Det er Pongal i dag og mit Insta-feed og Facebook flyder over af Pongal-velsignelser. Her hos os er det bare torsdag. Jeg ville ønske at jeg skulle mødes med familien, at vi skulle spise pongal og at vi stak ungerne nogle sedler og kunne se pongallysene i deres øjne, men nope. Jeg sidder her foran min computer, Aske er på arbejde og Ramya er i børnehave. I aften skal vi have… ja, hvad skal vi egentlig have? Måske noget fra fryseren.
Pongal er en lidt mærkelig højtid for mig. Jeg mindes ikke, at vi fejrede dagen, da jeg var barn og det er først som voksen, at jeg har lært, hvad Pongal er. Jeg kan godt huske, at jeg har spist pongal, men om det har været til Thai Pongal eller i en anden forbindelse, det kan jeg ikke huske.
Det var meningen at Aske, Ramya og jeg skulle have været i Kolding den kommende weekend og have fejret Pongal med min bror og hans familie, men det blev der lige spændt ben for af Coronarestriktionerne. Så det skal vi ikke alligevel og det gør mig virkelig, virkelig trist.
Det der primært fylder hos mig er at det er vigtigt for mig, at Ramya vokser op og føler at den tamilske kultur også er hendes kultur. Jeg er bange for, at hun kommer til at tænke på tamilere, som “dem”, “I” og “jeres” frem for “os”, “vi” og “vores”. Jeg er bange for, at hun vokser op og bliver en turist, der besøger et eksotisk samfund frem for et individ, der føler sig hjemme blandt alle de andre brune mennesker. Jeg ønsker for hende at hun føler sig tilpas sammen med min familie og ikke som en fremmed.
Jeg er udemærket klar over, at det ikke er noget, jeg kan styre og det er jo ikke sikkert at hun kommer til at opleve det som et tab, hvis hun vokser op og ikke føler nogen tilknytning til det tamilske samfund. Men jeg vil ikke have siddende på mig, at jeg ikke prøvede at invitere hende indenfor. Jeg er stadig er vred på mine forældre for ikke at italesætte vores traditioner og højtider mere. Jeg ville ønske at vi havde fejret flere ting og at jeg kunne tænke tilbage på en barndom, hvor Pongal var nået vi så frem til og fejrede.
Jeg arbejder på at træde længere ind i de tamilske rækker igen for jeg savner min familie i udlandet og jeg vil gerne have et fællesskab med dem. Jeg føler jeg i forvejen stod og vaklede lidt på dørtrinnet og da jeg så blev gift med Aske, er det gået stærkt med at komme længere og længere væk fra det tamilske samfund. Og jeg vil gerne vende den udvikling, jeg vil gerne slå hælene i og ikke begå samme fejl, som mine forældre lavede. De fejrede ikke Pongal for det er altså bare en hverdag i Danmark. Det er jo ikke som med julen. Vi får ikke Pongalferie. Der bliver ikke pyntet op i butikker, fordi det er pongal. Folk går ikke rundt på gaden og siger glædelig Pongal. Det er bare en hverdag i Danmark og hvis Pongal nogensinde skal være andet for Ramya, bliver jeg nødt til at gøre noget aktivt for at det kommer til at ske.
Det år, hvor vi boede i Sønderborg, fejrede vi faktisk Pongal med mine forældre. Jeg var så stjerneglad for at vi fik fejret hendes første Pongal nogensinde, men sandheden er at hun ikke har oplevet Pongal siden. Og det er jeg ked af. Det her kunne have været hendes 4. pongal.
Jeg sidder og overvejer om Dhadra Foodstore på Nørrebrogade har åbent i dag og om jeg har lyst til at prøve at lave pongal i aften. Jeg ringer til dem, når de måske åbner kl. 11.00. Og hvis ikke, så står den på Pongal galore næste år.
Pongal er en høstfest, der fejres midt januar af tamilere Verden over. Vi tager vores pæne (nye) tøj på, børnene får penge af de voksne, der er masser er mad og hjemmet bliver pyntet op. Og så laver vi pongal, som er en sød risret. Jeg ved godt, at jeg overhovedet ikke beskriver Pongal godt nok, så prøv eventuelt selv at google det.