Endnu en gang oplever jeg, at jeg er fuldkommen drænet for energi efter at have været sammen med familien. Jeg har efterhånden udviklet den tommelfingerregel eller forståelse om man vil, at hvis jeg er sammen med familien i x antal dage, så har jeg brug for tilsvarende x antal dage efterfølgende, hvor jeg har ro og finder mig selv igen. Hvorfor? Måske fordi jeg er særligt sensitiv og fordi alle former for negative følelser, egne som andres, giver mig en mavepuster. Ikke altid, men oftest. Det er som om, at jeg ikke har et følelsesfilter, så andres vrede, frustration, sorg, bitterhed, had eller bare træthed føles som mine egne følelser og det er udmattende. Jeg ser når folk har spændte skuldre, når der er en lille rynke mellem øjenbrynene eller hvis deres øjne hele tiden bliver fjerne. Jeg hører, hvis de taler hurtigere eller langsommere end de plejer eller hvis tonefaldet lige er lidt skarpt. Jeg mærker stemningen i et rum, så snart jeg træder ind i det og jeg bliver meget utryg, nervøs og anspændt, hvis jeg ikke kan sætte fingeren på, hvorfor jeg pludselig har det dårligt og hvor følelsen kommer fra.
På et tidspunkt fortalte jeg, som så mange gange før, en bekendt om en person, som jeg havde det svært med. Jeg følte mig 90 % af tiden meget anspændt og nervøs i hans selskab og jeg vidste ikke hvorfor. Jeg fik det bare ubehageligt, når han var i nærheden. Personen jeg taler med siger så: Er du sikker på, at det ikke er hans følelser, du mærker, altså at anspændtheden ikke kommer fra ham? I det øjeblik var der bare så meget, der faldt på plads. Selvfølgelig var det den andens anspændthed og stress jeg mærkede, jeg var på det tidspunkt bare ikke bevidst om, at følelserne kom udenfor mig af.
På samme måde, spurgte jeg et gruppemedlem, om hun ikke lagde mærke til hvordan et andet gruppemedlem opførte sig mærkeligt og bragte dårlig stemning med ind i gruppen. Hun svarede: Jo. Men det er ikke mit problem, så må han sige noget. Det var øjenåbner nummer to. Bare fordi jeg mærker, at der foregår noget hos andre, skal jeg ikke nødvendigvis forholde mig til det. Folk er voksne og må lære selv at sige højt, når de har lyst til at tale om noget. Og som Aske så fint fortalte mig: andre har jo heller ikke lyst til at få deres følelsesliv dissekeret hver gang de møder mig, fordi jeg kan mærke, at der er noget.
Jeg slog op, hvad det vil sige at være særligt sensitiv. Jeg vil nemlig undgå bare at adoptere en betegnelse og så lade betegnelsen undskylde og forklare, hvorfor jeg er som jeg er. Jeg vil gerne tage ansvar for mine egne reaktioner og mit liv og min måde at gøre det på er hele tiden at læse mere om psyke og selvudvikling, at i talesætte mine nye oplevelser og erkendelser og lære mig selv, hvad jeg kan ændre på og hvad jeg skal lære at leve med. At føle så meget som jeg gør, er noget jeg og min omgangskreds skal lære at leve med.
I morgen følger et lidt mere teoretisk indlæg om, hvad særligt sensitive mennesker egentlig er for en størrelse.
Nu skal jeg ned og hente bagels med Aske og spise dem i sengen, mens vi ser det afsnit af versus (DR1), hvor Aske har været med.