg kunne ikke længere holde min indre tamiler og dansker adskilt. Og det er en rejse, som jeg på en måde først lige er begyndt på.

Efter jeg er startet på psykoterapeutuddannelsen er det blevet meget mere tydeligt for mig, hvor meget jeg savner den tamilske side af mig. Nu hvor min personlige frihed mere eller mindre, er noget som jeg tager som en selvfølge, kan jeg mærke savnet. Jeg savner sproget, jeg savner maden, jeg savner musikken, jeg savner tøjet, jeg savner min familie og jeg savner at have tamilske venner. Selvom mit stærkeste sprog er dansk, er mit første sprog tamilsk og mit hjerte taler tamilsk.

Så jeg kommer til at forsøge mig frem og prøve at flette de to sider af mig sammen. Være mere dansker sammen med tamilerne og være mere tamiler sammen med danskerne. Jeg vil forsøge at være mere mig for jeg er god nok, som jeg er.

Jeg er egentlig kommet ret langt siden grøntsagsforedraget.

Jeg sadler om

Jeg har kun været til 2 moduler i SEOP, men det har allerede sat så mange tanker og følelser i gang hos mig, at jeg føler mig nødsaget til at handle på det.

Min livsdrøm og passion
Jeg har længe drømt om “en dag” at kunne leve af at skrive bøger, holde foredrag og tilbyde workshops og kurser. “En dag” er desværre for fluffy og bliver aldrig en realitet, hvis ikke jeg arbejder på det, jeg brænder for, selvom det er vildt svært og jeg er lidt (meget) bange i processen. Så jeg har indset at det er nu, det er nu. Jeg sadler om.

Jeg har droppet alle forestillinger om at arbejde med miljø, bæredygtighed og klima. Jeg vil være med til at sikre, at børn og unge med anden etnisk baggrund føler, at der er plads til dem i verden og at de kan få det liv, som gør de gerne vil have. Det vil jeg gøre ved at holde foredrag om mine egne erfaringer, afholde workshops og kurser for pædagoger, lærere, socialrådgivere mm. som arbejder med etnisk unge, skrive bøger, blogge og med tiden tilbyde psykoterapi.

Den kommende tid
Der venter mig en masse arbejde nu, hvor jeg skal genopfinde og etablere mig selv, men det bliver godt. Rigtig, rigtig godt! Jeg har en masse løse to-do’s og en milliard idéer og tanker, som jeg skal bruge noget tid på at hitte rede i. Men toget kører nu… I love it.

Familiekultur

Jeg syntes, det var svært at være barn. Jeg følte mig udenfor i skolen: min familie holdt ikke jul og påske og det var ikke altid, vi var klædt ud til fastelavn. Når vi holdt fødselsdag, var det på en helt anden måde end mine klassekammerater. Samtidig fejrede min familie ikke de tamilske helligdage. Mine forældre ville ikke bede om at få fri, for man ved jo aldrig, hvornår man bliver fyret.

Jeg tror ikke, at de fik gjort sig det bevidst, at hvis ikke de prioriterede at fejre de tamilske helligdage med os, jamen så ville vi ikke få kendskab til den del af vores kulturarv eller kunne mærke, at helligdagene var vigtige.

Kulturelt hjemløs
Jeg følte mig i mange år kulturelt hjemløs, hvor jeg hverken følte mig som en del af det danske eller det tamilske kulturfællesskab. Det var noget, der gjorde mig rigtig usikker og ked af det. Jeg havde brug for at høre til.

Derfor er det vigtigt for mig, at give Ramya en oplevelse af, at vi er en familie med traditioner og give hende en stærk oplevelse af at høre til. Jeg vil gerne give hende en lysere og tryggere barndom end jeg selv havde.

Forældre som kulturbærere
Forældrene er kulturbærere i familien. Forældrene er de voksne og dermed dem, der har ansvaret for familiens trivsel. Forældre sætter bl.a. tonen for hvordan man taler til hinanden eller behandler hinanden. Det er forældrenes ansvar at opbygge en sund familiekultur, hvor børn føler sig trygge, set og hørt. Og en del af den tryghed kommer af at man har traditioner. Traditioner er noget vi gør sammen og noget, som vi har tilfælles. Traditioner er altså med til at give os følelsen af at tilhøre et fællesskab.

Den bevidste familiekultur
Jeg arbejder meget bevidst med at opbygge vores familiekultur. Jeg og Ramya er så heldige, at Askes familie faktisk allerede har nogle veletablerede familietraditioner, som vi er blevet en del af . Hvert år er der julebanko med spiselige gevinster, gløgg og æbleskiver og hvert år er der påskefrokost, hvor vi maler og triller æg.

Men de to traditioner skal ikke stå alene. I år indfører vi en familiekalender* til jul og vi skal bage småkager af flere omgange. Og så er der fødselsdage, ferier, nytårsaften, kulturnatten, sommerhusture med vennerne, alenedage med mor eller far, tamilertirsdage*, lørdagsbrunch, date nights og meget, meget mere.

Man bliver aldrig færdig
Familiekultur er ikke noget, som man bare lige sætter sig ned og får styr på en gang for alle. Som så meget andet i livet, så er familiekulturen noget, der udvikler sig og tilpasser sig i takt med at vores tilværelse ændrer sig. Børn bliver ældre, man skifter adresse eller får nyt arbejde, nye idéer dukker op og man opdager, at noget man plejede at syntes var sjovt, bare ikke fungerer mere. Og det er helt okay. Jeg øver mig i ikke at klamre mig til et bestemt billede af, hvem vi som familie skal være og bare eksperimentere mig igennem lidt forskelligt og se, hvad vi kan lide.

