Livet er sgu mærkeligt. Eller det er det måske ikke, men jeg har stadig ikke gennemskuet, hvordan jeg er i verden og hvad meningen egentlig er med det hele. Til tider kan det føles som om, at jeg har megatravlt og tanker omkring, hvorvidt jeg er “bagud” fylder enormt meget. Jeg er 33 år og jeg er begyndt at blive grå i tindingerne. Burde jeg være “længere” med mit liv lige nu? Burde jeg have mere at kunne vise frem?
Jeg har jo holdt noget orlov og det har både været rigtig godt og ret nederen. Det har været dejligt ikke at skulle noget, men jeg har ikke kunne nyde det så meget, som jeg gerne ville – jeg er blevet (planlagt) gravid og har været voldsomt plaget af træthed, kvalme og svimmelhed og har derfor brugt åndssvagt meget tid på at ligge i sengen og være ynkelig. Selvom det har været sur røv at ligge der og føle at jeg spildte mit liv, så kan jeg mærke, at der også er sket noget med min selvopfattelse og mine tanker om, hvordan jeg gerne vil være i verden og det er ret fantastisk. To be fair har jeg også passet min terapi og jeg har haft skole, så jeg har også arbejdet med mig selv, selvom der har været helt enormt meget tid i sengen.
Indsigt: Jeg vil holde på min ret til at være mig
Noget af det, som har generet mig voldsomt de senere år er at jeg endnu ikke er blevet rodfæstet på arbejdsmarkedet. Jeg har arbejdet lidt, jeg har været på barsel, jeg har været sygemeldt med depression og stress og så har jeg været ledig i lang tid. Og det generer mig af flere grunde:
1. Der er en skam forbundet ved ikke at være i arbejde, som er knyttet til de herrenederen fortællinger om, hvad slags mennesker, der ikke kommer i job er.
2. Det kan føles som om, at min identitet smuldrer og ikke kan stå uden en titel at læne sig opad. Det føles som om, at alle jeg møder bare gerne vil kunne putte mig i en kasse og det er sværere, når jeg ikke har et arbejde, som hjælper dem med at forstå, hvem jeg er. Og så skal jeg bære skammen over at de bliver forvirrede og ubehageligt tilpas.
3. Jeg savner at have flere penge mellem fingrene.
4. Men den vigtigste grund er nok, at jeg har fået fortalt flere steder at der er dele af mig selv, jeg skal gemme langt væk, hvis jeg vil lande et job. Langt, langt væk. Og jeg har brugt så meget tid og energi på at være pisse ked af, at jeg åbenbart ikke er god nok, når jeg er mit autentiske jeg.
For at få et job, får jeg at vide at jeg skal redigere mig selv, så der ikke er nogen, der slår sig på mig, og det er mere eller mindre kernen i det, som jeg har kæmpet med siden jeg var lille, så jeg reagerer enormt dårligt på det. Jeg har fået at vide, at jeg ikke skal skrive på linkedin, at jeg læser til psykoterapeut. Jeg har fået at vide, at jeg ikke skal nævne min blog eller youtubevideoer. Jeg skal ikke nævne, at jeg har et kursus i coaching eller at jeg interesserer mig for mennesker.
Men det dur ikke. Det dur slet, slet ikke, for det er nogle af mine stærkeste kompetencer, jeg bliver bedt om at pakke væk og jeg står tilbage med følelsen af, at jeg ikke kan så meget og at jeg er et forkert individ, når nu det, jeg finder så spændende og relevant bliver en hæmsko for at få et job.
Så nu har jeg endegyldigt besluttet mig for ikke at lytte til dét råd. Jeg er mig og jeg har nogle ting, jeg er enormt stærk i og har en passion for og jeg vil ikke pakke det væk. Jeg holder på min ret til at være mig inklusiv en bred fagpalette, høje ambitioner og et stort personligt drive. Jeg vil ikke puttes i kassen “natur og miljø” og så er det dét, som jeg forventes at holde mig til. Jeg er mere og jeg vil have lov til at være mere.
Indsigt: Jeg har ikke travlt
Jeg begynder at få en forståelse for at livet som udgangspunkt er langt og der er tid nok. Vi går alle igennem flere faser og kapitler og det bedste jeg kan gøre for mig selv, er at prøve at nyde rejsen. Livet er langt og vi har tid nok. Lige nu er jeg i et kapitel, hvor jeg gror et nyt menneske og sidst jeg gjorde det, knækkede det mig.
Det her kapitel er en gave, fordi jeg både får et barn mere ud af det og fordi jeg stærkt motiveret af sidste gang føler mig “tvunget” til at lære mig selv, at passe bedre på mig selv. I dette kapitel øver jeg mig på at lytte til min krop, på at give mig selv, hvad jeg har brug for, på at vise min sårbarhed og bede om hjælp og på at sætter grænser. Og det er noget, der kommer til at gavne mig ikke bare nu, men resten af livet.
Summasumarum: Jeg er gravid og det er hårdt, men meningsfuldt. Jeg afslutter min orlov og går til jobsøgningen med en indstilling om, at jeg ikke vil bortredigere halvdelen af min erfaring, kompetencer og personlighed, så andre bedre kan placere mig i en kasse, hvor de forstår hvem jeg er. Det her kapitel handler om at jeg gror et barn og lærer at passe bedre på mig selv og jeg regner ikke med at få job inden jeg skal føde og det er jeg både ok og afklaret med.
Det føles lidt som om, at det blev et rodet og mærkeligt skriv, men jeg havde brug for at sætte mig til tasterne. Forhåbentligt får jeg snart energi til at lave videoer også…