Da jeg blev gift

Frygten for at være en grim brud

Jeg skal op kl. 5 på min bryllupsdag. Aske skal først op kl. 6. Hmpf.

Jeg har siddet og regnet baglæns for at finde ud af, hvornår hvad skal ske i brudens og brudgommens hjem for at vi indfinder os i templet til tiden. Det involverede at finde ud af, hvordan hulen vi får dem i tøjet, som har takket ja tak til tamilske klæder, men ikke selv ved, hvordan man kommer i det. Jeg har 3 svigerinder og 6 veninder, der skal i en sari inden ceremonien starter. Jeg glæder mig helt vildt til at se dem i tøjet!

Samtidig er jeg rædselsslagen ved tanken om, hvordan jeg måske selv kommer til at se ud. Jeg prøvede den ene sari halvt på i dag og blev helt trist. Jeg ringede til Aske og tudede og tudede over at jeg kommer til at ligne en sæk kartofler i mine sarier, fordi jeg ikke har en “sarikrop”. Og at min træning og diæt har båret frugt, men at jeg har tabt mig på mine forbandede lår, som alligevel bliver pakket helt af vejen i en sari. Aske lagde øre til en masse hiksten og hulken og usammenhængende sætninger i telefonen og prøvede at sige det rigtige, men i sidste ende var det der fik mig til at falde til ro bare det at sidde et stykke tid stille uden ord og vide at han selvom han sad i København lige dér var sammen med mig. Det føltes ligesom når jeg læner mit hoved mod hans skulder og han har armen om mig. De stille stunder i sofaen, hvor vi begge bare lige sidder i stilhed og trækker vejret. Og hvad så, hvis jeg ligner en kartoffel og min familie hvisker nederen ord om, hvor flot jeg plejede at være og at det er ærgerligt at jeg er blevet gammel og tyk. Aske elsker mig, kartoffelformet eller ej. Det må være mit mantra de næste 23 dage. Aske elsker mig og kartofler er også dejlige.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *