Jeg og Aske var i Jylland sidst i april. Det var sidste gang inden baby.
Der var en underliggende stemning under opholdet, som jeg genkendte fra, da jeg boede hjemme og gik og ventede på eksamener i foråret. Hele verden var smuk, solen skinnede, blomsterne nikkede i forårsbrisen og fuglene sang dagen ind samtidig med at jeg ventede. Ventede anspændt og uroligt på den horrible dag, hvor jeg skulle til eksamen. Ventetiden var ikke sjov og jeg plejede at slå den ihjel ved pinagtigt at tælle dagene til eksamensdag. Ikke at det gjorde den sjovere.
Men jeg lagde mærke til, at jeg gjorde det igen. Lod mig opsluge af nervøs venteenergi, mens forårsskønheden både gik lige i hjertet og hen over hovedet på mig.
Jeg kunne ikke slippe erkendelsen af, at det var mit sidste besøg hos mine forældre, hvor jeg bare var mig. Fra nu af vil jeg altid have et ekstra vedhæng med, som jeg har ansvaret for. Jeg kan ikke bare læne mig tilbage og nyde omsorgen og opmærksomheden. Det er slut. Næste gang har jeg en lille klump med, som er mit ansvar. Klumpen skal ammes, skiftes, nusses, puttes, holdes og elskes, mens mine behov bliver sat i bero og sådan vedbliver det at være i meget lang tid.
Så jeg kom tilbage til København og græd og græd og græd.
Nu sker det, vi skal være forældre.
Vi er nået til point of no return.
Der er ingen vej ud og jeg skal vænne mig til et nyt element i min identitet.
At være nogens mor.
Jeg synes, at det er fair nok at have en mindre identitetskrise over det.