Jeg fik en depression, da jeg var gravid med Ramya. Eller lige efter jeg havde født hende. Det er svært at sige, hvornår sådan noget indfinder sig, det kommer jo oftest snigende. Der var mange ting, der var svære for mig i den tid og jeg har berørt dem lidt her på bloggen, men jeg har på en måde også skyndt mig videre for det var for smertefuldt at tale om. Ikke bare på bloggen, men også i det virkelige liv. Jeg har pakket det væk og marcheret tappert videre.
Men nu hvor jeg er gravid igen, og der kommer en lillebror, så ved jeg, at det er nødvendigt at få bearbejdet mine oplevelser. Det er nødvendigt, at jeg kigger tilbage på, hvad der skete og hvordan jeg agerede i det. Det er vigtigt at jeg giver sorgen, vreden, angsten, kontroltabet, hjælpeløsheden og sårbarheden plads, for hvis ikke jeg gør det nu, så kommer det hele formentligt væltende, når jeg føder eller i ugerne efter. Og dét vil jeg for alt i verden gerne undgå.
På Instagram er jeg begyndt at dele grundene til at jeg gik ned med flaget, sidst jeg var gravid. Jeg har listet dem på en måde, som får det til at lyde som om, at det var et simpelt regnestykke, hvilket det jo ikke er. Men der var en række faktorer, som var med til at slide på mig og det hjælper mig at liste dem op, fordi at det er nemmere for mig at havde forståelse og omsorg for mig selv, når jeg kan se mig selv lidt på afstand. Det har altid været nemmere for mig at have forståelse for andres situation end min egen. Noget af det, der var rigtig hårdt sidst, var at jeg ikke tillod mig selv, at mærke at det var hårdt. Jeg prøvede hele tiden at “tage mig sammen”, hvilket kan fungere på kort sigt, men sjældent på lang sigt. Undertrykte følelser plejer at poppe op senere og de bliver tit voldsommere, når de har været holdt nede så længe.
Fire grunde, der førte til min depression
Jeg har indtil videre listet 4 omstændigheder på Insta, der førte til min depression.
For det første gav jeg ikke mig selv og dermed heller ikke andre plads til at hjælpe mig med min sårbarhed, Jeg var så opsat på, at være stærk og selvstændig og skulle vise alle – inklusiv mig selv – at jeg i hvertfald ikke havde brug for omsorg eller opmærksomhed.
For det andet var jeg bekymret for baby hver eneste dag gennem hele graviditeten og jeg fik ikke hjælp til at tackle min frygt.
For det tredje flyttede vi, da jeg var i første trimester og efter vi fik lejligheden, fik vi at vide, at der skulle skiftes vinduer. Jeg ville ikke indrette os/bygge redde inden det var gjort, for jeg kunne ikke holde tanken om byggestøv i babys sager ud. Vinduerne blev først skiftet da jeg var 36 uger henne og først herefter, ordnede vi lejlighed. Eller så meget, som man nu kan nå at indrette sig dér.
For det fjerde var jeg hårdt ramt af fysiske graviditetsgener igennem hele graviditeten. Jeg havde kvalme og var enormt træt – begge dele i længere tid, end de 12 uger, som man som gravid bliver stillet i udsigt. Og jeg havde bækkensmerter fra helt tidligt til jeg skulle føde. Jeg var blevet stillet i udsigt, at smerterne ville aftage efter fødslen, men de blev meget, meget værre og jeg blev ramt af håbløshed.
Der er flere grunde og de kommer op her på bloggen, når jeg har lagt dem på Insta også. Jeg skriver meget on off for tiden, men er der noget, som jeg lærte sidst, så er det, at når min krop eller mit sind beder om en pause, så skal jeg tage en pause – ellers falder der en regning senere. Og at gro lillebror kræver en del pauser. Jeg er også denne gang meget træt. Jeg har bækkensmerter on off (meget mindre end sidst). Jeg har også denne gang haft kvalme, været svimmel og haft halsbrand og sure opstød, men det ser heldigvis ud til at være slut nu. Og så tager det energi at være mor til en 4 årig, indrette lejlighed og gennemtrevle alt det, som skete sidst.
Så ja – jeg blogger stadig, men det kommer i bidder.