Skip to content

Om at sætte glasset ned

Aske har prøvet på at lære mig det følgende i evigheder og først nu fatter jeg det.

Jeg bliver tit lidt presset. Nervøs. Hærget. Træt. Og derfor fortæller han mig mere end en gang den her historie om, hvordan at man kan stå med et glas i strakt arm i meget lang tid, men selv hvis det var tomt, skulle man sætte det ned en gang i mellem, for ens arm er levende og bliver træt. Det er det samme med bekymringer. Uanset hvor små de er, så vejer de for meget, hvis man ikke slipper dem en gang i mellem.

Det lyder jo meget godt. Men hvad betyder det egentlig? Hvordan gør man det?

Jeg fandt en ultra-lavpraktisk og fantastisk effektiv løsning i går. Er I klar? Bom, bom, bom, bom, bom tada tisch: Excel-aaaark!

Skærmbillede 2014-09-23 21.51.57

Jep. Jeg lavede et ugeskema i Excel hvor jeg plottede studietid, træning og aftaler ind for at få et overblik over ting jeg skal og hvor meget tid jeg rent faktisk har til rådighed. Resultatet var at jeg har 3 dage om ugen til statistik og 3 dage om ugen til min pointopgave og 1 dag hvor jeg ordner praktiske ting med Aske. Det betyder reelt, at jeg ikke har nogen fridage, kun fri aftner, hvilket umiddelbart lyder hårdt. Det er det også. Men det er også en lettelse med det skema. Jeg ved nu, at jeg kan bruge 3 dage på hvert kursus og at jeg når hvad jeg når på den tid. Så længe jeg overholder den plan, så går det som det gør og det er ok.

Endvidere har jeg fundet ud af, at jeg kan låne et skab på fakultetsbiblioteket og derfor kunne jeg låse mine statistik papirer inde før jeg tog hjem i dag. Og jeg mærkede, at da jeg fysisk låste dem væk og cyklede hjem efterlod jeg mig også bekymringerne omkring det og følte mig så let, så let. Så lige nu er jeg bare glad. Glad og let. Det er rart.

Så lærte også jeg at sætte glasset ned:)

Leave a Reply

Your email address will not be published.