Skip to content

Er du dansker eller tamiler?

Det er et spørgsmål, jeg er blevet stillet flere gange i min barndom og teenageår og det har altid gjort mig urolig og ubehageligt tilpas. Jeg kan ikke huske, hvad jeg har svaret, men jeg har tænkt meget over spørgsmålet også som voksen. Og det dukker op igen nu, fordi jeg tænker, at der nok ikke går mange år før at der er nogen, der begynder at spørge Ramya om det samme.

Hende den brune til børnefødselsdag
Jeg kan huske, at jeg har siddet til børnefødselsdag og været ufrivillig ambassadør for “de brune”, mens børnene og fødselarens forælder diskuterede kultur og identitet. Jeg kunne ikke komme med et enkelt svar på spørgsmålet om jeg var dansker eller tamiler og jeg følte mig anderledes og udenfor.

Når man er 8 år, forstår man ikke, at det ikke er én selv, der er noget i vejen med, når man ikke kan give et enkelt svar. Det er spørgsmålet, der er skævt.

Kulturel identitet
At opdele en persons kulturelle identitet, som værende enten det ene eller det andet er en voldsom oversimplificering, som slet ikke afspejler min og mange andres virkelighed. Jeg behøver ikke være enten tamiler eller dansker. Jeg er begge dele. Og om jeg er tamiler eller dansker er kontekstuelt altså det afhænger af omstændighederne.

Jeg er altid først og fremmest Sharangka. Sharangka, der har sit eget indre liv med tanker og følelser. Sharangka, der kan blive ked af det, vred, glad, taknemmelig, sulten, træt og alt det andet, som mennesker har tilfælles. Først derefter er jeg kvinde, akademiker, mor, blogger, dansker, tamiler, livsnyder, foodie, læsehest, veninde mm.

Når der skal klistres et label på mig (og andre), så er det altid i en kontekst. Når jeg er til en kusines bryllup, er jeg tamiler. Jeg taler tamilsk, jeg har tamilsk tøj på, jeg lytter til tamilsk musik og jeg spiser tamilsk mad. Når jeg er til middag med vennerne er jeg dansk. Jeg taler dansk, jeg har vestligt tøj på, vi lytter til vestlig musik og vi spiser dansk mad.

Jeg skal ikke vælge, om jeg er tamiler eller dansker, og jeg synes, at det er helt skævt at spørge andre mennesker og især børn om, “hvad” de er. De er først og fremmest sig selv. Det andet er kontekstuelt.

Det håber jeg, at jeg kan forklare lille Ramya, når den tid kommer.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *