Jeg er i dag 21+2 henne i graviditeten og jeg tør efterhånden tro på, at den er god nok: jeg har atter et ægte, levende barn i maven. Hver gang vi har været til tjek, så har der været gang i ham og hans hjerte har slået fint og jævnt derudaf. Der er en baby på vej og jeg glæder mig vanvittigt til at møde ham!
Taknemmelig
Vi troede jo egentlig, at vi ikke skulle have flere børn. Det var benhårdt at få Ramya og selvom jeg blev ved med at sige, at jeg ville gøre det hele igen for at få hende, så var jeg ikke sikker på, at jeg ville gøre det for et andet barn, som ikke var Ramya. At vi så alligevel er nået til et sted i vores liv, hvor vi har overskud og lyst til at gøre det igen, synes jeg er en gave. Vi er på så mange måder et bedre sted i vores liv end vi var, da vi fik Ramya og jeg håber og tror på, at det bliver en markant bedre oplevelse denne gang. Indtil videre går det i hvert fald sindssygt godt til sammenligning med sidst.
Sårbar gravid
Sidst havde jeg nogle ubehagelige oplevelser til mine jordemoderkonsultationer, som jeg var meget opsat på, at ville styre udenom i den her graviditet. Denne gang er jeg så blevet visiteret til det sårbare team, hvilket bl.a. betyder at jeg har den samme jordemoder til alle mine jordemoderkonsultationer, hvilket jeg synes er enormt rart og trygt. Min jordemoder er skidesød og omsorgsfuld.
Jeg har været til 2 tjek med hende nu og vi har aftalt at til næste konsultation, så snakker vi fødseloplevelsen igennem. For selvom jeg synes det var en rædsom oplevelse, så fik jeg den aldrig talt igennem med en jordemoder, som faktisk kunne hjælpe mig med at forstå, hvad der egentlig foregik. Og jeg har brug for at få talt det igennem, så jeg kan fokusere på den kommende fødsel uden at den gamle fylder det hele.
Hjemmefødsel
Selvom at jeg følte at fødslen var en dårlig oplevelse, så forløb den på papiret fint og det er derfor oplagt, at jeg føder hjemme, når nu det er anden gang jeg føder og min krop har bevist at den kan føde ukompliceret. Jeg har ikke stor fidus til hospitaler og det tiltaler mig så meget at blive fri for det skarpe lys fra lysstofrør, de upersonlige og kliniske rum, hvide kitler og lyden af andre fødende, grædende spædbørn og travle fødder på gangene. Jeg hadede at være på Riget og ville bare væk derfra, så hurtigt som muligt.
Jeg er ved at undersøge det praktiske omkring det og Aske vil også gerne sættes grundigt ind i tingene, men det ser ud til, at det er dét vi lander på. Og jo, jeg er udmærket klar over at mange ting, kan ændre sig fra nu og til termin, men lige nu, bare lige lige nu, så ønsker jeg at føde hjemme.