Eksamen er overstået og mit gennemsnit gik fra at være 10,0 om morgenen til 9,3 efter eksamen. Det var en ubehagelig følelse og jeg var både sur og ked af det i nogle timer efter.
Jeg startede på kandidaten efter nogle års pause fra studierne. Jeg havde brug for at finde ud af hvad jeg ville og da jeg endelig startede var jeg parat til at give den en skalle. Jeg havde den her naive, naive forestilling om, at jeg skulle gå efter 12 i alle kurserne og at det ville være muligt. Jeg fik 12 i mit første kursus og jeg var ekstatisk. Så fik jeg 10 i det næste og blev svært skuffet. Så fik jeg 12 og flere 10-taller og faktisk også et 4-tal. Og nu: et flot 7-tal.
Rationelt ved jeg godt, at top karakterer ikke betyder alverden. Men det er først efter at jeg har fået de lidt haltende karakterer, at jeg virkelig har været i stand til at fokusere på alt det i mit liv, der ikke er karakterer og akademiske præstationer. Forsøge at udvide min identitetsforståelse fra at være hende den dygtige, flittige og skarpe pige til at være hende med de mange facetter. Det er jeg ligesom tvunget til eftersom jeg tydeligvis ikke er frøken 12-tal. Og det er rart.
Ja, jeg var sur i onsdag og også lidt i går, men så gik livet videre og jeg fandt mig selv i køkkenet med fingrene i bolledejen, mel på tøjet og en inderlig tilfredshed over, at selvom jeg ikke er hende med 12-tallerne, så er jeg i hvert fald hende, der altid har gang i et eller andet mad-projekt. Jeg er hende, der får madklubs-gæster i aften, hende, der har bagt koldhævede burgerboller og hende, der laver falafelbøfferne fra bunden. Hende mad-passionisten kan jeg godt lide. Og jeg kan egentlig også bedre lide hende, som er afslappet omkring sine karakterer end hende, der bliver ked af det, når hun ikke får 12. Og det var jo “et flot 7-tal” jeg fik. Hvad det så end skal betyde…
Livet går videre, jeg skal til massage og så ud og høre svigermor spille i Jyllinge før falalflerne skal steges og lejligheden fyldes med mennesker. Det er sgu okay at være mig.