Jeg har lige slettet de 19 kladder til blogindlæg, jeg havde liggende.
De føltes døde og irrelevante.
Jeg har aldrig i mit liv følt mig så tryg før.
Levende, jo.
Tryg, nej.
Jeg lever mit happily ever after.
Jeg har altid har været en drømmer.
Drømmene stod i kø.
Man skulle tro, de ville stilne af, nu hvor jeg lever drømmen.
Men mere vil have mere vil have mere.
Jeg går ind og ud af følelsen af at være i zen og have styr på tilværelsen og følelsen af at være gået ind i et rum og ikke huske, hvad jeg ville.
Drømme og visioner tumler rundt i et kaotisk og kulørt virvar.
De banker på, melder sig, insisterer på at jeg giver dem opmærksomhed.
Det gør jeg så.