Aske og jeg er kalenderryttere. Vi planlægger relativt detaljeret, hvornår vi skal ses og hvad vi skal lave. En gang i mellem synes selv vi, at det kan blive lidt for tungt hele tiden at skulle skrive hinanden ind i kalenderen. Romantiske dates, praktiske dates, hverdagsdates og bryllupsplanlægningsdates. Meeeen der er altså en god grund til at vi er så hys med kalenderen.
Kender I historien om professoren, der stillede en glaskrukke med store sten foran sine studerende og spurgte om den var fuld? De studerende svarede: ja! så professoren tog en krukke med mindre sten frem og hældte dem ned i hullerne mellem de store sten. Er det fuldt nu, spurgte han så. Ja! svarede de studerende. Professoren tog så en krukke med sand frem og hældte sandet ned i mellemrummene mellem de store og små sten. Er glasset fuldt nu? spurgte han. Ja! svarede de studerende efter at have kigget på hinanden. Nu kunne der da ikke være mere. Professoren tog så en kande med vand og hældte ned til sten og sand. Nu er den fuld sagde han.*
Moralen med historien er, at de ting, der er vigtige for os er som de store sten. Ved at sørge for først at gøre plads til de store sten sikrer man sig at de overhovedet kommer med i krukken. Hvis man var startet med vandet, sandet eller de små sten, så var der set ikke plads til det større/vigtigere. Og det prøver vi at huske at efterleve ved at prioritere kæreste-tid ind i kalenderen, så det ikke er noget vi først prøver at passe ind, når arbejde, studie, venner, familie, sjov og spas, træning osv. er overstået. Det gjorde vi i en periode og ærligt talt: det blev ikke til særlig meget kvali-tid.
Aske og jeg skal giftes. Vores forhold skal holde mange, lange år endnu. Det er værd at prioritere og holde levende. Det er værd at behandle som en giga-sten i krukken, som der bare skal være plads til.
* Mener at den lille historie er fra 7 gode vaner af Stephen Covey, men det kan også bare være en lille historie fra time management verdenen, som ikke rigtig stammer noget sted fra.