Jeg har truffet et for mig lidt modigt og meget svært valg om at melde mig ud af dagpengesystemet i 12 uger. Jeg er “sådan en”, der har det rigtig svært ved at skulle kigges over skulderen og hele konceptet med at udfylde joblog og have møde med jobkonsulenter dræner mig noget så grusomt for energi. Så nu tager jeg konsekvensen og tillader mig selv at få en pause fra systemet, så jeg i stedet kan stille skarpt på mig selv og mine behov i en periode.
Når jeg melder mig ud af dagpengesystemet, jamen så betyder det selvfølgelig også, at Aske og jeg pludselig får en lavere månedlig indtægt, men vi skal nok få det til at hænge sammen. Det er trods alt for en begrænset periode og ærligt talt: lige nu er dagpengene bare ikke det værd.
Om at tage sig tid til bare at være
Det føles som om, at jeg altid har været på vej et sted hen. Hele tiden har fokus været på, hvad det næste mål var og kombineret med en manglende tradition for at fejre de mål, jeg så opnår, ja, så står jeg her og er bare en lille bitte smule udmattet.
Jeg har taget en kandidatgrad, jeg er blevet gift og jeg har fået et barn. Jeg er ved at tage en uddannelse mere.
Lige nu gider jeg ikke skynde mig yderligere og prøve at tikke flere ting på listen af. Nu vil jeg i en periode øve mig på at bare være i nuet og måske i virkeligheden også mærke efter, hvad der skal stå på min personlige liste, så jeg ikke jagter andres idé om, hvad det gode liv er.