Tro det eller ej, men Aske og jeg har ikke rejst sammen nogensinde. Bare ham og mig. Er det ikke vildt? Vi har kendt hinanden i snart 4 år og har boet sammen de to af dem og vi har ikke rejst sammen. Ikke så meget som en weekendtur til en anden by. Vi har været i sommerhus 2-3 gange og så har vi været på familietur på hans side til Østrig og på min side til London (for at købe tøj til brylluppet), men det er også det.
Min tidligere chef udtalte, at man skulle aldrig gifte sig med nogen, før man havde rejst sammen med vedkommende. Lidt ligesom at man først rigtig kender en person, når man har overværet dem foran en computer med sneglenet. Men for os har det bare ikke været en prioritering at komme ud i Verden, selvom vi begge nyder at rejse. Der har bare været andre ting, som vi hellere ville.
Men nu sker det! Vi skal til Istanbul på vores bryllupsrejse, vi kender ikke nogen i byen og vi taler ikke tyrkisk. Og de taler vist ikke specielt meget engelsk så vidt jeg har kunnet forstå. Så vi kommer til at se hinanden på slap line, hvilket jeg både ser frem til og gruer for.
Istanbul skulle kunne lidt af det hele og jeg glæder mig til at se, hvad byen byder på. Om det er så eksotisk og orientalt, som jeg forestiller mig. Det eneste jeg vidste før vi bookede flybilletter var, at jeg ville i hamam og maden skulle være billig. Resten er vi ved at undersøge nu.
Jeg har fundet den herligste bog, som gennemgår Istanbul baseret på temaer som musik, mad og badestuer. Den er skrevet til bogstavelskere som mig, så der er nærmest ingen billeder. Til gengæld er der sanselige, smukke ord, der maler billeder i mit hoved og lavpraktiske oplysninger om priser og hvor turistede forskellige steder er og masser af baggrundsstof og historie. Jeg elsker den bog og jeg har lige mødt den i dag.
Jeg har hængt ud på Kolding Bibliotek hele dagen, da Aske havde en aftale i byen. Om nogle timer sidder vi i toget til Sønderborg, hvor weekenden skal bruges på at komme videre med bryllupsplanlægningen.