Skip to content

Et nyt kapitel. Igen.

Det er dagen efter pongal og jeg er alene hjemme. Aske er på arbejde. Ramya er i skole. Mohan er i dagpleje. Og jeg sidder foran min computer og prøver at få de rigtige ord skrevet ned.

Jeg har lige færdiggjort mit studie, som gestaltterapeut. Fire år med undervisning, egenterapi og supervision er overstået og jeg er ved at starte min egen praksis op. For første gang nogensinde står jeg et sted, hvor jeg ikke står til ansvar over for nogen i forhold til at “udrette” noget. Aske vil gerne have at jeg på et tidspunkt bidrager økonomisk til husholdningen, men for nu har vi aftalt, at der ingen forventninger er og jeg kan bruge min tid på præcis dét, der giver mening for mig. Det er ret fantastisk.

Fremtidsdrømme

Den frihed giver mig masser af plads til at mærke efter og drømme. Jeg ved, at jeg er psykoterapeut og jeg elsker både det praktiske håndværk, såvel som det store teoretiske felt, det hviler på. Så selvfølgelig vil jeg lave terapi. Jeg ved også, at jeg gerne vil skrive bøger, lave podcasts og lave YouTube-videoer. Jeg vil gerne arbejde med mennesker, der har haft en svær barndom og har en kompleks kulturel identitet. Jeg vil lære mere om kulturelle traumer og racialiserede traumer og jeg vil arbejde med det i praksis. Jeg vil gerne lave works shops, jeg vil gerne afholde kurser, jeg vil gerne, jeg vil gerne, jeg vil gerne…

Og samtidig med alle de ønsker til, hvad der skal ske fagligt, er der også ønsket om at være der for vores lille familie. Børnene er ikke små for evigt og jeg vil 1) gerne have så meget, som muligt med af deres barndom og 2) forsøge, at være en tilstedeværende mor, både fysisk og emotionelt, når de har brug for mig.

Og så har jeg drømme for vores hjem. Jeg drømmer om et hjem, hvor vi har hvad vi skal bruge og bruger, hvad vi har. Et minimalistisk hjem, hvor der er ryddet op og gjort rent, så kunst, kærlighed og middagsselskaber kan folde sig uforstyrret ud.

Egenomsorg

Det skorter ikke på drømme og nogle af dem, spænder da også ben for hinanden, hvis ikke jeg er opmærksom på, hvordan de påvirker hinanden. Men jeg er opmærksom, endda meget opmærksom. I det her nye kapitel har jeg en ressource med mig, som jeg tidligere har haft svært ved at tilgå og den kommer til at hjælpe mig så meget med ikke at falde på røven i min iver efter at få det hele på en gang. Egenomsorg. Jeg kan mærke at mine mål og drømme i mindre grad er knyttet op på en time-line og der er ikke noget, jeg skal opnå og da slet ikke til et bestemt tidspunkt. Der er bare ting, jeg drømmer om og jeg vil arbejde på at komme dem nærmere i et tempo, hvor jeg har mig selv med og samtidig kan være noget for familien. Måske kommer det til at gå absurd langsomt, men rejsen bliver rigtig, rigtig rar og det er egenomsorg.

Og så er jeg opmærksom på, at drømme nogle gange ændrer sig over tid og egenomsorg er også at give slip og redigere på sine drømme, efterhånden, som man bliver klogere.

Hvad så nu?

Jeg har rodet ret meget rundt i, hvordan pokker jeg skulle gribe det hele an. Skrive bøger, lave podcast, administrere Instagram, hjemmeside, administrationen i at have en virksomhed, have klienter til terapi og så alt det på privatfronten. Men efter at have gået i ring og have tankemylder i måneder har jeg endelig en slags fornemmelse af, hvad min “Content tragt” er og hvordan jeg holder balancen.

Først og fremmest er det begrænset, hvor mange timer, jeg arbejder. Jeg har fire arbejdsdage om ugen og af dem, kommer halvdelen af arbejdsdagen nok til at gå med oprydning, rengøring, madlavning og træning. Så reelt har jeg 4 x 4 timer til at dyrke min faglighed og mine profesionelle ambitioner.

Derudover kommer jeg til at blogge helt navlepillende og mig-orienteret igen. Det gør noget, virkelig godt for mig at have mit helt eget fristed, min egen hjemmeside, hvor jeg selv bestemmer reglerne. Et sted hvor jeg kan dumpe følelser og tanker og min erfaring har vist mig, at I faktisk også er nogle, som får rigtig meget ud af at jeg gider dele ud af min indre verden. Så det kommer jeg til at gøre igen.

Derefter er mit fokus på at bygge ever-green content op. Det vil sige podcast, bøger, videoer mm. som bliver ved med at være aktuelle uafhængigt af, hvor jeg selv lige er i min proces. Det første på listen er at podcastificere “Gift med en dansker”.

Og så deler jeg snippets fra bloggen og ever-green materialet på Insta foruden stories, som er friske fra hverdagen.

Jeg ved ikke om det giver mening for dig, men det gør det for mig og jeg er glad.

Så velkommen tilbage på bloggen til mig og jeg glæder mig selv til at se, hvad jeg finder på.

PS. Jeg er ved at opdatere hjemmesiden, men jvf. alt det eg lige har bavlet om, så går det lidt langsomt. Men der kommer til at være et nyhedsbrev, du kan skrive dig op til og mulighed for at booke terapi direkte på hjemmesiden. Det skal nok blive godt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *