Skip to content

Forskellen på brug for og lyst til

Der er små tre uger tilbage af min sommerferie og jeg har lyst til at bruge de resterende dage som hidtil med at afprøve opskrifter, koge, stege, bage, drømme, slappe af, træne og lære at elske mig selv. Sige pyt, nyde at lave absolut ingenting og svæve afslappet i tomrummet uden forpligtigelser. Men det går desværre ikke længere. Jeg mangler et obligatorisk kursus i økonomi, som jeg kommer til at tage sideløbende med nogle andre kurser, så jeg bliver desværre nød til at kigge på det her i ferien. Jeg har virkelig ikke lyst. Men mit akademiske jeg har brug for det forbandede kursus, så i dag skal jeg øve mig i at gøre noget, som jeg ikke har lyst til men har brug for. Hurra for selvdisciplin og selv-motivering.

Jeg gik egentlig i gang med at læse i sidste uge og det gik fint den første dag. Mit hoved summede og snurrede, humøret var i bund og ryggen værkede, men der var god samvittighed i bunkevis, da dagen var overstået. Det holdt bare kun en enkelt dag og de to efterfølgende dage brugte jeg på at være i dårligt humør over at jeg ikke lavede noget, men samtidig inderligt ude af stand til at tage mig selv i kraven og komme i gang. I weekenden holdt jeg fri, for det havde jeg lyst til og brug for og nu er det mandag, hvor jeg SKAL i gang.

Jeg talte med min søster om det og hun mente at jeg ikke havde delt materialet op i små nok bidder siden jeg synes det var for uoverkommeligt at komme igennem det. Jeg tager hendes råd til efterretning og laver mig en detaljeret plan for dagen før jeg går i gang med de økonomiske begreber.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *