Jeg vil gerne være god til tamilsk

Jeg vil gerne være god til tamilsk

Forskning viser, at det første sprog vi lærer er det sprog, som vores følelser er knyttet op på – det er i hvert fald det, jeg har hørt. Mit første sprog er tamilsk og tamilsk er for mig utroligt smukt og udtryksfuldt. Til gengæld er jeg bedst til dansk og jeg kan overhovedet ikke tale tamilsk på samme niveau, som jeg kan tale dansk. Og det er et problem. For med haltende sprogkundskaber følger haltende relationer.

Afgrunden mellem mennesker
Mit tamilske rækker til hverdagsbrug og jeg kan fint konversere om den del af livet, der handler om konkrete hverdagsscenarier. Jeg kan f.eks. sige at far er i haven og klippe græs. Eller at maden i køleskabet var mugnet, så jeg smed den ud. Eller at jeg tager på arbejde direkte efter skole, så jeg er først hjemme sent mm.

Men jeg kan ikke diskutere idéer og filosofier på tamilsk. Hvordan siger man f.eks. feminist, kønsroller og samfundsstruktur? Hvordan siger man psykologiske behov, succeskriterier, fællesskab eller rollemodel?

Og jeg ved ikke, hvordan man taler om følelser på tamilsk. Det er ikke noget, vi har gjort os i i min familie. Hvordan siger man behov, grænser, frustreret eller angst?

Når der er grænser for mit sprog, er der også grænser for, hvad jeg kan tale med mine forældre (og andre tamilere) om. For ligesom mit tamilske har begrænsninger, er der også begrænsninger for, hvor meget dansk mine forældre kan. Og så ender vi med at sidde dér overfor hinanden med så meget at dele, men i stedet for at række ud mod hinanden, er der en afgrund af stilhed mellem os, som kun kan krydses med ord ingen af os kender. Så vi holder os til samtaler om mad, tøj og ting og får ikke snakket om det, der virkelig betyder noget for hver især.

Selvfølgelig kræver det mere end at man kender ordene, før man tager en dyb eller svær samtale. Men hvis ikke man har ordene til rådighed, så er det ikke længere et valg om man vil tale om et givent emne eller ej. Det er bare ikke en mulighed.

Snappy comebacks
Udover at jeg gerne ville kunne have mere nuancerede og vigtige samtaler på tamilsk vil jeg også gerne være lidt hurtigere med at komme med svar på tiltale. Jeg har tabt min andel af diskussioner alene fordi jeg ikke kunne sige på tamilsk, hvad jeg tænkte på dansk. Og så grinte de af mig, som stod der med røde kinder og var arrig, fordi de udemærket vidste at det var det, der foregik. Det huede mig ikke.

Ramya og tamilsk
Netop på grund af mine egne oplevelser med at virke lidt dummere og blive ensom af ikke at kunne tamilsk, vil jeg gerne have, at Ramya lærer tamilsk. Jeg vil gerne have, at hun kan kommunikere med sin ammama og ammappa og familiemedlemmer i andre lande. Genetisk er hun 50 % Sri Lanka tamiler og jeg føler, at jeg skylder hende at lære hende så meget tamilsk (sprog og kultur) at hun har mulighed for at blive en integreret del af det tamilske fællesskab – hvis hun vil.

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal gribe det an dog. Det føles ikke naturligt pludseligt kun at ville tale tamilsk med hende.

Jeg ved dog, at jeg gerne vil forbedre mit tamilske og mon ikke jeg kan finde en løsning, hvor der skabes lidt synergi og det smitter af på hende også…

Og nu vi er ved at tale om at tale flere sprog: tjek lige de her to ud, de er simpelthen så seje!

Aske edit: Aske siger, at det lyder som om, at mig og min mor aldrig har nogen dybere samtaler, hvilket jo ikke passer. Det har han ret i. Men grunden til at vi kan have det, er at hun er min mor. Hun tager sig tid til at lytte og forstå og så taler vi sammen på et miks-maks af dansk og tamilsk og det går. Men der er masser af samtaler med hende, hvor jeg giver op på forhånd eller giver op midt i det hele og siger, at det er ligemeget. For jeg mangler ord. Og så er der alle de mennesker, som ikke er min mor og som ikke lytter tålmodigt og virkelig prøver at forstå mig.

No Comments

Post a Comment