Jeg har de sidste år lavet en pakkekalender til min søster. Umiddelbart gør jeg det, fordi at det er hyggeligt og jeg synes det er dejligt, at gøre hende glad, men jeg har skam også overvejet, hvad de dybereliggende årsager er til, at voksne mig laver pakkekalender til min voksne lillesøster.
Vi har ikke altid holdt jul, hvilket egentlig er okay. Det som jeg husker som forfærdeligt var efter juleferien, når klasselæren spurgte hvordan julen havde været og om man havde fået gode gaver. Min mor siger, at vi fik julegaver, men jeg kan ærligt ikke huske det. Det er ligegyldigt hvem der har ret, det er sikkert en blanding, så vi fik gaver nogle år og andre år var der ingenting. Det vigtige er bare, at jeg følte mig ekskluderet af det fællesskab af mennesker med en fællestradition og med forældre, der gav dem gaver og gode oplevelser. Og jeg følte mig trist over, at mine forældre ikke gjorde noget for mig. Noget betyder i denne sammenhæng at arrangere en familieaften med mad og gaver og hygge. Jeg ræsonerede mig frem til, at det nok var fordi, at de var ligeglade med mig og at jeg ikke var det værd.
Nu kan jeg godt se, at det ikke er sådan det hang sammen, men jeg bliver alligevel trist, når jeg tænker på det. Kroppen kan ikke huske smerte, men det kan sjælen. Og jeg kan stadig huske følelsen, jeg behøver ikke engang at lukke øjnene. Bang! En mavepuster.
Jeg laver en pakkekalender til min lillesøster, fordi hun er min LILLEsøster. Jeg vil gerne have, at hun føler sig elsket og at hun er en del af det fælleskab af mennesker, der får pakkekalendere fordi nogen elsker dem, tænker på dem og vil gøre dem glade. Jeg passer på hende, som jeg altid har gjort for hun er min lillesøster og betyder så meget for mig. Jeg vil have, at hun ved hun er værdsat og elsket og det er en af mine måder at gøre det på.
Når jeg tænker tilbage på, da vi var små, husker jeg følelsen af ensomhed, forvirring og fortabthed. Jeg synes, jeg var en sindssyg dårlig søster, fordi jeg ikke ville lade hende være med, når jeg var sammen med en veninde eller da jeg holdt videoaften. Jeg tænker, at hun også må have været ensom, forvirret og fortabt og hun søgte mit selskab for at være med i et fælleskab og jeg nægtede hende det. Hun var ret ked af det. Da jeg nævnte det for hende, sagde hun at sådan husker hun det slet ikke. Hun husker mig for at arrangere skattejagt til hendes fødselsdag (hvem skulle ellers gøre det?!) og for at kravle ned til hende, når hun var bange for at få mareridt og bad hende tænke på jordbær og is, fordi at man jo kommer til at drømme om det, man tænker på lige inden man falder i søvn.
Jeg håber, jeg bliver sådan som forælder. Formår at give mine børn en følelse af at jeg elsker dem og passer på dem selvom jeg selv synes, jeg gør et forfærdeligt job.
p.s
Se! Min juledekoration, helt gratis! Var i sommerhus med Aske og hans familie, de har alt muligt godt i det område!
