Dag 2. Udmattet. Vi har teknisk set haft en fantastisk dag i zoologisk have efterfulgt af både pizzapause, shopping og et lille caféophold, men hold op hvor har der også været meget palaver mellem os. Min mor siger små uskyldige ting, som “er du sikker på, at vi ikke lige skal købe en flaske vand til dig?” og sekundet efter står jeg med blafrende næsefløje og et vildt udtryk i øjnene og beder hende passe sig selv. Jeg føler min selvstændighed angrebet og at jeg hele tiden skal sætte grænser så mor ikke pludselig begynder at mikrostyre hvornår jeg skal spise, sove, gå på toilettet, bestemme hvad jeg har på og hvem jeg ses med og faktisk bare styre alt og alting i mit liv. Jeg vil så gerne bare have lov til at være et selvstændigt individ og vide at hun respekterer og stoler på mine valg i livet (hvilket hun jo faktisk gør) og så accepterer mine valg – også de små omkring hvorvidt jeg skal købe en flaske vand eller ej.
Vil du ikke fortælle mig om dig og din (måske indbildte) uklippede navlestreng?
Et rigtig godt indlæg! Det med at sætte grænser over for sin familie, og især de nærmeste, kan være mega svært. Dejligt du sætter ord på nogle tanker, som de fleste nok har. Inspirerende og velskrevet! 🙂
Tusind tak for kommentaren, det er jeg rigtig glad for at du synes! Ja, det er mit indtryk at det intet har at gøre med tamilere og dén kultur, men er noget universelt, det med at mødre har det svært med grænser:) Det er både rart og skræmmende at det er sådan. Spekulerer på om jeg også bliver sådan som mor engang.
“Ta en trøje på Kamilla, for mor fryser”
Det er en stående vittighed i min familie. Mødre har bare en tendens til at pusle, uanset om det er ønsket eller ej. Klart det værste,- for mig i hvert fald,- er den dårlige samvittighed min mor giver mig, når jeg på et tidspunkt snapper af hende, bare forbi hun bekymrer sig. Far er ikke nær så slem, selvom han stadig har en rem af huden, især når det kommer til økonomi, og hvorfor jeg dog ikke kan klare mig med en 100 kr mobil i stedet for en smartphone til 1500 kr. Suk.
Men livet fortsætter og cirklen drejer, og i morgen udsætter vi vores børn for nøjagtig det samme.