Det er pongal i dag og for første gang, skal Aske og jeg prøve at holde det. Her. Hos os. Jeg vil gerne prøve at skrive lidt om hvad og hvorfor, men jeg må samtidig se i øjnene, at de mere dybdegående skriverier må vente til en anden dag. Jeg var til eksamen i weekenden (jeg er psykoterapeut nu!) og i dag har vi travlt med at fejre, så jeg er både træt og i tidsnød. Men lidt har jeg da fået klattet ned:
Behovet for at bevare kontakten til min kultur
Det er som om, at behovet for at “være tamiler” er blevet større og større over de senere år. Jeg mærker det som et savn, en længsel efter noget, som jeg engang kendte og mærkede i min sjæl og som nu er blevet fremmed for mig. Jeg gør mig mange tanker om, hvad det præcist er, jeg længes efter. Hvad er det, som jeg kendte, men som nu er smuttet fra mig?
Jeg har ikke noget entydigt svar lige nu, men jeg ved at jeg føler mig som en fremmed sammen med mine forældre. En outsider. En der ikke forstår dem, deres baggrund og kultur og det føles ensomt.
Vi starter forsigtigt op
For at være ærlig, har jeg ikke helt styr på, “hvordan man holder pongal”. Og det er okay. Jeg plejede at synes det var pinligt, at jeg ikke havde styr på det og jeg følte mig fremmed og forkert blandt tamilere, fordi jeg tydeligvis ikke fattede noget af, hvad der foregik. Men det er der jo en grund til. Jeg er ikke vokset op med at vi fejrede pongal, for mine forældre skulle på arbejde og de er først begyndt at fejre det igen efter mig og mine søskende er flyttet hjemmefra. Hvordan skulle jeg vide, hvordan man fejrer pongal, når jeg aldrig har set det demonstreret og forklaret før?
Så jeg har tilladt mig selv at lære det langsomt. Faktum er at jeg gerne vil genoptage/videreføre traditionen, selvom mine forældre ikke fik lært mig den og så må jeg selv gøre noget.
Én ting jeg længe har vidst om pongal er at vi laver pukkai (sakarai pongal). Det er et sammenkog af ris, mungbønner, rørsukker, kokosmælk, banan, kardemomme, cashewnødder og rosiner og det er lækkert. Så i år skal jeg prøve at lave pukkai for første gang.
Næste år vil jeg også lave vadai og ris med fem karryretter, 100 % vegetarisk. Og så ved at bygge på år for år, med det jeg lærer, skal jeg nok en dag ende med at holde pongal på en måde, hvor man ikke opdager, at jeg engang var clueless.
De etniske købmand
Jeg har nærmest ikke dyrket tamilsk madlavning i de 16 år, der er gået siden jeg flyttede hjemmefra, men jeg er klar nu. Det hiver og trækker i mig. Nogen gange går jeg ind i de etniske købmandsbutikker og går rundt i de snævre passager og kigger på alle pakkerne med ris og krydderier og det føles både enormt hjemligt og helt, utroligt ensomt og sørgmodigt. Jeg har været der så mange gange med mine forældre, men jeg har aldrig selv været inde og handle til mig. Længslen var der, men der var også en blokade. Noget som gjorde at jeg følte mig som en bedrager og en, der ikke var berettiget til at handle der. Men der er sket noget og som nævnt før, føler jeg mig klar.
Så i dag, i anledning af pongal, tog jeg ind til en købmand, der ligger bag Hovedbanegården og handlede ind til pukkai og det føltes godt. Rigtig, rigtig godt.
Og jeg skrev mig også bag øret at han umiddelbart havde alt, hvad jeg skal bruge til at lave tamilsk mad – inklusive friske karryblade, så nu ved jeg præcis, hvor jeg skal handle, når jeg skal i gang med mine køkkeneksperimenter.