Skip to content

Et nyt kapitel i mit liv

Der er 6 uger til jeg går på barsel og jeg er derfor fritstillet fra jobsøgningen. Dvs. at jeg fra i går af er undtaget fra at skulle søge jobs og er fri til at træde fuldgyldigt ind i den rolle, jeg har valgt at prioritere de næste 2 år: rollen som primær omsorgsperson i familien med alt, hvad der dertil hører af opgaver og ansvar for børn og hjem. Lillebror starter ikke i institution før han er omkring 2 år, så først hedder det barsel og så hjemmepasning.

En langsommere hverdag
Aske og jeg er så priviligerede, at vi kan tilvælge en langsommere hverdag end den de fleste danske børnefamilier lever med.

Jeg er selv vokset op med to forældre, der havde fuldtidsjob og i perioder mere end det og det var ikke rart.
Tidlige morgener, hvor vi skulle skynde os at spise og komme i tøjet og så afsted, afsted, afsted så mor og far kunne komme på arbejde.
Lange dage væk fra familien og hjemmet.
Hektiske eftermiddage og aftenener, hvor der skulle laves mad, spises, laves lektier, tages opvask og meget, meget lidt plads til omsorg eller opmærksomhed fra mine forældre.
Det var kæft, trit og retning, både fordi at det var det syn på børneopdragelse, som mine forældre havde, men også fordi at der simpelthen ikke var tid og overskud til andet.

Jeg ser, hvordan det var en nødvendighed for mine forældre, at det var sådan hverdagen kunne blive for at de kunne få deres liv til at hænge sammen og måske takket været deres hårde liv og kæmpe arbejde står jeg her og har mulighed for at sige: lad os lige stoppe op og trække vejret. Lad os gøre noget andet. Lad os leve i stedet for bare at overleve. Der er ro på privatøkonomien, jeg har ikke søskende og forældre, som er økonomisk afhængige af mig eller har brug for hjælp til at etablere sig i tilværelsen, vi har et stærkt netværk af familie og venner, som aflaster os og bringer glæde ind i vores liv, vi er begge veluddannede og ressourcestærke og er født og opvokset i Danmark. Vi kender kulturen og rammerne og vi tør og kan tage vores plads med en tro på, at vi stadig har en plads i fællesskabet, selvom vi gør noget andet end flertallet.

Dagene er lange og årene er korte
Jeg tænker virkelig over, hvor kort tid, vores børn er små og hvor hurtigt de kommer til at være selvstændige individer med egne liv. Jeg kan huske, jeg sad med Ramya i ugerne efter hun var født og følte mig fanget og modløs. Det føltes som om, at jeg aldrig nogensinde ville få mit liv tilbage. Jeg skulle aldrig nogensinde få lov at sove igennem en hel nat, aldrig mere tage et langt bad, aldrig mere hænge ud med vennerne i de sene aftentimer, aldrig mere være mig igen, for jeg skulle hele tiden være noget for hende. Min tidsfornemmelse røg og jeg mistede fornemmelsen for, at hun jo nok skulle blive mere og mere selvkørende, jo ældre hun blev.

Nu ser jeg tilbage på babytiden og kan ikke forstå, hvor tiden blev af. De er kun babyer i et enkelt sølle år. Og så er de tumlinge i 2 år. Og så er de “bare” børn, som dag for dag eksperimenterer med at blive deres egne individer, der nogle gange søger voksenkontakt og omsorg og andre gange har brug for at være fri til at lege og leve uden voksenindblanding.

Ramya startede i dagpleje, da hun var 6 måneder, fordi at det var sådan det kunne blive dér. Jeg havde en depression og var ved at arbejde mig op af hullet igen og kunne ikke tage hende alene. Aske havde sit iværksætteri og kunne ikke tulle rundt med mig og Ramya. Så det var en nødvendighed at hun blev passet af andre. Det gjorde så ondt i mit hjerte, at min lille baby, der ikke engang kunne sidde selv endnu, skulle afsted og passes af en fremmed. At det så var en helt fantastisk privatdagplejer, vi fandt, det er en anden sag…

Denne gang står vi anderledes. Vi har sat alle sejl ind på at forebygge at jeg går ned med flaget igen. Vi har et hjem, der fungerer og er faktisk stort set klar med alt babyudstyret – længe før vi var klar sidst. Vi har meldt ud, at vi skærer ned for arrangementer i tredje trimester og tidlige barselsbesøg – denne gang. Jeg husker at skåne kroppen, så bækkenet forhåbentligt ikke giver helt op igen. Aske lægger 13 ugers barsel samtidig med mig lige efter fødslen, så jeg kan læne mig op af ham i de første sårbare måneder. Vi har booket både ammekursus og en-til-en samtaler med en ammekonsulent. Jeg har to faste jordemødre, som følger mig denne gang i modsætning til en ny til hver aftale. Så hvis forberedelserne bærer frugt, så kommer jeg til at amme lillebror og være hans primæromsorgsperson (uafhængigt af amning). Jeg kommer til at være sammen med ham i 2 år før jeg skal give ham fra mig. Jeg får lov til at få hele hans babytid med. Det er mig, der oplever ham sætte sig op, begynde at kravle, rejse sig op og stavre rundt på sine små stolper. Det er mig, der holder ham igen og igen, mig der trøster, mig der sidder og snuser hans duft ind og mig der kysser hans buttede hænder og fødder. Hvis det går, som jeg drømmer om og forudser, så kommer jeg til at være træt og slidt, kede mig og ofte føle mig ensom, men til gengæld være så stjernelykkelig for at få det hele med og at kunne tage mig af mit eget barn – denne gang.

Dagene kommer til at være lange, lange, lange, men pludselig kommer der til at være gået to år og så er det slut med dette kapitel og vi skal noget andet, som familie.

Jeg glæder mig til det her kapitel. Jeg er spændt og også bekymret, men hold kæft, hvor jeg glæder mig.

Leave a Reply

Your email address will not be published.