Starten på et (forhåbentligt) kedeligere årti

Kære I,

Long time, no see!

Julen er veloverstået, det nye år står på spring og jeg glæder mig! Som I ved har 2017 været lidt skør for mig – der er ikke meget, som er gået som jeg troede det skulle.
Men desto mere er der at glæde sig til i 2018 for nu vender skuden sgu!

De sidste 10 år har været særdeles begivenhedsrige for mig.

I 2007 flyttede jeg hjemmefra for at læse på Københavns Universitet. Det var i hvert fald den officielle forklaring. At det lige skulle være Københavns Universitet jeg ville starte på handlede primært om, at jeg havde brug for at komme væk fra min familie og finde ud af på egen hånd, hvem jeg var og hvad jeg ville med mit liv. Og København var så langt væk, som jeg forestillede mig, jeg kunne komme samtidig med at byen er større og dermed tilbyder mere anonymitet end Sønderborg gør.

Som jeg drømte om fik jeg rig mulighed for at opdage og opfinde mig selv uden indblanding fra familien. På 10 år har jeg:

gennemført en bachelor
gennemført en kandidat
startet en blog
mødt Aske og blevet kærester med ham i al hemmelighed
flyttet ind hos Aske under knirk, knag og rabalder fra min familie
blevet gift med Aske
fået barn – inklusiv bækkenløsning og fødselsdepression
flyttet ikke mindre end 10 gange

Aske og jeg, Roskilde Festivallen, 2012. En fælles ven lagde dengang billedet på Facebook og jeg var ved at få et hjertestop, fordi at ingen i det tamilske miljø vidste vi var sammen. Aske ringede vores ven op og bad ham fjerne billedet med det samme. Dengang vidste jeg bare, at jeg gerne ville Aske – jeg anede dog ikke, hvordan det skulle blive til noget. Jeg kunne slet ikke overskue den kamp, som jeg vidste skulle tages med familien og udskød konfrontationen med dertil hørende søvnløse nætter og ondt i maven.

Konfrontationen kom, da vi besluttede at vi ville flytte sammen. jeg blev nød til at sige til min familie at der fandtes denne her fyr Aske, vi kom sammen og by the way ville vi gerne flytte sammen. Reaktionen kom prompte fra familien – de var absolut ikke begejstrede. Min søster var den eneste, der fra dag 1 forsvarede mig og mine beslutninger med næb og kløer og hendes støtte var uvurderlig. Min familie havde svært ved at tage vores forhold seriøst, fordi jeg ikke kunne svare på om vi ville giftes. Jeg vidste bare med mig selv, at jeg ville Aske så meget, at jeg var parat til at lade familien slå hånden af mig. Det medførte endnu flere søvnløse nætter og mere ondt i maven. Jeg havde jo ikke lyst til, at der skulle ske et brud i familien.

Aske endte med at fri efter vi havde boet sammen et halvt år. Jeg havde giftet mig i mit hoved med Aske, da vi flyttede sammen og indtil Aske friede var jeg faktisk ikke sikker på, hvor seriøs han var i forhold til vores forhold. For mig var det befriende og tryghedsskabende at vide, at han faktisk var ret seriøs – seriøs nok til at han syntes vi kunne blive gift. Forholdet til min familie blev meget lettere, da først beslutningen om, at vi skulle giftes lå fast og jeg sov bedre.

2015 blev vi gift med venner, familie og bekendte som vidner. Det er uden skyggen af tvivl den absolut lykkeligste dag i mit liv. Jeg følte mig så lettet og taknemmelig for at jeg fik, hvad jeg havde drømt om. En mand jeg selv har valgt og friheden til at leve mit liv, som jeg gerne ville.

Det har været 10 vigtige år med kæmpe opture og sejre, men det har krævet blod, sved og tårer at nå hertil. Og jeg har gennem alle årene kæmpet med følelsen af at være fuldstændig tyndslidt, træt af det hele, forvirret, ensom og edderspændt rasende på verden.

Heldigvis står jeg nu et sted, hvor jeg forhåbentligt kan se frem til, at livet bliver mere ligetil.
Slut med dobbeltliv.
Slut med 12-tals ræs på studiet.
Slut med bryllupsplanlægning.
Slut med graviditet og fødselsdepression.

Så velkommen til 2018 med kedelige, forudsigelige hverdage med plads til fis, ballade og masser af latter.