Da jeg blev gift

Min Thaali

Godmorgen Verden:)

Jeg fik kigget på bryllupsplanerne, som jeg ville (i Excel) og det fungerede fantastisk. Det ser ud til at blive et dyrt bryllup, hvilket måske ikke er så mærkeligt med 300 gæster i templet og 130 til middag om aftenen. Vi holder jo faktisk to bryllupper ét tamilsk i templet og ét dansk om aftenen og så løber det op.

En af de ting, som får prisen i vejret er udgifter til tøj og smykker. Eller måske jeg skulle skrive smykke. Thaalien, bryllupskæden, er dyr. Den er stor og tung og mange familier anser den lidt som værende et statussymbol, jo større jo bedre. Aske og jeg startede dagen med at tale om Thaalien og hvilken betydning den skulle tillægges. Han mente ikke vi skulle joine det ræs, der er omkring den og købe en tung kæde bare fordi at det gør alle andre. Som eksempel nævnte han, at når han så en rig mand med en kæmpe, kæmpe bil, så tænkte han om fjolset mon ikke vidste, hvilken forskel de penge kunne have gjort for folk i nød. På samme måde er det måske fjollet at bruge mange penge på en kæde, der symboliser indgået ægteskab, men samtidig også udstiller velstand.

Jeg tænkte over det. Han har jo ret. Til dels. Men samtidig er det en kulturel ting og kultur er altid kompleks og tæt sammenvævet med identitet og er ikke nødvendigvis fornuftig eller logisk. Det er nemt at pege fingre af andres kultur og grine af hvor mærkelig den fremstår uden at tænke over, hvor mærkelig ens egne traditioner og skikke egentlig er. Man kunne jo spekulere over:

* Hvorfor fælder man et nåletræ, slæber det ind i ens hjem, hænger papirspynt på det og danser syngende rundt om det sammen?

* Hvorfor maler man æg, gemmer dem i haven og lader børnene lede efter dem?

* Hvorfor er man besat af at eliminere ens naturlige hvidhed og ligger og rister i en brødrister i menneskestørrelse og halvnøgen på enhver stump græsplæne man kan finde? Når man nu endda ved at for megen sol er kræftfremkaldende…

* Hvorfor går studenter rundt med deres hue i tiden efter afsluttet gymnasie-tid? Hvorfor ikke nøjes med et diplom derhjemme på væggen, hvorfor skal hele verden have med at de studerende klarede 3 år mere på skolebænken efter grundskolen?

Well. Det er kultur. Sådan man gør heromkring og det er en indkorporeret del af de fleste levevis og identitet. Det er simpelthen sådan de fleste gør i Danmark.

Og well. Gifte tamilske kvinder har en Thaali, en solid og umiskendelig guldkæde, der fortæller Gud og hver mand, at hun er afsat, optaget og respektabel. Det er en del af min emotionelle verdensforståelse at tamilske gifte kvinder har en Thaali og jeg føler mig åbenbart som en tamiler i hver en celle af min krop på det punkt for jeg vil have en Thaali. Og den må ikke være så lille at folk ikke genkender, hvad den er. Jeg skal giftes med en mand efter mit hjerte og jeg glæder mig til at blive hans kone. Jeg vil være stolt af at være gift med ham, det bliver en del af hvem jeg er og jeg vil have en Thaali, der viser Verden hvem jeg er og hvor stolt jeg er.

 

Thaalien på billedet er fra en blog, med den skønneste fotoserie fra et hindu/kristent bryllup i Australien. Jeg synes, du skulle klikke forbi, hvis du har brug for lidt solskin på en regnvejrsdag!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *