Aske og jeg er i Jylland i anledning af nogle venners babys barnedåb. Det er baby nummer to, som er kommet til i vennekredsen, så det er stadig lidt nyt det dér med at finde ud af, hvordan og hvorledes man egentlig håndterer de små størrelser og deres forældre.
I min madklub faldt snakken sidste gang på, hvor vigtig en barnedåb egentlig er, når nu babyen ikke forstår hvad der foregår. Emnet dukkede op fordi, der også bliver holdt fødselsdag i dag og vennerne, der skulle til fødselsdag selvfølgelig gerne så at vi ditchede barnedåben og kom til fuldemandsfest i sommerhus i stedet. Argumentet at barnedåbe jo også er lidt kedelige blev også hevet frem.
Det passer at barnedåbe ikke er vildt sjove i den klassiske jeg er ung-i-tyverne-studerer-stadig-og-har-ingen-voksen-bekymringer måde. Men barnedåbe er simpelthen så smukke og på min liste rangerer de i samme gruppe, som bryllupper, konfirmationer og begravelser. Det er en vigtig begivenhed, hvor man som gæst kommer ikke fordi det er sjovt, men fordi det er vigtigt. Barnedåbe er en markering af at et nyt individ er kommet til i vores fællesskab og jeg synes det er en ære, at blive inviteret med til sådan en begivenhed, hvor vi får lov til at følge et lille menneskes liv – helt fra den spæde start.
Så vi var til barnedåb og ikke fødselsdagsfest i denne weekend.
Når det er sagt er jeg helt med på, at baby ikke forstår hvad der foregår. Det er også derfor, at vores kort starter således:
Kære … og …
Kutymen er vidst at man stiler kortet og hilsenen til den lille, der bliver døbt, men det synes vi (Sharangka) er lidt mærkeligt, når nu hun fatter hat af hvad der foregår. Så nu er her en lille hilsen til jer i stedet og så kan det være at jeg skriver, når vi selv har fået en unge og beklager at jeg ikke forstod noget dengang jeg var barnløs og uvidende…
