Ramya er nu 3,5 år gammel og der er sket det mærkværdige at både Aske og jeg har lyst til en 2er. Vi havde ellers svoret, at vi aldrig nogensinde skulle igennem det cirkus, det er at få et barn og havde på en eller anden måde lullet os ind i en fælles forståelse om, at hun var enebarn og sådan var det så. Men her står vi så. Jeg er skruk og han er skruk og vi kigger på billeder af Ramya, som baby og vi smiler og klemmer hinandens hænder, for ih hvor kunne det være dejligt at have en baby igen.
Der er nogle praktiske ting, som der skal falde på plads før vi går i gang og jeg er både meget spændt på den gode måde, men også meget, meget bekymret. Vi har en masse samtaler, som vi skal have taget omkring fødslen og vores forløb sidst. Det var en voldsom og traumatiserende oplevelse for mig at være gravid med Ramya, føde på Riget og bagefter stå alene med min sårbarhed og usikkerhed. Som de fleste af jer ved, endte det med, at vi flyttede til Sønderborg i næsten et år for at komme ovenpå igen.
Lige nu er jeg ved at undersøge og kortlægge, hvad det egentlig er vi skal have styr på inden vi tør kaste os ud i projekt lillesøskende til Ramya. Hvilke tilbud findes der og hvor kan vi få hjælp til at få vores oplevelser bearbejdet?
Jeg skriver dette indlæg lige nu og lægger det op som et privat indlæg, kun jeg kan se, fordi lige nu er det en hemmelighed at vi skal have flere børn. Hvis sådan noget da nogensinde er en hemmelighed.
Aske er lige startet i nyt job og det er fantastisk. Nu skal han lige falde til dér og jeg skal finde ud af, hvordan jeg kommer til at tjene mine penge. Jeg vil helst være selvstændig, men jeg ved at jeg måske skal ud og have et almindeligt job. Men jeg drømmer også om at få en pause fra rotteræset og blive forsørget af Aske i en periode, mens jeg passer hjemmet, laver mad og gør rent og arbejder på mine egne projekter uden at have A-kassen til at ånde mig ned i nakken.
Nu må vi se, hvad der sker.