Hvad har I af familietraditioner? Hvad er det, der gør jeres familie til et trygt fællesskab? Del gerne jeres guldkorn!

*Mere om det en anden dag!

Babys navn

Vi syntes det var svært at blive enige om et navn.

Det skulle være tamilsk, men Aske insisterede på at han skulle kunne udtale det “rigtigt” og det måtte ikke være for langt. Det udelukkede en lang række navne, jeg kunne lide.

Vi endte med Ramya – det udtales som Ronja, bare med “am” i stedet for “on”. Jeg synes det er svært at gå fra at kalde hende baby og Chellam (skat) til Ramya, men det hjælper at andre kalder hende det.

Kulturel appropriation – Karneval Del 3 af 3

DSC_0047

A hvafanoget? Kulturel appropriation. Jeg har lært udtrykket for nyligt i YouTubes kommentarspor… af alle steder. Det kom op fordi at der var nogle vesterlændinge, der havde filmet musikvideoer i Indien og det var der nogle indere, der havde det stramt med. Jeg kan ikke huske om det var den her:

eller den her:

Men i hvert fald var der nogle som synes det var respektløst, at udenforstående kom og gjorde som om de var indere, når de nu tydeligvis ikke var det. De synes, at de havde eneret på “den indiske kultur” og påberåbte sig, at det var kulturel appropriation. Det anede jeg ikke hvad var, så jeg slog det op.

Kulturel appropriation er når en majoritetsgruppe tyvhugger noget kultur fra en minoritetsgruppe, som står tilbage med følelsen af at være blevet frarøvet noget unikt identitetsmæssigt og at det, som er blevet taget fra dem bliver vandaliseret af bavianer, der ikke forstår den symbolik og værdi, som det nu har for dem, der oprindeligt havde det.

Bvaargh det var en ordentlig og abstrakt mundfuld og ordlyden er ikke just, som det bliver defineret i ordbogen, men det er sådan jeg forstod det i hvert fald.

Grunden til at jeg tager det op  er at jeg var klædt ud som kineser og Aske var klædt ud som ja… muslim(?) til karnevallet i Aalborg. Det fede ved Aske var at han aldrig havde hørt om kulturel appropriation og alligevel var ret beklemt ved at købe en sort “kjole” i indvandrebutikken og det endda dameversionen, fordi at den var billigst. Han havde det dårligt med at købe tøj i en butik, som solgte tøjet “seriøst” og så bruge det “for sjov”. Det er jo ikke sådan at han synes, at tøjet eller kulturen er komisk eller latterlig.

Min egen kineser lignede åbenbart mere en vietnameser ifølge en som bor i Kina til dagligt. Men som vi diskuterede kunne det sagtens tænkes at en vietnameser overhovedet ikke kunne se ligheden med vietnamesere heller.

Jeg har tænkt mange tanker om emnet og I får dem nok leveret drysset tilfældigt ud over de kommende måneder. Men ja – det var vidst alt der var at sige om Aalborg Karneval 2016.

Bryllup for folket

Vi er ved at lægge sidste hånd på bryllupsinvitationerne. I morgen tidlig har vi en aftale med trykkeriet og forhåbentligt får vi hurtigt snakket pris og levering på plads, så vores gæster har invitationen i næste uge.

Lige nu sidder jeg og prøver på at finde ud af, hvor mange invitationer vi skal have printet.

Traditionelt inviterer tamiler familier og ikke individer til bryllup. Det vil sige at man inviterer hele familien og ikke bare de voksne. Jeg har aldrig været til eller hørt om et børnefrit bryllup i den tamilske verden. Og jeg overvejede kun ultrakort om det var mig, der skulle stable sådan et på benene før jeg forkastede idéen som ikke værende besværet værd.

At det er familier og ikke individer, der kommer med til bryllup er selvfølgeligt medvirkende årsag til at bryllupsfesterne er så store. Når hvert par slæber 2-4 børn med, så kommer der bare til at være mere gang i den. Problemet med at invitere familier, altså forældre+børn, er at  “børn” faktisk også tæller ugifte voksne, som man inviterer med i forældrenes invitation. Så længe man ikke er gift hører man altså under sine forældre i den tamilske verdensforståelse. Jeg er usikker på om det gælder for mænd og kvinder eller om det kun er kvinderne. Faktum er at jeg i de 8 år, jeg har boet for mig selv og været stærk og selvstændig har jeg ikke modtaget en eneste invitation til et tamilsk bryllup.

Men sådan synes jeg ikke det skal være og det er ikke sådan, jeg opfatter verden. Jeg synes det er umyndiggørende, ikke at blive inviteret personligt. I princippet kunne jeg blive 50 år og være ugift og jeg ville stadig ikke få min egen invitation, fordi jeg stod under mine forældres beskyttelse. Det synes jeg er trist. Hvis jeg er inviteret med til et bryllup vil jeg have min egen invitation. Jeg vil ses og respekteres for at være en selvstændig person og ikke bare en del af en familie.

Så jeg lander på, at hvis man ikke er hjemmeboende, så får man altså sin egen invitation.