Skip to content

Bæredygtig garderobe

Jeg er begyndt at lære at sy. Det startede egentlig med at jeg gerne ville have flere kjoler uden at skulle ruinere mig, når de skulle anskaffes, men jo mere jeg er dykket ned i tekstilverdenen, jo mere finder jeg ud af, hvor ikke-bæredygtigt såkaldt fast fashion er. Fast fashion er alt det tøj, som man køber i almindelige tøjbutikker, dvs. masseproduceret og syet af. billig arbejdskraft i det globale syd.

Det er vigtigt for mig, at tage personligt ansvar for mine forbrugsvaner og det bliver sværere og sværere for mig at købe tøj i de butikker, jeg plejede at handle i. Min samvittighed larmer for meget. Jeg har prøvet at ignorere det, at fortælle mig selv at klimaændringer, forurening og dårlige arbejdsvilkår i Asien ikke kun er mit problem, at det er for bøvlet at gøre noget andet, men det eneste jeg får ud af at prøve at ignorere mine følelser er ondt i hovedet og en grim smag i munden. Så jeg er påbegyndt en rejse mod en mere bæredygtig garderobe og pludselig slår jeg flere fluer med et smæk ved at kunne begå mig ved en symaskine. Jeg kan både få store, flotte kjoler præcis i det look, jeg bedst kan lide og jeg kan nedsætte mit klimaaftryk.

Retningslinjer for min fremtidige bæredygtige garderobe
Det er vigtigt for mig, at styre uden om fast fashion, men samtidig skal tøjet også være pænt og noget, som jeg har det godt i. Bæredygtighed kommer altså ikke til at trumfe min personlige smag og jeg nægter at gå i noget, som ikke samtidig føles behageligt og giver mig en følelse af empowerment. Det betyder at der er en overgangsfase, hvor jeg stadig kommer til at købe nyt tøj – desværre. For jeg kan ikke sy særlig godt endnu og det tager tid at lære.
Men på sigt er målet at:

  1. Bruge det tøj, som jeg allerede har.
  2. Reparere i stedet for at erstatte.
  3. Købe brugt tøj og enten bruge det, som det er eller moderere det, så det bliver til noget, jeg kan lide.
  4. Købe stof i genbrugsbutikker fx bordduge, sengetøj og gardiner og sy til tøj.
  5. Købe tøj hos bæredygtige producenter, som fx atelier Sardin, der syer egne modeller efter bestilling i Valby.

I forhold til min livsstil, så ved jeg, at det meste af mit tøj skal kunne tåle en tur i vaskemaskinen og at jeg ikke går med det, hvis det er stift, kradser, klør, strammer eller på anden vis er ubehageligt at have på. Og så vil jeg gerne have tøj, der er ensfarvet eller i neutrale toner, fordi jeg godt kan lide at pimpe mit look op med store smykker og jeg foretrækker at tøjet er baggrund frem for medspiller. Så er det også nemmere at tone op og ned efter anledning.

I forhold til børnene er der så stort et marked for genbrugstøj at jeg umiddelbart ikke vil sy noget til dem, men jeg vil gerne begynde at lappe/reparere deres tøj. De arver i forvejen en del tøj fra familie og venner. Hvad angår Aske, så er han sin egen og finder selv ud af, hvad han vil, men jeg lapper gerne dét, der er gået hul på.

Min nuværende garderobe og ønsker til den fremtidige
Lige nu har jeg en del tøj, som jeg stilmæssigt og ift. pasform ikke er vildt stolt af, men det er ok. Det er rigtig meget jerseybukser og -bluser, som jeg brugte, da jeg var gravid og ammebluser. Det er behageligt og praktisk, men der er mange dage, hvor jeg krydser fingre for, at jeg ikke møder nogen, jeg kender på gaden for jeg synes selv, jeg ser lige lovlig lurvet ud. Jeg vil gerne begynde at klæde mig så jeg selv synes jeg ser godt ud igen, men jeg ammer lige nu og har accepteret at det her er et kapitel, hvor det vigtigste er at jeg nemt kan vippe et bryst ud og at tøjet kan tåle at blive gylpet på og vaskes ofte.

Jeg er virkelig vild med kjoler, men jeg ved også at tøjet skal afspejle min livsstil, så jeg har indset, at jeg skal have mig et solidt stash af hverdagsbukser. Vi har en ladcykel, som ungerne bliver cyklet rundt med og sidste sommer blev min kjole fanget i cyklens tandhjul og jeg skulle have hjælp for at komme fri igen. Jeg har lært min lektie: så længe jeg hjuler rundt med ungerne, så står den på bukser og så må kjolerne være til dage, hvor vi er med det offentlige/bil.

Mine sykompetencer
For at være ærlig er jeg altså ikke særlig god – endnu. Jeg har fundet mine forældres gamle symaskine frem og set en milliard tutorials på Youtube, men jeg har ikke syet noget endnu. Jeg havde ellers både købt stof (sengetøj fra genbrugsbutik) og diverse redskaber, men bedst som jeg havde klippet delene ud og ville sy kunne jeg ikke finde pedalen til symaskinen, så nu venter jeg på at den dukker op.

Nok om garderobesnak for nu. Næste indlæg er formentlig noget om personlige værdier for det fylder lige nu.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *